Stjernedrømme

Hej igen, alle sammen!  Som planlagt kommer der også denne måned et indlæg fra mig. Februars indlæg handler om bogen ’Precious’ og filmatiseringen af denne. Precious handler om den amerikanske pige, Precious, der bor med sin mor og stedfader. Hele sit liv har hun drømt om at blive elsket af alt og alle: Hun vil gerne være berømt, synge, danse og være beundret. Men virkeligheden er en anden: Derhjemme får hun bank, hun har aldrig færdiggjort skolen, og hun har været gravid med sin stedfaders barn…

'Precious' tør ikke gå hele vejen på film: 
Af Xenia E. Svensson

Bogen er skrevet af Sapphire og er på 150 sider, og er derfor meget hurtigt læst. Da jeg begyndte på den, var jeg sikker på, at der var gået noget galt, da den blev printet, men det er ingenlunde tilfældet: Precious fortæller selv sin historie på sit ubehjælpelige sprog, og på trods af sin ordblindhed, skriver hun hvert eneste smertelige ord, og hun kæmper til det sidste for at få færdiggjort fortællingen. Det tager 3-4 siders tid at vende sig til de mange stave- og tastefejl, men når man har accepteret dette og lært at forstå Precious’ sprog, kan man ikke lægge bogen fra sig! Precious er en bog som tragedie, og flere gange har man lyst til at lægge den fra sig, for man kan ikke kapere al den ulykke, som Precious gennemlever. Hendes beskrivelse af de følelser, tanker og refleksioner, det hårde liv giver hende, er så ærlige, at man som læser ikke kan andet end at føle dem med hende. Som læser er man nødt til at få slutningen på det hele med og hele vejen igennem er bogen en blanding af ulykke og et sandt eventyr.

Dengang ’Precious’ blev filmatiseret, var der mange blandede anmeldelser på banen. Alt fra ”Et sandt mesterværk og en hjertegribende fortælling” til ”En historie fik mig til at forlade biografen” og enkelte biografer har endda oplevet, at seerne er gået i protest grundet de vulgære detaljer, som filmen skulle siges at vise.

Det var med skræk i sjælen, at jeg første gang satte filmen på, og som så mange andre, havde jeg læst bogen inden. Jeg var sikker på, at alle detaljerne og de mange traumatiske oplevelser ville kunne opleves i filmen, og bogens grafiske detaljer ville blive til filmklip, som ville brænde sig ind på nethinden for evigt.

Dette var ingenlunde tilfældet. Filmen tør slet ikke gå så langt som bogen, og jeg fandt det meget ærgerligt og skuffende. Historien blev netop meget stærkere af de beretninger og den måde, som Precious fortalte dem på. Filmen udvander bogens voldelige og seksuelle scener, og det er en skam, når det er en så stor af del handlingen. Precious fortæller fortsat historien, men hendes stemme er ikke så tydelig som i bogen, hvilket også er en skam.

Når det så er sagt, har filmen også en masse stærke sider; især skuespillerne. Gabourey Sidibe, der spiller Precious, fik rollen på grund af sin vægt. Som instruktøren selv sagde: ”Hvor mange sorte kvinder på 150 kilo går lige til audition?” Sidibe gør et fænomenalt job i rollen. Hun viser alle de følelser, som Precious gennemgår i fortællingen med så stor overbevisning, at seeren flere gange må fælde en tåre eller smile af lykke sammen med hende. Mo’Nique, der spiller Precious’ mor Mary, er ikke længere glamourøs men en nedslidt og bitter kvinde, der hader sin egen datter mere end noget andet. Samspillet mellem de to er så perfekt og gennemført, og Mo’Nique har helt klart opnået det, hun ville med rollen: At sætte fokus på det seksuelle misbrug, der kan foregå i alle hjem, og at det ikke altid er faderen, der er skyld i dette…

Alle skuespillere i filmen passer ind, og det er tydeligt, at de alle har lagt alt i deres karakter og den fortælling, som med god grund vandt en oscar for bedste adapterede manuskript!

Precious er både som bog og film fantastiske fortællinger, og man må ikke snyde sig selv for en historie som med både eventyr og beretninger, rammer seeren og læseren dybt nede i hjertet!

Læs flere af Xenias anmeldelser på hendes blog og giv din mening til kende herunder eller på facebooksiden.