Den svenske Forrest Gump er pisse ligeglad

Nu sker der det helt usædvanlige, at der dukker et bog til film indlæg op, der ikke er skrevet af min søde kone, men af mig selv. Jeg har nemlig gjort mig bekendt, med både film og bogversionen af "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt".

De udstødte bliver til de smarte:   
Af Mark S. Svensson

"Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt" af Jonas Jonasson, er som bog en vittig fortælling om Allan der er bombeekspert og befundet sig i kulisserne af nogle af de seneste årtiers største historiske momenter. Han minder på den måde til forveksling om Forrest Gump fra filmen af samme navn fra 1994. Allan er ligesom Forrest ikke den hurtigste knallert på havnen. Det betyder også at bogen ikke bliver meget mere end en humoristisk fortælling. Der er ingen stor refleksion omkring de ellers så afgørende begivenheder Allan har været omkring i sit liv. Og det er netop pointen. Allan kan ikke holde politik ud og vil egentlig gerne bare leve sit liv, lidt efter behag. Det gør ham på sin vis nemmere at identificere sig med, men han er samtidig også så egoistisk, at det til tider kommer til at fremstå som om han er uinteresseret i verden omkring sig. Lykkeligvis introducerer bogen en hel række bifigurer, som på hver deres måde er udskud. Skæve eksistenser som samles om Allan og en efter en bliver del af hele det tossede eventyr, som Jonasson så fint iscenesætter. Det er bogens største kvalitet - når man ser bort fra humoren - at den fortæller en historie om disse mange sælsomme mennesker, der finder et fællesskab i hverandres selskab. Det er på mange måder meget rørende.      

Denne sidste pointe er afgørende i forhold til filmen, fordi instruktør Felix Herngren ikke lykkedes med at få denne del af historien indarbejdet, så godt som det er tilfældet i bogen. Filmen er stærkt optaget af den humor bogen besidder, men har skruet tempoet noget i vejret. Det er forståeligt at der er behov for et øget tempo, i betragtning af hvor mange historiske begivenheder der skal berøres, men på sine knap 2 timer når filmen aldrig rigtig at få sin rytme på plads. Personligt havde jeg hellere undværet nogle af de historiske tilbageblik, til fordel for en skarpere nutidig del.     

Filmen er skåret med henblik på at have bred appeal og også at få et stort format ved hjælp af de historiske sekvenser. Bogens Allan ligner måske nok Forrest Gump, men Herngrens film vil gerne være "Forrest Gump". Den er da også flot fra et visuelt standpunkt. Hovedrolleindehaver Robert Gustafsson er sminket til at ligne den hundredårige Allan, på en meget overbevisende måde, billederne er fine og alt er i det hele solidt og godt filmhåndværk. Men filmen bliver aldrig sin egen. I stedet er den et miks af noget meget amerikansk, med blot en smule af den skævhed som bogen flyder over med.    

Felix Herngrens filmversion af "Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt" har et fokus, der er drejet markant mere i retning af de sjove situationer vores hovedpersoner kommer ud i, end på menneskerne selv. Bogen har bedre tid og kan derfor både få inddraget spektakel og figurer, men filmen tager også et tydeligt valg om at ville være morsom på en folkelig og lidt flad måde, i stedet for at tilføje lidt kant, ved at vise at de her personer, er både sære og for manges vedkommende har et moralkodeks, som de fleste nok ville betragte som skævt. 

Hverken bogen eller filmen om Allan Karlsson er mesterlige, bogen er dog i højere grad i stand til at byde ind med nogle personportrætter, der tilføjer noget ekstraordinært og lidt mere vedkommende end blot den underholdende, men på mange måder ligegyldige historie om en mand der tilfældigvis er kommet i berøring med nogle afgørende punkter i historien, uden egentlig at være bevidst om hvad hans indsats betød eller skulle gøre godt for. Historien om en flok af udstødte særlinge, bliver i lidt for høj grad til en række mærkelige situationer, kædet sammen af nogle tørre one-liners, der da er meget kække, men ikke så meget mere end det.