The Rocky Horror Picture Show

En regnfuld aften kører det nyforlovede par Brad (Barry Bostwick) og Janet (Susan Sarandon) hjem fra et bryllup. Deres bil punkterer på vejen, og de må søge hjælp i et mystisk slot. På slottet bydes de velkommen af Riff Raff (Richard O'Brien), en mystisk tjener. Parret opdager snart, at de er ankommet midt under, hvad der til forveksling ligner en fest. Det varer ikke længe, inden deres vært, Dr. Frank-N-Furter (Tim Curry), gør sin entre. Herfra vikles parret ind i en bizar række begivenheder.

Det er svært at vide, hvad man skal forvente af denne film. Kender man ikke i forvejen til dens mystiske univers, vil man formentlig blive overrasket, når hastigheden i filmen for alvor stiger. Man skal være usædvanligt hårdhjertet for ikke at lade sig rive med ind i det tossede univers, som er lige så kikset, som det er smukt og rebelsk på den mest vidunderlige måde. Indledningen ligger op til en mere klassisk film og det er i kraft af denne indledning, at vi lærer vores hovedkarakterer Brad og Janet at kende, og det er samtidig også den ændring i stil, der snart efter forekommer, der effektivt suger seeren ind i den mere mystiske del af filmen. I denne del spiller den pukkelryggede Riff Raff, der som en anden Igor, hjælper den transseksuelle doktor Frank-N-Furter med sine eksperimenter en stor rolle. Ikke bare er præmissen om en transseksuel doktor, der tager Frankensteins arv op og skaber muskelmænd til sin egen fornøjelse, bizar, men udførslen er i al sin musikalitet ligeså. Særligt er lyrikken med til at vise filmens komiske sider, og der henvises rask væk til alt fra King Kong til sci-fi klassikeren "The Day the Earth Stood Still".

"I al sin uperfekthed, fjol og ballade, er der trods alt nærmest noget smukt over filmen." 

 

Måden, filmen formår at balancere sin humor, referencer og seriøsitet, er imponerende. Man kommer til at holde af den sære samling karakterer - samtidig med at de allesammen grundlæggende er både uhæderlige og fuldstændig i deres følelser og lysters vold. Tim Currys mildest talt excentriske Dr. Frank-N-Furter er fremragende leveret. Curry har en selvsikkerhed, som man ikke skulle tro, en mand kunne præstere iført et så stramt outfit, som Curry ifører sig i denne film. Med et smil på læben og en melodi på tungen leveres karakterens narcissistiske mani med en sådan overbevisning, at vi fra første scene køber karakteren og igennem ham resten af præmissen. Modsat Curry er de to "almindelige" mennesker, som fører os ind i historien Brad og Janet. Barry Bostwick, som mange vil kende som den lettere distræte borgmester i "Spin City", virker indledningsvist tilpas almindelig til, at publikum kan lade sig blive fulgt ind i filmen af ham. Susan Sarandon leverer ligeledes en indledningsvist meget tilbageholdende præstation som Janet, der så gerne vil giftes. De to giver filmen meget af dens pointe, for det varer ikke længe, inden vi erfarer alt det Brad og Janet har holdt tilbage. Frank-N-Furter er en manipulerende frister og inden længe, er de to som forandrede.

Filmens musik er meget sigende for resten af filmen. Med stærke rødder i rock og mere traditionelle musicals, når den fra intenst pumpende glæde til sørgmodigt længselsfuld ærgrelse. Vi følger vores karakterer igennem musikken, og det er tydeligt, at filmens handling og musikken går tæt i spænd, som det naturligvis hører sig til i en musical. Instruktør Jim Sharman har tydeligt haft føling med Richard O'Briens musik og formår igennem filmen at kommunikere sangene på ganske vellykket vis. Derudover formår han at lege med musicalgenren, som den ser ud på film. Stilen er også et tydeligt nik til b-filmenes klichefyldte historier. Det er tydeligt, at filmen er sig selv bevidst. Det ses både i de overgearede præstationer og de kitschede kulisser. Curry henvender sig også til kameraet et par gange, og det giver seeren en fornemmelse af den selvironi, der lader til at ligge i hele historien. Klipningen giver også et indtryk af b-films klodsethed, men det er fortsat benyttet meget bevidst. Til slut er det rart, at Sharman, og holdet bag manuskriptet, beslutter at afslutte i en mere seriøs tone. Slutningen og det der leder op til den, har en større oprigtighed og da vi når til Frank-N-Furters sidste store nummer, er det svært ikke at lade sig opsluge af Currys meget indfølte præstation. I al sin uperfekthed, fjol og ballade, er der trods alt nærmest noget smukt over filmen - uden at den derfor kommer til at tage sig selv ubetinget seriøst.

Man skal ikke lade sig skræmme af denne film. Selvom den til tider er fjollet og overgearet, er det helhedens særprægede indtryk, der gør den til så stor en fornøjelse. Med sin flamboyante stil byder "The Rocky Horror Picture Show" på masser af pjat og tager aldrig sig selv for alvorligt, men præsterer ligeledes et frigørende budskab om ikke at drømme det, men være det! Filmen opfordrer til at udtrykke den, man er, og af og til give pokker i traditioner og etikette. "The Rocky Horror Show" er en sær fest: Buldrende humoristisk, frigørende og rytmisk medrivende!