Melancholia

“Melancholia” fortæller i to dele historien om verdens undergang gennem de to søstre Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg). Fra først den deprimerede Justines synsvinkel og siden den på overfladen mere kontrollerede Claires, opleves den sidste tid, før planeten Melancholia kolliderer med jorden. Det bliver imidlertid aldrig truslen mod vores jordklode, der kommer i fokus, men i stedet karakterernes individuelle reaktioner på den snartkommende undergang.  


"Antichrist" og "Melancholia" udgør de to første dele af Lars Von Triers såkaldte depressions trilogi. For begge film gælder det at stemningen i høj grad tager prioritet over det egentlige plot. Ligeledes har begge film også nogle ekstremt smukke prologer optaget med højhastighedskameraer. Ligesom i “Antichrist” er det i “Melancholia” også mørke tematikker, der dominerer, og psykisk ustabilitet anført af depression er helt central i fortællingen. Von Trier leverer således endnu en følelsesladet film, som ingenlunde kan påstås at efterlade seeren med en opløftende fornemmelse, men i stedet er filmen atter en gang en udforskning af filmmediet og i øvrigt et vellykket eksempel på, hvordan visuelle effekter kan bruges subtilt og komme til at fremstå langt mere virkelige ved ikke nødvendigvis altid at være det primære fokus. Æstetisk er filmen derudover ofte en fornøjelse at betragte. I al sin upolerede glorværdighed har Von Trier efterhånden fundet en vellykket balance mellem fordums dogmeteknik og et mere klassisk filmisk udtryk.   

Justine er i centrum for filmens første halvdel, men hele vejen igennem filmen får Kirsten Dunst mulighed for at levere en dybfølt og intens præstation. Justine personificerer den melankoli, Von Trier har sat i fokus,men er også nærmest skizofren i sin skiften mellem sårbarhed og styrke. Hendes karakters mange humørsvingninger kommer grundet Dunsts præstation til at fremstå realistiske og grundede i karakteren. Samtidig er Justines del af filmen bevidst holdt i en mere gullig tone, som giver netop denne del en varme, som på mange måder står i kontrast til den distancering, Justine selv føler overfor sine omgivelser. Alt sammen resulterer det i en første halvdel, som længe er meget langt fra filmens overordnede plot men i høj grad sætter tonen for filmen og slår fast, at “Melancholia” i højere grad er et karakterstudie. Den er perfekt indrammet af en stemningsmæssigt vellykket opbygning mere end en traditionel katastrofefilm eksempelvis ville have været det. Ydermere er slutningen utvivlsomt en af de stærkeste, undertegnede nogensinde har oplevet. For i modsætning til amerikanske storfilm som “2012”, hvor folk dør i massevis og effekterne er mange, påvirkes denne tilskuer i “Melancholia” på et følelsesmæssigt plan og kan derfor fornemme omfanget af ødelæggelserne, hvilket ikke er tilfældet i førnævnte Hollywood film. 

"I al sin upolerede glorværdighed har Von Trier efterhånden fundet en vellykket balance mellem fordums dogmeteknik og et mere klassisk filmisk udtryk."

Filmens anden del viser opløsningen af de såkaldt “almindelige” menneskers håb, da planeten, fra hvilken filmen har fået sin titel, nærmer sig. Ligesom Willem Dafoes karakter i “Antichrist” er Kiefer Sutherlands karakter John (Claires husbond) i denne film repræsentant for den fornuft, som på mange måder er modsat den følelsesdrevne Justine. Under tiden udvikler Claire (anden dels centrale karakter) en angst, der bedre end noget andet, får kommunikeret karakterens enorme frygt, og at Claire måske ikke er så langt fra Justine, som hun forestiller sig. Charlotte Gainsbourgs evner er nemme at få øje på, og des nærmere filmen nærmer sig sin kulmination, des mere dominerende bliver hendes karakter og den allerede nævnte angst, som også publikum besmittes med. Samtidig er Claires forsøg på at fastholde normaliteten også ganske væsentlig. Selvom anden halvdel øger fokus på planeten, som langsomt nærmer sig jorden, er det fortsat karaktererne og særligt Kiefer Sutherlands snusfornuft bliver her benyttet til at vise, hvor ubarmhjertig virkeligheden kan være, også selvom den ses fra et logisk synspunkt i stedet for et følelsespræget. Atter en gang er parallellen til “Antichrist” oplagt at drage, i det her også var stor forskel på de to karakteres henholdsvis emotionelle og intellektuelle tilgang til en stærkt traumatiske oplevelse.


I kraft af filmens afslørende indledning, behøver publikum ikke at overveje, hvorvidt kulminationen mellem Melancholia og jorden vil ske, for det er ikke, hvad der er væsentligt. Det er tværtimod karaktererne, for hvem fortællingens skæbnesvangre gang er både uundgåelig og frygtelig, men i filmens sammenhæng resulterer i en endnu mere fokuseret fortælling om jordens og sjælens forfald. Lars Von Trier er til stadighed en af vort lands mest interessante instruktører og en mand, hvis film uden problemer er i stand til at tale for sig selv. "Melancholia" holder hvad der blev lovet inden dens udgivelsen: Den er en smuk film om verdens ende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar