Sandrew Metronome skriver selv om filmen: “For omverdenen er Jack (Robert Sheehan) tydeligvis ikke rask. I hele sit liv har han boet på forskellige institutioner, taget al tænkelig medicin og prøvet alle de behandlingsformer, han er blevet foreslået... men ingenting kan fortrænge de døde, det lykkes dem altid at få kontakt. Jack bliver modvilligt indblandet i den uafsluttede affære med mordet på journalisten Mark (Jack Fox), hvis kone var programværten Sarah (Tamzin Merchant). Mark forsøger desperat at tage en sidste afsked med Sarah, og Jack kommer hende stadig nærmere i sin besættelse for at videregive Marks besked.”
Instrueret af David Blair og med et alvorstungt tema, dukker “The Messenger” op på det danske marked for at gøre sit indtryk på alle dem der holder af film, der balancerer mellem thrills og drama. Hvis den lille dreng fra “The Sixth Sense” var en voksen mand, med seriøse mentale problemer, udløst af i årevis at have forsøgt at hjælpe de døde, ville han være Jack fra denne film. Men Jack vil hellere være fri for de døde end hjælpe dem. For hans konstante samtaler med de døde tiltrækker opmærksomhed og det får ham til at fremstå psykotisk. “The Messenger” er ufravigeligt en film med noget at byde på. Den er alvorstung og dramatisk, nærmest sørgmodig i sit udtryk. Visuelt er den grå og til tider nærmest steril. Det gør også oplevelsen en anelse tung. Kombinationen af de massive temaer og det autentiske billedunivers, gør filmen barsk at være tilskuer til.
Sat fast i siden af et spejl, er et postkort: “Have you any idea, how loved you are?” Jack er en intelligent herre, men har været igennem så meget, at han måske ikke længere er klar over at han er elsket. Den type tunge og relevante emner vælter “The Messenger” sig i. Et hav af nuancer og kompleksitet. Ser Jack virkelig døde eller er dem han tror han ser, udtryk for noget andet og dybere? Robert Sheehan skal præstere at bære al denne kompleksitet på sine skuldre og gør det hele glimrende. Han får både vidunderlige følelsesfulde close-ups, men leverer også meget fysisk. Særligt imponerende er det, hvordan hans desperation over dem han opsøges af, aldrig bliver aggressiv. Uanset at han slår sig selv og vælter ting, viser Sheehan, med stor overbevisning at det han gennemlever er frustration og sorg.
Jeg er usædvanligt splittet af min oplevelse med “The Messenger”, som jeg på den ene side synes er prisværdig for hvad den forsøger at fortælle og på den anden side synes savner en skarpere udvikling i sin historie. Og så er den bare tung. Massive emner kan behandles med stor lethed, som i “Room” (2015), hvor der ikke er nogen tvivl om at fortællingen er af enorm vægt, men billederne og forløbet tilføjer poesi og drama til historien undervejs. I “The Messenger” er der ingen forløsning, men blot problematikker og tunge dialoger stablet ovenpå hverandre. Det er prisværdigt at bearbejde psykiske problematikker og at tale om døden, men på film må det alligevel forventes at man bruger mediet på flere parametre. Filmen er ikke dårligt sammensat, men den mangler en kunstnerisk vision, noget der gør den til en filmfortælling og ikke bare en historie, der tilfældigvis udfoldes på film.
“The Messenger” bliver ganske enkelt for tung til mig - som ellers holder meget af melankolske dramaer om problematikker som disse. Jeg burde være publikummet til en film som denne, men historien bliver for ensidig, det visuelle udtryk for klinisk og den overordnede brug af filmiske virkemidler for sparsom. “The Messenger” kvæler desværre sig selv, i sit eget drama.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar