Babe - den kække gris

Det er efterhånden blevet en god tommefingerregel, at man skal holde sig fra film med talende dyr. Film som 2004s "Garfield" har været med til at give denne type film et dårligt ry. Dårligt stemmeskuespil, metervis af platte jokes og slapstick i lange baner er normen, men her er filmen, der kan alt det, de andre drømmer om at kunne.  

Babe er en ung gris, hvis mor bliver taget til slagteriet og derefter, sammen med sine søskende, efterlades til en elektronisk fodermaskine. Kort efter det, tages Babe væk fra resten af sin familie og sælges på marked. Manden, der køber Babe, er den godmodige farmer Arthur Hoggett (James Cromwell), som først ønsker at benytte grisen til julemiddagen. Hoggett ombestemmer sig, da han begynder at bemærke, at Babe opfører sig anderledes end nogen anden gris, han har set. Snart mødes den unge gris af nogle helt anderledes udfordringer, end nogen gris tidligere har måttet leve op til.


Der er en ingrediens i filmskabning, som mange film falder på at mangle: Hjerte. Denne film er på trods af dens umiddelbart sære præmis fyldt med en hjertelighed, der gør den absolut uimodståelig. Intelligent er det først og fremmest, at filmskaberne har skabt et så eventyrligt univers omkring historien. Fra den måde filmen er inddelt i kapitler til den meget synlige klipning, lades vi aldrig i tvivl om, hvilken type historie dette er. Vi har her at gøre med et eventyr, og det et af den klassiske slags. Den unge helt, i dette tilfælde gris, må gå så grueligt meget igennem for at blive voksen. Det er en historie om at vokse op og en historie om at være unik. Det er med andre ord en fortælling, som er set før, men der er en fin grænse mellem klichepræget og klassisk, og denne film falder klart til den bedre side. For måden hvorpå den er fortalt og de virkemidler, der i filmen benyttes er fremragende udvalgt og udført. 


Skuespillerne er fremragende. Christine Cavanaugh, som ligger stemme til Babe, gør meget for at gøre vores protagonist sympatisk. Allerede fra starten af filmen, føler man med den lille gris, der mister sin mor og samtidig etableres filmens antagonist. I denne film er antagonisten ikke en person men snarere forandring. På samme måde som i Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" er det den teknologiske industrielle udvikling, der er Babes såvel som Hoggetts, fjende. Det etableres fra start med den elektroniske mademaskine, der hurtigt tager moderens plads. Senere i filmens handling gøres det også klart, at Hoggett ikke er meget for teknologisk udvikling indenfor sit fag - især ikke hvis det er på bekostning af dyrenes velbefindende. En anden fjende er mennesket. Som i mange andre film, der har dyr som omdrejningspunkt, er mennesket også her en trussel. Hvad denne film gør fremragende, er, at den ikke maler mennesket som værende forfærdeligt men bare - om man så må sige - viser grisens side af sagen. Heldigvis har den et så nuanceret billede, at menneskets gode sider også vises frem.

Repræsentanten for det gode i menneskeheden er den godmodige men også hårde Arthur Hoggett, som gør, hvad han kan for at balancen på hans lille gård er, som den skal være. Igen er det en befrielse at skaberne formår at have en relativt nuanceret person i front for det menneskelige cast. På dyresiden er det svært at undgå at fremhæve de to andre større roller, nemlig Miriam Margoyles og Hugo Weaving som de to border collier Fly og Rex. Det ligger i filmens natur, at dyrene kun til dels er almindelige dyr. For at give dem liv, må man også give dem et større udvalg af følelser, men Rex er et tydeligt eksempel på en karakter, der er meget drevet af sin dyriske natur. Fly er modsat Rex hjertelig. På fin vis bakkes hendes tagen ansvar for Babe op af, at hun selv får frataget sine hvalpe, og det får det til at virke, som noget en hund ville gøre. 


"Denne film er fyldt med en hjertelighed, der gør den absolut uimodståelig"



Stilistisk foretager filmen et godt valg fra start. Den overdriver en lille smule på mange forskellige niveauer. Tidligere i anmeldelsen er klipningen blevet nævnt, men særligt er også designet af kulisserne en smule karikeret. Som taget ud af en børnebog. Filmen baserer sig rent faktisk på en bog af Dick King-Smith, men i hvor høj grad, der trækkes inspiration fra ham, er svært at sige uden at have læst bogen. De karikerede eller let overdrevne kulisser der hentydes til er i særdeleshed den lille gård, hvorpå Hoggett bor. Den har en skævhed over sig, som selv Hollandske arkitekter ikke ville anerkende som værende passende. Kulisserne bakkes smukt op af landskaberne i filmen, som bringer eventyret op på uventede niveauer. Det fornægter sig ikke, at filmen er optaget i smukke Australien. Det er skønt at se et kulissedesign med så megen personlighed, og som virker som en udvidet del af Hoggett-karakteren. Filmen vandt en oscar for sine visuelle effekter, og det er også disse effekter, der er med til at give universet det sidste liv, der er nødvendigt. Det skal imidlertid understreges, at det er i kraft af hele den øvrige visuelle stil at effekterne kommer til at fungere. Fordi universet sættes op som værende eventyrligt og overnaturligt fungerer både dukkerne (som i øvrigt er leveret af Jim Henson Company) og de øvrige visuelle effekter.

Der løber stærkt blod i denne films åre. Den er i sig selv på mange måder en hyrde for tilskueren. Den guider os langsomt, men sikkert igennem sin fortælling, og personligt overlod jeg med glæde halvanden time af mit liv i dens sikre greb. "Babe" får en til at overveje, hvad det er en børne- og familiefilm skal kunne. I mine øjne skal en film af denne type kunne det, "Babe" kan: Have modet til at være mørk og have et seriøst emne men samtidig også underholde og glæde. Denne film er som skabt til at opfostre nye små filmelskere med, for den har en kvalitet og en ærlighed, som mange nyere film, særligt de med talende dyr, ikke indeholder.


5/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar