Vellidt pruttehumor

Makkerparret Jenko (Channing Tatum) og Scmidt (Jonah Hill) sendes tilbage til gymnasiet, da de som del af et genoplivet undercoverprogram fra 80’erne skal infiltrere nogle unge narkotikamisbrugere for at finde ud af, hvem der sælger dem stofferne. De to regner med at finde alt ved det gamle, som da de selv gik på stedet nogle år tidligere, men hvad de snart erfarer er, at alt er forandret. De to må nu i gang med at finde sig til rette i et miljø, der er dem ukendt samtidig med, at de skal forsøge ikke at knytte sig for tæt til nogle af de studerende og skal opsnuse ulovlighederne, der foregår på stedet.

Mit kendskab til den originale serie ‘21 Jump Street’ er relativt begrænset. Med kun et par enkelte afsnit under bæltet, kan jeg på ingen måde kalde mig ekspert. Hvad der dog står klart er, at filmen her ligger meget langt fra hvad, den oprindelige serie var. Mens 80’erserien egentlig tog sig selv alvorligt til trods for, hvor prædikende eller dateret den for nogen vil fremstå nu, er der en enorm ironisk distance til snart sagt alting i denne film. Actionsekvenserne er tit til stede for at gøre sjov med klichéer, og filmen ynder selv at udpege de stereotyper, den benytter sig af. Det fungerer egentlig ganske godt noget af vejen. Jeg har en fornemmelse af, at fans af serien vil hade filmen, fordi den tager konceptet så useriøst og virkelig gør hele idéen om at infiltrere et gymnasiemiljø til noget enormt fjollet, hvilket man selvfølgelig kan mene, det altid har været, men som den originale serie altså tog seriøst. Det er ikke årsagen til, at det i mine øjne ikke er nogen særlig god film, men det vil det måske være for nogen. Jeg synes bare, det er værd at tænke over, hvorfor man i det hele taget behøvede at basere sig direkte på serien, når de to ting i virkeligheden har så lidt med hinanden at gøre, som det er tilfældet.

Er filmen sjov? Intet, siges det, er mere subjektivt end humor, og det er sandsynligvis rigtigt, men hvad der derefter er en smule mærkeligt er, at så mange af de humoristiske film, der dukker op i øjeblikket minder så meget om hinanden. Nutidens komediefilm er fyldt med replikker, der elsker at overforklare, hvorfor noget er morsomt eller dyrker det akavede, og selvom det ikke er det eneste ‘21 Jump Street’ anno 2012 har at byde på, er det en stor del af det. Den ironiske distance har med film som denne nået et punkt, hvor det bliver fjollet, og man næsten begynder at kunne tale om “ikke-film”, fordi historien og mediet på et eller andet tidspunkt når et punkt, når det tager sig selv så useriøst som her, at det bliver selvudslettende. Det er egentlig ikke, at der ikke får lov at være særlig meget drama, eller at det drama, der er, også bliver leveret på en fjollet måde: Det er i højere grad den måde, som man fortsat bygger filmene op. Det er som om, at man gerne vil lave en traditionel Hollywoodfilm samtidig med, at man gør grin med disse, og det er et koncept, der er svært at forstå det tiltalende i for undertegnede. Det er set for ganske nylig med ‘Ted’, og jeg mener i høj grad ‘21 Jump Street’ falder under samme kategori.

Ret skal være ret. Der er enkelte oprigtige øjeblikke, men de får ikke lov at stå længe, og mængden af jokes er som skabt til en ADHD-generation, der bedst forventes at kunne acceptere komedier, der fyrer så mange jokes af sted i sekundet som muligt. Øjeblikkene mellem Brie Larson og Jonah Hill er for mig det, der kommer tættest på at være sympatisk i filmen, men atter engang er det værd at pointere, at vi ikke får mange øjeblikke med de to, før der igen skal kastes et akavet øjeblik ind. De eneste øjeblikke, der virker på et komedieplan, er actionsekvenserne, der har et par enkelte gode jokes på bekostning af massere af andre actionfilm, hvor ting springer i luften til højre og venstre. Mest af alt er svaret på mit oprindelige spørgsmål omkring filmens evne til at more sin seer et nej. ‘21 Jump Street’ er ikke rigtig sjov. Til at være det har den alt for travlt med at være en del af den tilsyneladende trendy humor, at alt det der ikke akavet helst skal være klamt og involvere enten kønsorganer eller kropsvæsker.

Det startede egentlig godt i ‘21 Jump Street’, og et stykke af vejen havde jeg en fornemmelse af, at det snart måtte blive morsomt. I takt med at venskabet voksede mellem karaktererne, og de sædvanlige og kedsommelige intriger begyndte at indfinde sig, havde jeg mistet interessen for oplevelsen, og den sidste del af filmen var mildest talt en smule kedelig at komme igennem, bortset fra en enkelt cameo. Moderne komediefilm er så bange for klichéer, at de i sig selv bliver banale og ultimativt uinteressante, fordi der ikke er nogen årsag til at huske dem. Der er i denne seers oplevelse ingen charme, reel humor eller engagerende historie at komme efter i ‘21 Jump Street’, og det er, hvad der gør den til en lettere overflødig film; Ikke det faktum, at den indkasserer på en kendt serie, som den ikke har særlig meget at gøre med.

1/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar