Teatret skriver selv om forestillingen: "Bleeding Love er et underfundigt, råt, rørende og skævt postapokalyptisk eventyr, der udspiller sig i en evigt tilfrosset verdens mørke. De isbelagte gader regeres af lømler, narkovrag og andet udskud, og livet leves bag aflåste døre i faldefærdige bygninger, hvor dåsekød er blevet en sjælden delikatesse. Den unge Bronwyn længes mod verden uden for sit vindue, og da hun møder rebellen Hundni, sætter jagten på en ægte rød rose ind. Minder om fortidens somre, og de håb og den kærlighed, der har gemt sig under sneen, spirer atter - men kan solen besejre den evige nat, og vil frosten endelig slippe de hjerter, vinteren frøs?"
Ved lyden af ordene "post apokalyptisk" kan man næsten blive bekymret. Før man overhovedet sætter sig i sædet for at se "Bleeding Love", kan det ske at man overvejer, hvordan i alverden Fredericia Teater, på den mindre af deres to scener, vil fremmane et sådant landskab. I virkeligheden er bekymringerne unødvendige. Et simpelt projiceret snelandskab (til tider bare sne) og en introducerende sang, er egentlig alt der skal til, for at placere tilskueren i et univers, som er vigtigt for indlevelsen, men ingenlunde kernen i den fortælling "Bleeding Love" præsenterer os for. I hjertet af den fortælling er naturligvis den, i titlen benævnte: Kærlighed. Som så mange gange før, er det den det hele handler om. "Bleeding Love" er et mørkt og forskruet eventyr. Med poesi og detaljerig humor, kaster forestillingen sig i armene på publikum. Noah Himmelsteins opsætning af stykket nærmest insisterer på at blive omfavnet, som en fortælling om grænsen mellem uskyld, egoisme og medmenneskelighed. Modsætningsforhold er der med andre ord nok af.
Detaljerig humor? Hvad menes der egentlig med det? Jo. Sagen er at den måde nogle af spillerne bruger deres talenter på i denne forestilling, er smuk i sin kompleksitet, fordi præstationerne, ligesom forestillingen selv, skal vandre en hårfin line mellem humor og drama - melodrama sågar. Det bedste eksempel er Thomas Jensens vokalpræstation i "Dø for dig". Umiddelbart en melodramatisk sang, hvor Jensens undertrykte og gennemmanipulerede figur Hundni, erklærer sin uforbeholdne kærlighed, til sin manipulator: Lolli (spillet af Katrine Nørgaard). Jensen synger for fuld kraft sin elskedes navn og først kan tilskueren blive i tvivl om dramatikken reelt er skruet så højt i vejret i stykket eller om der er tale om en bevidst humoristisk overdrivelse. Spoler man lidt frem i sangen, hvor stakkels Hundni ligger på gulvet, med tøjet vredet af, bukserne stadig hængende omkring fødderne, er der ingen tvivl om at det Jensen er i færd med at levere, er en glimrende humoristisk præstation. Der skal et stort talent til, tilsyneladende at smide hæmningerne så eftertrykkeligt. Det er en kraftpræstation og det er ekstremt morsomt! Hundni er blot en af de forvredne og sære figurer i denne forestilling. Faktisk er alle dem vi præsenteres for, sære på hver deres led. Ikke mindst Lars Mølsteds Florian, som er autistisk i sin nøjeregnende, men også ekstremt uskyldige personlighed. Mølsted er sjov på en mere umiddelbar måde, men rollen kræver også mådehold. Publikum griner nemlig ikke af Florian, men med ham. Vi kan se at han ikke nødvendigvis er dum, men at hans logik og tankebane er en anden end menigmands og det gør ham elskelig, samtidig med at han er usigeligt morsom. Selv Bronwyn får lov at være morsom. Hun er ikke bare en avatar for publikum at finde vej ind i historien med, men fremstår som et reelt menneske og gør ofte dette igennem skæve kommentarer, der er sjove, men også gør det tydeligt for publikum, at deres hovedperson, er intelligent og opmærksom på alt det absurde der sker omkring hende.
Bronwyn (spillet af Lena Bakken Høyem) kunne lade til at være antitesen til forestillingens øvrige figurer. Hun er ren af hjerte og af sind... i det mindste til en start. Den hvide rose skal gøres rød og uskylden skal brydes for Bronwyn, der er på jagt efter at lære kærlighedens sande væsen at kende. Hun siger tidligt i forestillingen at hun ikke tror at kærligheden skal gøre så ondt, som den gør på Hundni, når han ikke kan være sammen med den han elsker. Hendes udvikling er at hun netop skal lære at kærlighed til tider gør ondt. At det er det der gør den virkelig og stor. Det afspejles i alle figurerne og ikke mindst i sangen "Hver dag", som er et af forestillingens musikalske højdepunkter og fortæller historien om hvad der skete med Florians mor. Musikalsk er forestillingen bedst i dens flerstemmige segmenter. Bevares, der er da også solo højdepunkter, som "Det' bare en vej" (smukt fremført af Høyem), men når performernes stemmer bruges næsten rytmisk i nogle segmenter, når musikaliteten sit højdepunkt.
Det succesfulde miks af humor og drama er det vindende aspekt af "Bleeding Love". Der er masser af musicals, som arbejder i dette skæl, men jeg mener ikke at kunne huske andre, der gør det med så hurtige skift. Humoren kommer undertiden til udtryk, som en nuance, snarere end en dominerende og alt overvældende force, som fejer historien og figurerne til side. Tværtidmod er sangene og figurerne de helt store forcer i "Bleeding Love". Forestillingen danner en smuk helhed og sætter liv i følelsesapparatet, på en måde, som det er få musicals forundt.
5/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar