Beware of Bad Movies #8: Abduction

"Beware of Bad Movies" anser jeg som værende en slags service til bloggens læsere, og en mulighed for at advare om film der er så ringe, at de ikke engang er værd at se for deres elendige kvalitets skyld. Film som "Jaws 3-D", "The Room" og The Asylums "Mega Piranha" er film der er værd at se fordi de er så dårlige at de bliver gode. Den slags film vil ikke blive nævnt her. De film der her nævnes, er meget ringe, meget kedelige og på alle måder flade oplevelser. 



Problemerne er mange for Nathan (Taylor Lautner), som på overfladen lever et liv uden bekymringer, men grundet et voldsomt temperament har været i problemer og går til psykolog af samme årsag. Han sættes i forbindelse med en skoleopgave sættes på hold med Karan (Lily Collins), hvem han har kendt, siden de var små. De to falder under arbejdet med deres opgave over en hjemmeside, der lister forsvundne børn, og Nathan overraskes, da han opdager, at et af børnene, der er listet på hjemmesiden, viser sig at være et billede af ham selv som ung.

Tillad mig et øjeblik at tegne en af scenerne fra nærværende film op for læserens indre øje. Vi befinder os i et tog. En af filmens mange skurke truer vores heltinde, fordi han vil have at vide, hvor karakteren Nathan befinder sig. Klip fra skurkens ophedede og hidsige insisteren over til Nathan, der helt afslappet sidder og stirrer fraværende ind i togkupéens væg, før der atter vendes tilbage til den unge heltinde, der nu trues med at få kappet fingeren af. En scene som denne kunne fungere i en film, der havde en af to ting: 1. Selvironi eller 2. fornemmelse for timing og evne til at afstemme længden af klip, således at de ikke bliver ufrivilligt morsomme. Heri ligger hele problemet med “Abduction”. Alt der foregår i filmens første halvdel sker, fordi det skal sætte karakterernes kampevner op til senere i filmen, og hver eneste gang, filmen nærmer sig et emotionelt øjeblik, oversvømmes seeren af banaliteter. Ikke bare er indholdet i dialogen intetsigende, men formuleringerne er så klichéprægede, at mange filmfans nærmest ordret vil være i stand til at forudsige karakterernes næste formuleringer.

Det hjælpes ikke just på vej af, at vores hovedkarakter mildest talt er en papudskæring af et menneske. Kontrasten mellem den festglade indledning og det bratte skift til, at man skal være i stand til at købe karakterens pludselige psykologiske problemer er for stor. Det ville kræve en helt anden type film at sælge, hvorledes en så popularitetssøgende ung mand samtidig skulle føle sig adskilt fra verden. Særlig problematisk er det, når man vælger at placere Taylor Lautner i hovedrollen. Hans stenansigt udviser ikke megen emotion, og selv når han græder, er det tilsyneladende stadig mere væsentligt for ham at se godt ud for sine fans, end at ligne et menneske, der er i besiddelse af en reel følelse. Det er trist at opleve, når mediet bliver udnyttet til noget så hjernetomt som “Abduction”. Der er ikke nødvendigvis noget galt med actionfilm, hvis mål er at underholde og ikke en frygtelig masse andet, men selv da er enormt stort talent påkrævet både foran og bagved kameraet.


Man må antage, at der er en målgruppe for denne film derude. Dog kan man undre sig over, hvem det skulle være? Vil Lautners mange “Twilight” fans finde denne film interessant? Det er ikke just romantik eller følelser, der fylder mest her, selvom mængden af banaliteter og oversensitivitet i Lautners karakter til forveksling kunne ligne noget fra “Twilight”. De hardcore actionfans vil formentlig ikke nyde filmen, da den er en meget tynd kop te, og som tidligere nævnt ikke synderligt underholdende. Dertil kommer, at volden føles ret nedtonet, muligvis netop grundet de tidligere nævnte fans.

Consider yourself warned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar