"I knew these people, these two people. They were in love with each other. The girl was very young, about 17 or 18 I guess and the guy was quite a bit older. He was kind of raggedy and wild. And she was very beautiful , you know. And together they turned everything into a kind of an adventure. And she liked that."
Det er egentlig lang tid siden jeg har set "Paris, Texas". Alligevel står filmen stadig tydeligt for mig. Ikke så meget dens fortælling alene, men mere måden den er fortalt på og alt det flertydige den besidder. "Paris, Texas" er en af de film, som jeg er sikker på vil blive ved med at give noget nyt, gensyn efter gensyn. Den er langsomt fortalt, men driver af stemning. Det er sjældent jeg husker en film så meget for dens billeder. Jeg husker ikke bare at den er flot, men specifikke billeder står også frem: En kvinde iført pink bag en glasrude, ørkenens ensomme vidder og byen belyst i grønt. Filmen bruger farver på en måde, der efterlader et indtryk. Det er ikke bare iøjnefaldende og det er på ingen måde prangende, men det er så mættet og ladet med betydning og følelse, at det stadig sidder i kroppen når jeg formulerer disse sætninger. Der er også øjeblikke der sidder fast: En mand og en dreng på jagt efter en kvinde i en særlig bil, samtalen med føromtalte kvinde bag ruden, stilhed mellem sætningerne der veksles.
"Et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst."
Jeg har pinligt dårlig viden om Wim Wenders' film. Så jeg kan ikke forholde mig til mandens øvrige filmografi, men bare konstatere at jeg er helt vild med det han her har lavet. Harry Dean Stanton er en vidunderlig skuespiller, der oftest vandrer rundt i periferien af film, i en sær, men fascinerende, eller som minimum underholdende, birolle. Her er han front and center. Det bærer han smukt med en imponerende introvert personlighed, som det egentlig er mærkeligt er så fascinerende, når man tænker på hvor lidt han i lang tid viser af sig selv. I virkeligheden er det sikkert netop mystikken omkring ham, der gør ham så fascinerende. Hans jagt efter sin forsvundne kone, er medrivende fordi den også er en jagt efter mandens egen historie og en nøgle til forståelsen af ham. Har han engang været noget andet og mere end den noget passive personlighed, der nu er tilbage?
Jeg er sikker på der er dem, som vil kede sig bravt under "Paris, Texas". Den er ikke noget brag af en spændingsmættet filmoplevelse. Til gengæld er den et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst. Den er ikke nær så surrealistisk, men den er nøjagtig lige så kompleks. Det der accelererer oplevelsen, er at den tager os med på jagten efter et forsvundet menneske, som kommer til at repræsentere meget mere end hende selv. Det bliver en utroligt rørende oplevelse at se, om smerten til sidst bliver det værd. Det er en mand på skattejagt, men i stedet for guld, er det noget af ham selv der har ligget begravet: Moderen til hans barn, en kompleks kærlighed som er blevet uvirkelig og et håb for en fremtid, alt sammen indeholdt i en stakkels kvinde bag plexiglas.
Wim Wenders film er én af dem du skal se midt om natten, når du sidder alene og der er ganske stille omkring dig. En historie og et univers du skal lade dig forføre af, fordi det er smerteligt, samtidig med at være helt vidunderligt. Filmen er præget af et mediterende tempo og den har hang til brug af ekstreme farver og kontraster. En følelsesmæssig tur der både kan virke nostalgisk og messende. Med sit nedtonede tempo og følelsestunge intensitet, vil du ikke falde i søvn, men i en dyb forelskelse. Når du drager gennem ørkenen og oplever hvad der kan virke som et fatamorgana, men i virkeligheden bare er poetiske øjeblikke, smukt kompileret i en film og fortalt som en historie om fortid og fremtid og kampen med at forlige sig med begge dele. En simpel kærlighedshistorie, der på en og samme tid er uendeligt kompleks.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar