Ond kvinde

Antichrist:
Et par i dyb sorg tager til "Eden", deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind. Willem Dafor og Charlotte Gainsbourg (der modtog prisen for Bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes) spiller hovedrollerne i denne intense fortælling om ondskab, magt og kærlighed mellem to mennesker.
(- Resume fra udgivelsen) 


Mit bekendtskab med Lars Von Triers film startede cirka her omkring. Jeg husker ikke længere hvad det var der dragede mig mod lige præcis ‘Antichrist’, når nu jeg ikke tidligere havde haft det store kendskab til manden, måske havde jeg ligefrem tilsluttet mig gruppen af mennesker der decideret afskyr Trier. Under alle omstændigheder landede min bagdel i biografsædet og jeg benyttede derefter filmens spilletid på at have den absolut mest inddragende biografoplevelse jeg nogensinde har haft. Min antipati overfor filmskaberen opstod i forbindelse med noget tv jeg så omkring hans ‘Direktøren for det hele’ fra 2006, hvor instruktøren fortalte om de algoritmer der på tilfældig vis havde udregnet vinklerne i filmen. Jeg var oprørt over idéen om at en filmskaber reelt ikke længere skulle skabe sin film, men blot overlade udseendet til en computer. Herfra hvor jeg nu står, synes det nemmere at acceptere den type forsøg, fordi det netop er i afsøgningen af filmmediets grænser at Trier kan komme til at stråle. Det er ‘Antichrist’ et glimrende eksempel på. Filmen vakte selvsagt opmærksomhed i pressen for sine provokerende elementer og det overskyggede langt omtalen af selve filmen. Da de frygtsomme samtaler om nosser der bliver kvast og vaginaer der mishandles stilnede af, efterlod filmen både en række flotte og en mængde ekstremt negative anmeldelser bag sig og som med så mange kunstværker, efterlades filmen selv tilbage, som den eneste målestok man i sidste ende kan bruge til noget, når der tale om noget der som Trier skiller vandene.

Og hvilken film det er. Temaer som sorg, sex og ondskab boltrer sig imellem hverandre, hvilket efterlader tilskueren i en absolut trance. Anthony Dod Mantles billeder har sandsynligvis været for kønne for Trier i retrospekt, men for undertegnede skal den dygtige kinematograf ikke høre nogen klager. Der veksles mellem det råt upolerede og det grotesk smukke, hvilket er en vindende kombination, når det kombineres med filmens fortælling. ‘Antichrist’ er blevet kaldt mandschauvinistisk og kvindefordømmende. Hvorvidt Trier har komplekser i forhold til kvinder, skal jeg ikke forholde mig til, men til trods for alt det der kan tolkes i den retning, må man samtidig konstatere at Charlotte Gainsbourgs karakter, ikke alene er sympatisk en vis del af filmens forløb, men også indeholder mest af Trier selv, som jo netop har kæmpet med den angst og depression, som hun portrætterer. Samtidig er Trier en af de allermest dygtige manuskriptforfattere, når det kommer til at udforme stærke feminine karakterer, hvilket også er årsagen til at han til stadighed, sine frækheder til trods, kan tiltrække velkendte amerikanske skuespillerinder til sine film.

Kristian Eidnes Andersen har skabt lydcollager til filmen, som jeg tøver med at kalde decideret musik, men som fuldt ud kan måle sig med det ellers mesterligt foruroligende underlæg Tobe Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ var pakket ind i. Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe der i samarbejde skal bære filmen på deres skuldre, er blevet pacet til at yde deres absolut bedste. Dafoe er i det hele taget fremragende som skuespiller, men kan have en tendens til at være overmåde underholdende i hans overspil. Det er der ikke et spor af her. Begge figurer er mesterligt afbalanceret mellem det sympatiske og det usympatiske. Dafoe bliver undertiden tilskuerens primære fokus, men indledningsvis er det ham der foretager mange af fejlene og ikke vil dæmme op for smerten i det tab han har lidt. Det er muligt at filmen er hård ved kvinder, men den har bestemt heller ikke den store sympati overfor machomanden, der hiver i jernskjorten og fralægger sig sine egne følelser for at dyrke sin partners.

‘Antichrist’ er i høj grad en film der skal opleves med det fulde sanseapparat. Dens sorgfortælling er hjerteskærende og den stemning af noget uforløst som hviler over det meste af filmen, skaber en anspændthed, som ingen ‘Paranormal Activity’ eller tilsvarende suspensebaserede gyserfilm kan matche. Med andre ord er ‘Antichrist’ udover sin symbolisme, tungsindighed og multifacetterede fortælling, en fandens god skrækfilm. Den oser af stemning og mens Trier eksempelvis i ‘Riget’ skifter mellem stemninger og tager det gode med det onde, er ‘Antichrist’ nådesløs i sin fastholdelse af ondskaben, sorgen og mørket.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar