Beware of bad movies #10: What to Expect When You're Expecting

"Beware of Bad Movies" anser jeg som værende en slags service til bloggens læsere, og en mulighed for at advare om film der er så ringe, at de ikke engang er værd at se for deres elendige kvalitets skyld. Film som "Jaws 3-D", "The Room" og The Asylums "Mega Piranha" er film der er værd at se fordi de er så dårlige at de bliver gode. Den slags film vil ikke blive nævnt her. De film der her nævnes, er meget ringe, meget kedelige og på alle måder flade oplevelser.

Det er ikke en overraskelse at graviditeter er hårde. Humor, der handler om at være så ulækker som muligt, har været populært i komedier i nogle år. Det er imidlertid relativt nyt, at kvinder nu også kan være ulækre på film. I kølvandet på ‘Bridesmaids’, som dog havde andet og mere at byde på end afføring og opkast, er det blevet mere normalt at forsøge at skubbe grænserne for, hvad mainstream film kan vise og sige af vulgariteter, og det er helt fint med mig, hvis der er en pointe i det. Man lader til at tro, at det er morsomt, blot man antyder, at en kvinde har bumser, hæmorider med videre. Det er ikke tilfældet.

Det er ikke en overraskelse, at fædre elsker deres børn. Fædregruppen i denne film er unødvendigt fyld. Deres fælles møder og gåture er ligegyldige og stereotypiske, og instruktøren synes at forvente, at man som seer vil overraskes over, at fædregruppen elsker deres børn til trods for megen brok over disse. Det er en udtrådt og absolut ligegyldig kliché, som muligvis passer på nogen mænd men langt fra alle i vores tid, hvor det i større og større grad er udbredt for mænd at være åbne omkring kærligheden til deres børn. I det hele taget er mændene i denne film nogle svage størrelser. Hele gruppen er tyndt skrevne og derfor også uinteressante at følge, men mændene er også presset ind i en tøffelhelt form, uden nogle nuancer i sigte. At karaktererne over en bred vifte falder igennem skyldes formentlig, at disse film i højere og højere grad er fyldt med massevis af karakterer, hvilket kan være svært for selv voldsomt talentfulde instruktører at administrere. Der bliver ikke givet nok tid til nogle af menneskene i filmen, og vi får således kun de allermest overfladiske betragtninger med og når ikke i nærheden af for alvor at engagere os i de problemstillingerne, der stilles op. 

 
Det er ikke en overraskelse, at denne film finder det morsomt at sige: “Vagina.” Vi har været der før, kære læsere. Jeg er af den faste overbevisning, at det ikke i sig selv er morsomt at ytre ord som penis og vagina. Det lader det til at folkene bag nærværende film, og massevis af andre nyere komediefilm og serier, at være uenige med mig i. Endvidere er det åbenbart også morsomt at sige ord som “fuck”, fordi det er noget censorerne ikke bryder sig om. Jeg har absolut intet problem i, at der bliver bandet og svovlet i film - jeg synes bare ikke, at et bandeord på ene hånd kan gøre det ud for en joke. Det allerværste eksempel på, hvor umorsom Kirk Jones’ film er, er Chris Rock. Stand-up komikeren, som af en eller anden årsag bilder sig ind, at han også er skuespiller, leverer samtlige af sine meget lidt morsomme replikker i et bralrende tonefald, der blot får dem til at falde endnu voldsommere til jorden, end de af sig selv formåede. Det er kendetegnende for hele filmen, at den skyder i alle retninger for at prøve at ramme forskellige segmenter, og i forsøget på at ramme mange, rammer den ingen overhovedet.  

Det er ikke en fornøjelse at se ‘Du kan vente dig’. Den er overpoleret, flad og selvindbildsk i en sådan grad, at det er nærmest uudholdeligt. Jeg har kort sagt ikke den mindste fornemmelse af, hvordan nogen skulle kunne føle sig det mindste beriget af denne oplevelse, som i mine øjne er en forfærdelig og grufuld spild af tid.

Consider yourself warned!