Esaura

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

‘Esaura’ har verdenspremiere på Fredericia Teater i disse dage. Historien udspiller sig i Fredericia i en tid præget af uroligheder og krig. Musicalen omhandler titelkarakteren, som har forelsket sig i den unge Christian. De to er adskilt af deres religiøse baggrund. Da Esaura beslutter sig for at gå imod sin fars ønske om at hun holder sig fra Christian, slår han hånden af hende og den unge kvinde starter en hård kamp for at vinde såvel sin fars anerkendelse, som Christians kærlighed.



Fredericia Teater har skabt national succes med musicals som ‘Aladdin’, som netop har gået sin sejrsgang i det københavnske. Ovenpå den populære Disney musical og den vellykkede ‘The Drowsy Chaperone’, kommer her en musical som prøver noget, der i sit udgangspunkt er interessant. For mens ‘Esaura’ er stort slået op i forhold til PR og beskæftiger sig med krigens tid, er det en enormt intim forestilling. Af samme årsag er det også i teatrets lille sal vi denne aften befinder os. Ligesom tidligere forestillinger på denne scene, er scenografien præget af minimalisme. Det forstået på den måde, at remedierne på scenen er simple, omend kreativt udnyttet, mens den øvrige atmosfære udfyldes af lys, digitale baggrundsbilleder og naturligvis ikke mindst den smukke musik John Bucchino har komponeret til Mads Æbeløes musical. Det er efterhånden blevet en vanesag at Fredericia Teaters produktioner rent teknisk er svære at sætte en finger på og det er ligeledes tilfældet med ‘Esaura’, der imidlertid har andre problemer. 

Indlevelsen er stor hos stykkets skuespillere, som særligt markerer sig som dygtige sangere hele vejen rundt.

Det er nemlig svært ikke at komme til et stort “men”, når man har rost den vellykkede lyssætning, de dygtige musikere og den smukke musik. Indholdet af dette aber dabei er som følger: Den historie der udfolder sig i ‘Esaura’ er ikke engagerende. Det er ikke svært at se parallellerne til ‘Romeo & Julie’ i stykkets kærlighedshistorie. Massevis af fortællinger har været bygget omkring lignende præmis, men har alligevel formået at tilføje en tilpas anderledes vinkel eller et fængende persongalleri til at dække over at have genbrugt en af de mest basale kærlighedsfortællinger der findes. Det lykkedes desværre ikke her. Ikke alene er etableringen af kærligheden mellem Esaura og Christian ikke troværdig, de tos adskillelse har ligeledes ikke den genklang af tragik, som formentlig har været tiltænkt. Her føles det særligt at baggrunden i Fredericias historie ikke udnyttes til fulde, hvilket er en tanke der ramte denne anmelder flere gange undervejs i stykket. Mens musikken som nævnt er smuk, er selve sangenes udformning en smule generisk og det er svært for alvor at blive hevet med af numrene. Samtidig mangler stykket en mere konsistent tone, hvilket jeg vender tilbage til om et øjeblik.


 

Tragikken udebliver nemlig ikke. I Esaura og Christians forældres baggrund gemmer sig nogle sørgmodigheder, som bliver engangerende, ikke mindst i sidste del af stykket, hvor man næsten kommer til at undre sig over hvorvidt stykkets titel er passende. Esaura falder til en vis grad i baggrunden og bliver meget hurtigt en bifigur i sin egen forkromede kærlighedsfortælling. Her kommer vi så til manglen på en gennemgående tone. Efterhånden som stykket skrider frem, bliver Abraham Fournais, som har lagt navn til det litterære værk af Carl E. Simonsen, som stykket er løst baseret på, i større og større grad central. Den patriarkalske faders kamp med bitterhed, selvhad og afsavn er stykkets mest interessante aspekt, men repræsenterer også nogle voldsomme skift i stemningsmæssig tone, som er problematiske. Mens mange af dialogerne er stærkt melodramatisk romantiske, er Anders Gjellerup Kochs næsten schizophrene opgør med sig selv som hevet ud fra et andet stykke. Scenerne i sig selv er som nævnt blandt forestillingens stærkeste, men de står også i stærk kontrast til forestillingens øvrige, mere tamme, øjeblikke. 

En mand indhentes af sin skam.

De bedste musicalsange kombinerer fremdrift af fortælling med emotionalitet. Den slags højdepunkter og opstigen til et højere samlet niveau når ingen af sangene i ‘Esaura’ rigtigt. Det samme kan ærgeligvis konstateres om stykket selv, som er banalt fordi det aldrig rigtig får løftet sig over sin grundlæggende kærlighedshistorie og bliver noget andet og mere. Dermed ikke sagt at der ikke gøres et forsøg, det lykkedes bare ikke helt og det resulterer i en musical som for undertegnede ikke var involverende.

2/6