Stuck

Med “Slumdog Millionaire” imponerede Danny Boyle med, hvad der på overfladen lignede en relativt banal kærlighedshistorie. Den film viste sig at være alt andet end dette og fik stor succes hos såvel publikum som anmeldere. Med “127 Hours” er Boyle tilbage med en meget intim fortælling om livet, døden og et menneske, som sidder fanget mellem de to. Den virkelige historie om Aron Ralston er en fortælling om et menneskes vilje til at kæmpe for livet. I “127 Hours” er Ralston portrætteret af James Franco, og hvad historien her først og fremmest handler om er ikke alene Ralstons uheld men er i særdeleshed en rejse ind i dennes sind. 

Den lyder så banal filmen her. Faktisk lyder den så banal, at jeg var overbevist om, at det ville være en forfærdelig film at sidde igennem såvel pga. de ubehageligheder, den indeholder, som det faktum, at det hele ville lede frem til en meget simpel pointe. Hvor meget tog jeg fejl? Ganske meget. Ikke alene er denne film en æstetisk genistreg, den er samtidig en karakterdrevet skønhed. I al sin visuelle originalitet, nedtones nemlig det, der kunne have været en oversentimental tudefilm. I stedet leverer Danny Boyle en oprigtig og tilpas følelsesladet fortælling, som fremhæver værdien af familie og af selve livet. Hvad der endvidere er dybt imponerende, er, at denne film ved sin afslutning rent faktisk var ekstremt rørende. Dette siges dog med det forbehold, at den helt endelige afslutning overgøres en smule. Her rodes virkelighed og fiktion sammen, hvilket er en skam og netop bliver overdrevet sentimentalt. Havde man skåret de sidste 2-3 minutter af filmen bort, havde slutningen siddet lige i skabet.

James Francos præstation er allerede blevet hyldet af en hel række anmeldere, og jeg stemmer gerne i og priser James Franco for hans absolut brilliante præstation. Det er den, der i sammenhæng med den fremragende tekniske side, holder filmens momentum oppe. Samtidig er det også Franco, der sørger for at filmen aldrig bliver uinteressant på trods af dens stærkt begrænsede bevægelsesfrihed. Franco skaber en karakter, der er så engagerende, at seeren oprigtigt kommer til at interessere sig for den emotionelle rejse, som Franco tager os på. Takket være hans præstation, trækkes filmen op på et niveau, der er meget højere, end jeg havde forestillet mig ud fra synopsen. Denne film er ikke historien om en uheldig situation, så meget som fortællingen om et menneske. Det er en rejse ind i Aron Ralstons psyke og i sammenspil med den stærke kinematografi, opnår filmen til tider poetiske niveauer af mørk skønhed.


"[...]en fantastisk rejse, som man absolut ikke må snyde sig selv for." 


Det, at basere film på virkelige hændelser, kan være en farlig ting. Særligt når den hændelse, man baserer sin film på, er af så emotionel karakter som Aron Ralstons. Lykkeligvis har Boyle og Simon Beaufoy i deres adaption af Ralstons bog været meget succesrige i at skabe en nøgtern og filmisk virkningsfuld følsomhed, som aldrig virker forceret - hvis altså man ser bort fra den tidligere nævnte del af slutningen. Det kan virkelig genere, at dette ene aspekt af filmen ikke er udført ligeså eminent og subtilt som resten af filmen. Ligesom det var tilfældet med “Ray”, gives der i denne slutning slip på den narrative struktur, og det er en skam, når nu det er en fiktionsfilm, man har valgt at lave og ikke det doku-drama, som Ralston selv oprindeligt havde ønsket sig. Ser man bort fra dette klagepunkt, er det svært for alvor at gå denne film på manchetterne i særlig mange andre henseender.

Det er respektindgydende at Boyle og kompagni har formået at gøre en film, der hovedsageligt foregår i en sprække i jorden, dybt interessant. Filmen har en fremdrift og et tempo, der er overraskende højt i forhold til det faktum, at vores hovedkarakter bogstavelig talt er fanget på det samme sted gennem meget af filmen. Den sympati, der bliver skabt for karakteren, og den evne filmen har til at forplante fornemmelsen af fastlåsthed til sin seer, er resultatet af et meget dygtigt filmholds bedrifter. Det er imponerende, at denne film er så effektiv på det følelsesmæssige plan, og det er ærligt talt befriende at se en film, der så eftertrykkeligt giver plads til sin skuespillers præstation. En meget vellavet film, der formår at røre uden nogensinde at blive forceret. Jeg var personligt overbevist om, at filmen ville blive lang og ubehagelig at sidde igennem, hvilket den bestemt ikke er. Holdet bag “127 Hours” har formået at lave en emotionel film, som måske har lidt for stor respekt for sit forlæg i sin afslutning, men som samtidig er en fantastisk rejse, som man absolut ikke må snyde sig selv for.


5/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar