Om forestillingen skriver teatret: "Mit Livs Historie følger venskabet mellem Alvin og Thomas, to mænd fra en lille by. De to venner forenes efter Alvins mystiske død. I et tankemylder kæmper Thomas for at skrive Alvins mindetale, mens de mange drejninger deres liv har taget siden barndommen gennemleves. Alvin leder Thomas gennem manuskripter og historier for at minde ham om deres mange oplevelser sammen. Gennem musik og sang genlever de to venner deres fælles eventyr, udforsker deres uoverensstemmelser og opdager til sidst, at der på bunden af alle stærke venskaber findes… kærlighed."
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har stor sympati for måden Fredericia Teater varierer deres forestillinger. At springe fra noget så ekstravagant og more is more som Disney (i form af "Den lille havfrue") til en ganske lille fortælling, som "Mit livs historie", er i mine øjne yderst prisværdigt. Teatret har sågar gjort det til en aktiv del af deres kampagne for denne musical at en mindre og mere intim oplevelse, kan være stærkere og vedkommende på en anden måde end et stort spektakel. Jeg var meget imponeret over måden teatret tacklede "Den lille havfrue" på og synes at der blev lavet nogle fine og meget kunstnerisk kreative greb for at gøre forestillingen levende og indgyde den med teatrets poesi. Desværre synes jeg modsat at der er nogle af de kvaliteter som ofte kendetegner mindre forestillinger, som udebliver i "Mit livs historie".
Neil Bartrams forestilling har nogle rigtig gode intentioner. Den handler om livsfortællinger og hvordan menneskers liv sammenflettes af relationer og hvad disse "besøg" i hverandres livslinjer forandrer og påvirker hvilken retning vi sendes i. Forestillingens to hovedfigurer er nærværende, i deres forskellighed. Den ene er en drømmer, der lever i bøgernes verden og elsker historier, den anden er forfatter. Der er helt bevidste paradokser indlagt i det faktum at det er forfatteren der forestillingen igennem kæmper for at finde historierne. For mens han har evner for at formulere sig på skrift, stopper han også med at opleve livets realiteter, den dag han begynder at være succesfuld. Modsat er hans ven bundet af selvsamme virkelighed. Der er en fin kompleksitet i at have en forestilling der handler om tab, venskab og kærlighed, men som udover i sig selv at være et stykke kunst, også handler om kunstens væsen. Desværre bliver historien ikke kontinuerligt løftet af musikken. I stedet hæmmer forestillingens sange fremdriften og får de små glimt ind i fortiden til at virke meget spredte, nærmest rodede. Derudover er forestillingens sange en smule forglemmelige og selvom der er enkelte steder hvor lyrik og melodi finder sammen i en højere enhed, er disse momenter så sporadiske at den overordnede oplevelse ikke når den samlede effektivitet, som teatrets forestillinger normalt præsenterer. Det til trods for at Lars Mølsted og Søren Scheibye leverer glimrende præstationer både i forhold til sang og i særdeleshed også som skuespillere. Mølsted excellerer særligt ud i at fremvise en nuanceret sammenhæng og overgang mellem barndommens drømmende uskyld og voksenlivets desillusionerede virkelighed. Scheibye er særligt værd at betragte når han skal reagere. Hans tilknappede og på mange måder reserverede rolle, er i replikkerne meget tilbageholdende, men i Scheibyes øjne er der en dyb og ærlig erkendelse af karakterens svigt, som er ekstremt subtil, hvilket er dybt imponerende leveret, ikke mindst fordi det skal gøres på en teaterscene, hvor tingene som bekendt skal gøres en smule større for at få de bageste rækker med.
Det er efterhånden selvsagt at der er nogle ting der ikke er en finger at sætte på i forbindelse med disse forestillinger. Fredericia Teater har nogle utroligt dygtige performere tilknyttet. Både i form af skuespil- og sangtalenterne, men også de musikere der leverer underlæg til forestillinger har vist sig at være brillante. Sådan er det atter. Desværre er der også en anden tilbagevendende diskussion jeg må bringe på bane, som handler om brugen af et digitalt lærred, som har været en fast del af snart sagt alle teatrets forestillinger, i større eller mindre grad. Mens der er forestillinger hvor denne verfremdungseffekt har fungeret upåklageligt, er det i "Mit livs historie" decideret forstyrrende, når der i ekstensivt omfang benyttes tekst på lærredet til at agere "overskrifter" for forestillingens forskellige afsnit og underbygger bogmetaforen. Problemet er bare at det virker unødvendigt. Det der foregår på scenen forklarer fint hvor vi er i forestillingen og hvad sammenhængen er. Når man skyder efter et intimt udseende, havde jeg personligt foretrukket et komplet fravær af det digitale lærred, eller meget simpel brug. Det der her er blevet lavet skæmmer forestillingens ellers professionelle udseende ved at virke overforklarende og en smule klodset, nogle smukke tegninger til trods.
"Mit livs historie" er ikke en dårlig forestilling. Bartrams forlæg er fyldt med nuancer og niveauer, skuespillerne og musikerne er eminente og ser man bort fra problematikkerne med det digitale lærred er scenerummet udnyttet på en spændende måde. Men sangene som skulle have været en samlende kraft, tilføjer til en øget spredning af en historie, som er meget afhængig af en større sammenhæng. I stykkets nuværende form opstår helheden først ved slutningen, som vitterligt er meget smuk, men desværre føles som en tilfredsstillende slutning, på en til tider utilfredsstillende rejse.
4/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar