Splattermusical om stærke og sårbare kvinder

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Om 'Lizzie' skriver teatret: LIZZIE er en ægte rockmusical, der genfortæller den blodige legende om Amerikas favorit-øksemorder Lizzie Borden. Kombinationen af hård rock, blod, hjernemasse, sex og syleskarp absurd humor er unik og virker fantastisk. Med 4 fantastiske hårdtpumpede kvindelige performere, og Danmarks mest velspillende teater rock-band, er der lagt op til en hed aften i teatret, du aldrig glemmer. Musicalen tager os med tilbage til 1892, hvor den unge Lizzie Borden blev anklaget for brutalt at myrde sin far og stedmor med en økse. Lizzie var den eneste mistænkte i den grusomme sag, men på grund af manglende beviser og vidner blev Lizzie frikendt. Sagen er fortsat uopklaret.




Det er ikke nogen hemmelighed at jeg længe har set frem til 'Lizzie'. Tanken om en rocket, splattet og anderledes forestilling fra Fredericia Teaters hånd, har jeg talt for siden mine tidligste anmeldelser for teatret. Bevares. 'Young Frankenstein' indeholdt da også en vis skævhed og er til stadighed en af de mest helstøbte forestillinger teatret har udvalgt og opført, men den forestillings humor har også en folkelighed over sin platte (i ordets bedste betydning) humor. 'Lizzie' er også sjov, men på en helt anden måde. Teatret har slået forestillingen op som en HÅRDPUMPET HARD-ROCK SPLATTER-MUSICAL og det er da også en meget præcis beskrivelse af musicalens form, men indholdet stikker lykkeligvis dybere end det. Med den bombastiske beskrivelse, inkluderes nemlig ikke den foruroligende humor og den følsomhed, som var en stor del af min oplevelse, og som jeg får fornøjelsen af at udtrykke herunder. Dermed ikke sagt at hvad der er blevet lagt op på nogen måde er misvisende, for der er skruet godt op for de elektriske guitarer, trommerne, bassen og celloen (som passer overraskende godt med det skævt rockede udtryk). Under kyndig ledelse af kapelmester Martin Konge pressede musikerne trommehinderne lige til grænsen og kun takket være et professionelt stykke lydarbejde, gik publikum derfra uden ringen for ørerne. Stortrommen bankede i brystkassen, guitarerne klingede smukt med hentydninger til klassiske rockværker og alt sammen kunne betragtes i samspil med forestillingen, da bandet var opstillet i scenens kanter.

Forholdet mellem Lizzie og Alice er en af de bedste ting ved musicalen og fører også til mine favoritnumre.
Da jeg i sin tid så 'Edges' på Fredericia Teater gik jeg fra forestillingen med en oplevelse af at have set en popkoncert, med megen lidt fortællemæssig kontekst. 'Lizzie' har helt uforbeholdent et element af koncert i sin form. Sceneopsætningen emmer af rockkoncert og det fungerer fremragende. Dels må jeg selvfølgelig erkende at musikken her taler langt mere til mig end hvad 'Edges' bød på, men væsentligere mener jeg det er at historien om Lizzie Borden skaber en sammenhængskraft, der er langt mere tydelig. Der er ikke noget i vejen med at de enkelte sange er meget i fokus og kommunikerer forskellige følelser, langt mere end de driver et omfattende plot frem, men det er lækkert at have nogle figurer og et miljø at holde følelserne fast på. Det har musicalen her i fornem grad. Ikke mindst er figurerne påfaldende i deres forskellighed. Det er en præstation at det lykkedes at stille fire kvinder side om side i så mange dele af en musical og alligevel gøre dem nemme at adskille. Ikke alene er de markante som personligheder, men karaktererne vandrer mellem godhed og ondskab med en lethed og nuancerigdom, der er yderst beundringsværdig.


"Jeg tror snart nogen gør noget..."
Astrid Højgaard havde jeg indledningsvist svært ved at greje i forestillingen. Hun spiller rollen som tjenestepigen i familien Bordens hus og hvad jeg ikke fangede fra begyndelsen, var at Højgaards figur er en manipulator. Hun betragter uroen og ulykkelighederne i familien Borden og søger de steder hvor hun kan skubbe lidt dramaet for at forøge det. Hun er djævelsk, drilsk og så er hun helt enormt morsom, hvilket er den egentlige "hemmelighed" i forhold til hendes umiddelbart lidt mere karikerede præstation, hvilket jeg var et stykke tid om at fange. Det blev dog helt klart for mig hvad Højgaards kvalitet er, da hun under et af forestillingens mest bizart humoristiske numre, nærmest råber "afhuggede hoveder" igen og igen, mens hun glædesfyldt som en animefigur hopper op og ned. Rikke Hvidbjerg spiller Lizzies elskerinde Alice. Ligesom tjenestepigen, har elskerinden også en lille djævel i sig, men Hvidbjerg har en sødme og uskyldighed som bevæger sig parallelt og smukt med Bjørg Gamsts hovedrolle. Hele castet synger fremragende, men imellem 4 smukke kvindestemme trådte Hvidbjerg ud med en lidt anderledes klang, der stemte utrolig godt overens med den personlighed hun skulle præstere. Lizzies søster spilles af Line Krogholm, som særligt på den anden side af pausen fik lov at træde i karakter, som en bidsk og længselsfuld kvinde, der snildt kunne være blevet hvad Lizzie blev. Krogholm er en stærk tilstedeværelse i forestillingen, selvom figuren ikke nødvendigvis er den der for mest plads. Til sidst er der naturligvis Bjørg Gamst, der i forestillingens hovedrolle, skal besidde enorm sårbarhed. I et så massivt musikalsk univers, er det imponerende at Gamst formår at stille sig i front og med enorm karisma indtage sit publikum, med en fuldstændig fremragende præstation, som den umiddelbart uskyldige Lizzie, der langsomt nedbrydes. Udviklingen af figuren er hvor Gamst stråler, fordi hun formår at antyde, hvad der først sent springer ud i fuldt flor, men som vi alle naturligvis også venter på. Gamst er en stjerne.


 

Jeg blev ikke skuffet af rockmusicalen 'Lizzie'. Det er et spændende valg Fredericia Teater har foretaget og udførslen nærmer sig den kvalitet 'The Drowsy Chaperone' og 'Young Frankenstein' repræsenterede. Det er en skam at der er et par ridser i poleringen i form af nogle digitale baggrunde der er overflødige og som de få steder de fungerer faktisk er forstærkende, hvilket de med lidt ekstra arbejde i detaljen kunne have været mere kontinuerligt forestillingen igennem. Det ændrer ikke på at jeg overordnet er blæst væk af forestillingen og de små ting kan ikke rykke ved at 'Lizzie' var en fornøjelse at opleve og at castet, bandet og det øvrige tekniske arbejde på forestillingen lever fuldt op til det professionelle niveau teatret har præsteret både på deres store og lille scene hidtil. 'Lizzie' er måske en splattermusical med fuld gang i rockmusikken, men det er også en fortælling om længselsfulde kvinder der søger frihed, tryghed og kærlighed i en verden af manipulation, de selv er blevet skabt til at spille med i.

6/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar