The Misfits: En bittersød afsked
Filmen der gav punkbandet sit navn og markerede afslutningen på to glorværdige Hollywood-karrierer: Blot ti dage efter "The Misfits" afsluttede sine optagelser døde Clark Gable og halvandet år senere i august 1962, blev Marilyn Monroe fundet død, efter at have taget en overdosis af sovepiller. Gable sagde om filmen at det var første gang han for alvor følte han formåede at spille skuespil og Monroe? Hun siges at have afskyet sin karakter. Diskussioner over manuskriptet, som var skrevet af hendes daværende husbond Arthur Miller, ødelagde deres ægteskab og Monroe listede sig med jævne mellemrum afsted til Frankrig, for i hemmelighed at mødes med Yves Montand, som hun spillede overfor i "Let's Make Love" (1960)."You have the gift for life, Roslyn. The rest of us, we're just looking for a place to hide and watch it all go by."
Filmen selv er ganske unik i Monroes filmografi. Selvom hun i førnævnte "Let's Make Love" gjorde en fin figur, som en mere intelligent udgave af den blondine hun gjorde en karriere ud af at spille, markerer "The Misfits" en markant skillelinje for skuespillerinden. Hun er mere intelligent i "The Misfits", hendes naivitet udspringer ikke længere af dumhed, men af oprigtig omsorg for verden. Monroe kommer til at symbolisere en femininitet, som er mere fyldig end de roller der tidligere gav hende sin status som sexsymbol. Hun er fortsat sensuel, men i langt højere grad også nærmest moderlig i sin kærlighed til alt levende. Mændene falder stadig i svime over hende, men hun er mere uforudsigelig, skiftende mellem det maniske og depressive. Hun er også mere frygtsom i hendes forhold til mændene. Den fnisende og ubekymrede pige er blevet til en kvinde, der bærer livets forgængelighed på sine skuldre.
"We're all dying aren't we. We're not teaching each other what we really know, are we?"
I filmen venter Monroes karakter Roslyn på at hendes skilsmisse skal gå igennem. Hun får tiden til at gå med Gay (Clark Gable) og hans kammerater. Gay lover hende at de skal leve frie og bekymringsløse liv langt ude på landet. Der går dog ikke længe før det bliver tydeligt at idylen har sin pris og ikke holder evigt. "The Misfits" er en melankolsk filmoplevelse, der er fyldt med velskrevne dialoger, som stikker dybt. Alle filmens karakterer er udskud (deraf titlen) der ikke har kunnet finde deres plads i en forandret verden. På den måde ligner filmen en western, når den viser hvorledes det omgivne samfunds udvikling, smider dem der søger den amerikanske drøm om et lille stykke jord og et fredeligt liv, over bord til fordel for hvad frihedssøgerne opfatter som et moderne slaveri: Det timelønnede arbejde! Som en anden John Steinbeck, kommenterer Arthur Miller på industrialisering og tabet af fokus på individets frihed og lykke.
Film som denne her er grunden til at det sidste værk i en kunstners karriere kan være interessant. Monroe hadede karakteren, måske netop fordi den viste en virkelig kvinde, med al den usikkerhed og sårbarhed, som hun til overflod selv bar rundt på. Hendes virkelige smerte synes at kunne mærkes i filmen. Om det så er en efterrationalisering, en tilfældighed eller sådan det virkelig forholder sig ved jeg ikke. Hovedsagen er at "The Misfits" er en film der drives frem af karakterer, i langt højere grad en plot. Den handler om menneskene der portrætterer, mere end tingene de udsættes for. Monroe tager afsked med et publikum hun havde i sin hule hånd, selvom hun aldrig selv lader til helt at have troet på sine egne evner eller sit eget værd. Hun er en legende og en del af filmhistorien, sit korte liv til trods. Som altid får Monroe selv det sidste ord, med denne retrospektivt sørgmodige overvejelse:
"Sometimes I think it would be easier to avoid old age, to die, young, but then you'd never complete your life, would you? You'd never wholly know yourself..."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar