Ekstraordinær filmoplevelse: Hushpuppy

Hushpuppy (Quvenzhané Wallis) bor med sin far Wink (Dwight Henry) i et lille lokalsamfund kaldet Bathtub. De to såvel som de øvrige beboere er stærkt afhængige af naturen, men en dæmning bygget af udefrakomne skader deres lille økosystem. Da Wink beslutter sig for at springe dæmningen, begynder en helt ny række af problemstillinger at melde sig.

Balancen mellem mennesket og naturen er central i ‘Hushpuppy’, som man på den måde kunne forvente ville virke en smule prædikende eller belærende. Det er ikke tilfældet. I stedet er Benh Zeitlins spillefilmsdebut en overraskende luftig filmoplevelse. Dermed ikke sagt at filmen er uden vægt eller relevans, langt fra, men de stærke præstationer står på egne ben på den måde, at Zeitlin gør en dyd ud af ikke at gøre filmen grå eller synke ned i et deprimeret stade. Filmen holder fast i en livlig klipning og musikalitet, og der er en god tråd i karakterernes grundindstilling om ikke at give efter for livets udfordringer, men i stedet acceptere dem som en naturlig del af vores grundvilkår; Et verdenssyn som bliver udfordret, når man stiller filmens centrale skæbner op imod den moderne vestlige verdens tilgang til livet. Filmen visualiserer, hvor massiv en barriere, der kan være i mødet mellem to forskellige kulturer, fordi det er to forskellige tilgange til livet såvel som døden, der her kolliderer.  

Quvenzhané Wallis og Dwight Henry er filmens absolutte midtpunkt. Wallis er blevet hyldet vidt og bredt blandt andet i form af en oscarnominering, hvilket for en 9-årig pige, der var endnu yngre under indspilningerne, er voldsomt imponerende. Der var i øvrigt ikke noget i vejen for at hun kunne have vundet. Hendes præstation er ikke bare tilstrækkelig men bevæger sig langt ud over, hvad de fleste ville have forventet: Nedtonet, underspillet og i det hele taget lige i øjet. Det er en pragtpræstation og ikke blot, fordi hun er et barn: Mange langt ældre skuespillerinder kan blot drømme om den karisma, som Wallis besidder, allerede på dette tidspunkt. Dwight Henry er egentlig bager. Sine kæmpe talenter indenfor skuespilsfaget til trods insisterer han fortsat på, at dette er hans primære beskæftigelse. Uanset hvad han lader fylde mest i sit liv, har han i rollen som Wink, den særprægede men i sidste ende sympatiske far til Hushpuppy, leveret en mindeværdig præstation. Hans optræden er eminent, og det er i gnisten mellem ham og Wallis, filmens stærkeste øjeblikke opstår.

"[...] en tåreperser, som ikke er nedslående, men nænsom i doseringen af sin emotionalitet. Den arbejder med tunge emner på en legende måde og er alligevel ikke bange for at gøre ondt på sin seer."

Man kan ligge en del overvejelser i, hvad der er hjertet af fortællingen i ‘Hushpuppy’ eller ‘Beasts of the Southern Wild’, som filmen oprindeligt er kaldt, men mest håndgribeligt er forholdet mellem far og datter. Ikke alene er Zeitlin og Lucy Alibars fortolkning af sidstnævntes teaterstykke ‘Juicy and Delicious’ utrolig velskrevet på et samlet plan, men dialogerne er helt eminente. Det er kendetegnende for filmen, at meget ligger gemt mellem linjerne, og til trods for, at der er inkluderet en voice-over, der potentielt set kunne have været dræbende for al selvstændig tanke hos seeren, ender det ikke med at være tilfældet. Redskabet er sparsommeligt brugt og medvirker mere til at bringe begivenhederne ned i børnehøjde, end til at beskrive ting, vi reelt set selv kunne have udledt af filmens billeder. Hushpuppy selv tumler med nogle enorme spørgsmål, fordi hun lever et liv, hvor der kræves meget af hende, og det er en af de andre ting, der gøres klart gennem voice-over.

‘Hushpuppy’ er en tåreperser, som ikke er nedslående, men nænsom i doseringen af sin emotionalitet. Den arbejder med tunge emner på en legende måde og er alligevel ikke bange for at gøre ondt på sin seer. Den insisterer bare ikke på det. I stedet videregiver den med en blanding af symbolske over- og undertoner et budskab om den styrke, Hushpuppy og hendes far i filmen bliver et billede på. Fremfor at gøre de to til til ofre, tegnes de som hele mennesker, der på deres egne betingelser er sejrrige; Selv når livet smerter dem allermest.