Orange is the New Black

Piper Chapman (Taylor Schilling) skal snart giftes. Hun er meget bevidst om sundhed, miljøet og kulturen. Hendes forlovede er skribent og venter på at få sit store gennembrud. Selv er hun på randen af en succes med luksuriøs sæbe som hun sammen med en nær veninde skal sælge i fornemme forretninger. Men der er også noget andet Chapman snart skal - i fængsel. Først ser hun blot opholdet, som noget der skal overstås med så lidt ballade som muligt, men snart erfarer hun at intrigerne i et kvindefængsel er svære at holde sig udenfor.

Kort om 'Orange is the New Black'

Serien består i øjeblikket af en enkelt sæson på 13 episoder, der hver varer omkring en time. Den er produceret af Netflix, som har arbejdet med Jenji Kohan, som tidligere har kreeret den fremragende tv-serie 'Weeds', og leveret en vittig, frisk og samtidig alvorsfuld drama-/komedieserie. Mens 'Weeds' levede højt på at have lidt kortere og skarpskårne episoder, nyder nærværende serie godt af et tempo der stadig er livligt, men som også giver plads til lidt mere afsøgende enkeltepisoder, samtidig med at det gode overordnede indtryk ikke forsvinder. Sæson 1 er tilgængelig nu på Netflix, mens sæson 2 dukker op til juni.

Stærke kvinder er ikke lig med mænd der er nogle svin

Det bliver svært ikke at nævne 'Weeds' som et sammenligningspunkt når 'Orange is the New Black' diskuteres. Den største fællesnævner og det der gør Jenji Kohan til en absolut heltinde i den moderne tv-verden er at hun i begge disse serier har givet nogle meget feminine karakterer, nogle konflikter og reaktionsmønstre, som til tider kan være meget maskuline. Med andre ord har hun skabt nogle af de mest nuancerede kvinder i både tv- og filmverdenen. Hendes "heltinder" er ikke ensidigt gode, men fyldt med den samme dynamik mellem sympatisk og usympatisk, som eksempelvis gjorde Walter White til så spændende en figur at følge. Piper Chapman har på overfladen styr på det hele, men hvad der bliver tydeligt igennem serien, er at hun i høj grad også er en kvinde der (måske som flertallet af sine kønsfæller, synes seriens skabere at hinte i retning af), gerne vil leve på en bestemt måde, fordi det er hvad der forventes af dem. Hvad der er fremragende ved 'Orange is the New Black' er at den viser kvinder som er lyststyrede og som har sig selv i centrum, hvilket på sin vis bliver hvad Chapman arbejder sig frem imod, og som er imod hvad hun har lært. Hvad der samtidig er fint, er at serien ikke fremstiller mænd som nogle klamme svin, men i stedet er de mænd historien byder på ligeså forskellige som kvinderne, samtidig med at de deler nogle udfordringer. For selvom serien byder på Pablo Schreibers ubehagelige og (magt)liderlige politibetjent Mendez, har den en endnu mere prominent Jason Biggs til at spille Chapmans forlovede, som er flerdimensionel figur, der både har styrke og ro, men også er enormt sårbar og benyttes til at vise hvordan den virkelige verden er milevidt fra fængslets. 

Sprængfarligt persongalleri

Mens Taylor Schilling er seriens midtpunkt, er hun omgivet af en bred vifte af fremragende skuespillerinder, som udgør de mange fascinerende, charmerende og skræmmende personager der befolker Litchfield Fængsel. Blandt dem er der ikke mange ansigter der var mig bekendte på forhånd. Laura Prepon, som tidligere har medvirket i 'That '70s Show', er for mig det bedst kendte ansigt mellem fangerne, men når det kommer til stærke og forskelligartede præstationer er der for mange til at de med nogen form for rimelighed kan listes. Kig på listen over medvirkende og tilsæt selv de rosende ord - jeg kan ikke pege på nogen af seriens figurer eller portrætteringer der falder igennem for mig, eller som ikke får et eller flere øjeblikke til at træde ud af den arketype de skulle være på vej til at lande i. Det bedste eksempel på hvorledes en meget lille figur også får lov at lyse op med mere end et ensidigt udtryk, er Samira Wileys figur Poussey, som er i den absolutte periferi af historien og er en slags side-kick til den charmerende "klassens klovn" Taystee (Danielle Brooks). Poussey virker igennem det meste af seriens forløb, som lidt af en død fisk der flyder med strømmen fra Taystee, men da hun står overfor en situation hvor hun oplever at Taystee tager tanken om at komme ud fra fængsel for givet, træder hun pludselig i karakter. Tidligere omtalte Prepon er det også en fornøjelse at se i noget der kræver lidt mere af hende end sit-com formatet og hun gør det fornemt og hvad der sker mellem hende og Schilling er blandt de mest oprigtige repræsentationer af homoseksuel kærlighed tv har præsteret. 

Fængslet og historien 

Serien er baseret på en bog af en anden Piper, nemlig Piper Kerman der har skrevet om sine oplevelser i et kvindefængsel. En stor del af seriens indledningsvise kvalitet gemmer sig i kulturchokket Chapman oplever ved sin ankomst og langsomme introduktion til de skrevne, såvel som uskrevne, regler i fængslet. Undertiden bliver karaktererne som allerede beskrevet mere i fokus og omgivelserne får en anden rolle, efterhånden som Chapman lærer dem bedre at kende. Det er imidlertid altid Litchfield historien spiller bold op af og måden hvorpå vi får vist forskellige figurers baghistorier, fungerer så godt fordi vi kender den frihedsberøvelse, som det hele leder frem imod. Korruptionen bliver gradvist tydeligere for publikum, der er hos Piper, når hun går igennem erkendelsen af at det ikke er hos fængslets personale hun skal søge retfærdighed, men i de indsattes eget system af kringlet moral. Michael Harney medvirkede også i 'Weeds' og optræder her, som Healy, betjenten der indledningsvist giver Chapman tryghed, men som langsomt viser sig at være ligeså forskruet, som resten af det system han repræsenterer. 

'Orange is the New Black' er en sejr for Netflix, der har skabt grobund for en serie, der kan leve op til kvaliteten af det HBO og lignende mere erfarne kanaler leverer. Serien balancerer drama og alvor med en luftighed og varme, som gør serien selv ligeså nuanceret som sin hovedperson. Jeg ser frem til at se hvor serien bevæger sig hen og måden denne første sæson afsluttes gør det kun mere interessant hvad vi præsenteres for når det bliver juni. Og så lad mig til sidst lige sige hvad jeg ikke havde tænkt mig at sige: Yael Stone, Natasha Lyonne og Taryn Manning, er henholdsvis charmerende, kompliceret omsorgssøgende og absolut tossede.  

6/6