Hvilken udgave: Apocalypse Now

Kender du det at der er en film du har hørt enormt meget om og gerne vil se. Du finder måske endda blu-ray fancy pants udgaven med masser af ekstramateriale og er lykkelig over nu at være klar til at få lukket et hul i din filmhistoriske referenceramme. Når du så får smidt skidtet på, erfarer du at der er 2 forskellige udgaver af filmen på skiven, eller flere endnu. Hvilken udgave skal du nu se?




Hvor mange udgaver er der og hvad er forskellen?
I ‘Apocalypse Now’s tilfælde er der blot 2 udgaver af filmen: Den originale biografversion og den såkaldte “Redux” version, sidstnævnte indeholder omkring 49 minutters tilføjede scener. Det er ikke svært at finde minutiøse gennemgange af de udvidede sekvenser i Redux udgaven. Ønsker man den komplette gennemgang kan det eksempelvis findes her. Hvad der tilføjes i den udvidede udgave strækker sig fra små øjeblikke til massive segmenter. Det største af disse er en længere passage hvor vores hovedkarakterer møder en gruppe franskmænd. Det er et ret omfattende segment og også en af de mest omdiskuterede tilføjelser. Mange af de små tilføjelser virker i forlængelse af sekvenser der allerede var at finde i den oprindelige udgave. Der er altså tale om en decideret omstrukturering af visse dele af filmen, hvilket sandsynligvis skyldes filmskabernes tilgang til denne nye udgave, som de efter eget udsagn valgte at klippe fra bunden, som var det en ny film. Forskellen på de to versioner er i essensen ikke så kvalitetsmæssigt stor, som blandt andet jeg havde gået og bildt mig ind og Redux er ikke nogen dårlig version af filmen, men det vender vi tilbage til.


Hvad siger instruktøren?
Filmens instruktør Francis Ford Coppola har i forbindelse med udgivelsen af blu-ray versionen af ‘Apocalypse Now’ udtalt at den oprindelige biografudgave blev kortet voldsomt ned af frygt for at publikum ikke var klar til den type film de havde lavet. Grundet angst for at miste penge endte man med at skære filmen til, så den fremstod så meget som en traditionel krigsfilm som den kunne: “Så på sin vis er begge udgaver den originale version” fortalte Francis Ford Coppola til GQ i et interview fra 2010. Tanken bag Redux var at filmen efter mange år var blevet mere end vel modtaget og derfor var tiden moden til at udfordre publikum med de udvidede sekvenser: "Da den oprindelige version udkom, havde vi bare beskåret den og gjort den mere ufarlig,” sluttede Coppola.




Hvor skal jeg starte og er det nødvendigt at se mere end én udgave?
Det er utvivlsomt anbefalelsesværdigt at starte med biografudgaven af ‘Apocalypse Now’, da den er et absolut mesterværk. Det er en stærkt opbygget rejse ind i krigens mørke, såvel som sindets afkroge og derfor var jeg længe modstander af Redux. I forbindelse med dette skriveri har jeg imidlertid genset Redux i sin fulde længde og erfaret at det, for samtidig at svare på et andet spørgsmål, er en meget givende oplevelse at se denne version, mindst en enkelt gang - og for mig personligt kunne det godt gå hen og blive Redux der bliver sat på i fremtiden. Ikke mindst når man kender filmen godt, er det spændende at komme et spadestik dybere, hvilket man på mange måder gør med Redux. Vores hovedperson bliver mere levende og nuanceret, hvor han i den oprindelige version hovedsageligt fungerer som en tilskuer til begivenhederne, med enkelte undtagelser. Derudover giver den omdiskuterede scene på den franske plantage nogle relevante tilføjelser til filmens tematikker, i særlig grad gennem den kvinde Willard møder på stedet. Der er bestemt stadig momenter som forekommer en smule overflødige, eksempelvis den udvidede sekvens med Playboymodellerne, men stemningen som jeg, og mange andre, elsker fra den oprindelige film, er intakt her og det gør alligevel sekvensen værd at se. For uindviede er biografudgaven altså det oplagte sted at starte, da Redux er mere ujævn, men for kendere og deciderede fans, er det oplagt at sætte Redux på for at få lidt ekstra med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar