Weeds

Da Nancy Botwin (Mary-Louise Parker) mister sin mand, står hun alene tilbage med to børn og en livsstil, som hun ikke længere har råd til at opretholde. Det løser hun på lettere utraditionel vis ved at engagere sig i narkotika, helt specifikt pot. Hun sælger stofferne til sine rige venner i den lille by Agrestic. Samtidig følger vi de mere traditionelle problemstillinger og dramaer der udspiller sig mellem byens øvrige indbyggere: Ægteskaber der halter, korruption der afsløres og teenageforelskelser. Til familien Botwin slutter sig også afdøde Judahs bror Andy (Justin Kirk), som hurtigt bliver lidt en klods om benet på Nancy, med hans mange seksuelle eskapader (der til tider skaber problemer i forhold til Nancys forretninger) og manglende støtte til husholdningen.

Efter de første par sæsoner stoppede titelsekvensen med at være generisk og begyndte at være unik for hver episode,
sæson 8 så en tilbagevenden til en fast stil og brugen af sangen 'Little Boxes' af Malvina Reynolds.

Kort om ‘Weeds’  

Serien består af 102 episoder fordelt over 8 relativt korte sæsoner. Episoderne er kompakte med deres længde på omkring 30 minutter stykket og leverer et livligt tempo, til trods for at der tages nogle seriøse tematikker op. Det er farverigt, det er dialogpræget humor og sidst men ikke mindst er det pakket med en fremragende brug af musik. Derudover er der også reelt drama at komme efter, nogle engagerende karakterer, leveret af dygtige skuespillere og det er med til at fænge fra afsnit til afsnit. Til trods for det korte format sker der meget i hvert enkelt afsnit og der er en meget klar fornemmelse af fremdrift, som både ved hjælp af seriens høje kvalitet og et par ufine tricks (cliffhangers) holder seeren fast fra sæson til sæson. 

Den større sammenhæng

Jenji Kohan pitchede oprindeligt sin idé til ‘Weeds’ for HBO, som takkede nej. Først senere fik hun kontakt til Showtime, som endte med at samle serien op, hvilket egentlig er morsomt, fordi serien faktisk havde hørt meget pænt hjemme på HBO. Sammenlignet med en anden fremragende serie: ‘Six Feet Under’, er de ting ‘Weeds’ adresserer, slet ikke så ukendt område for HBOs sendeflade. Ikke desto mindre blev det altså hos hjemstedet for tv-serien ‘Dexter’ Kohan fandt plads til sin skæve komedieserie om pot, sorgarbejde og den overfladiske øvre ende af middelklassen. Hele udgangspunktet for serien er familiefar Judahs død og efter at have set hele serien, overraskede det mig at erfare at han kun er krediteret for 2 episoder. Man ser aldrig manden i andet end glimt, men hans tilstedeværelse lurer overalt, ikke mindst i de første sæsoner. Men selv når serien drastisk forandres efter sæson 3, dukker han stadig op i replikker. Judah spilles af Jeffrey Dean Morgan, som nogle vil kende fra ‘Supernatural’, hvor han medvirker som Sam og Deans far, eller fra ‘Watchmen’, hvor han spiller the Comedian. De første par sæsoner, føles i nogen grad som Nancys kamp for at komme videre efter dødsfaldet og det kan påstås at ligge som et tema under hele seriens forløb. Et tema der ligeledes er tilstedeværende under hele seriens forløb, men som også skifter ind og ud af fokus efter sæson 3, er den overfladiskhed, som ikke mindst er symboliseret i Agrestic. Ikke bare Nancy, men masser af seriens karakterer, er så optagede af at udstråle det “rigtige” udadtil, at de er ved at opløses indadtil og det er her serien henter en stor del af sin humor. Når sat op mod forstadens glans, kommer de tiltagende dramatiske ting der sker i Nancy og hendes families liv til at fremstå helt ekstreme. Ikke bare hentes der humor herfra, men der skabes også et reelt drama, fordi det igen og igen føles for seeren, som om husmoderen er på for dybt vand. Hvordan vil hun mon klare sig ud af denne suppedas? Nancy lader ikke til at planlægge så langt frem, men tager problemerne som de kommer, hvilket i sig selv er problematisk af flere omgange. 

Stærk kvinde i front

I den forbindelse er det oplagt at gå ind i hovedrolleindehaver Mary-Louise Parker, som jeg blev introduceret for i denne serie. Hun medvirker ganske vist i film som ‘Red Dragon’ og ‘Red’, som begge er film jeg har set, men af en eller anden årsag har jeg ikke tidligere bidt mærke i hende, hvilket er sært af en årsag: Hun er en af de mest karismatiske skuespillerinder jeg har set i lang tid. Hun gør det formidabelt i den rolle hun har her og kan uproblematisk kombinere det sexede, med humor og stor dramatisk integritet. Seriens skaber siger at ‘Weeds’, som titel kan hentyde til mere end bare potplanter. Mest af alt mener Kohan at det er symbolsk for stædige, seje planter der klarer sig på trods, hvilket også er en meget fin karakteristik af Nancy Botwin selv: Stærk når nødvendigt. I bund og grund er hun dog også sårbar, hvilket ikke er nogen let balance at afspejle som skuespillerinde, men som det altså lykkedes Mary-Louise Parker og serieforfatterne at udvikle og nuancere over seriens 8 sæsoner. Interessant er det at karakteren i øvrigt flere gange udfordres på hendes valg af branche og selv da hun får chancen for at leve et relativt almindeligt liv, kan hun ikke lade være at søge tilbage til den forkerte side af loven. Det er spændende fordi det kræver en selvindsigt hos karakteren, såvel som seriens skabere, at erkende at et almindeligt liv ikke længere er en mulighed for hovedkarakteren og at antihelten kan stilles i situationer, hvor seeren kan blive alvorligt i tvivl om sin sympati for hende.

Doug Wilson har det med at snyde og svindle sig frem til en situation der fungerer for ham.

Hvad ‘Weeds’ kan

Ligeså dynamisk og nuanceret som Parker, er serien selv. Mens de tidlige sæsoner beskæftiger sig, i det mindste delvist, med sorg, er det kendetegnende for hele serien at den er utrolig morsom, på en kantet og til tider decideret provokerende måde. Som del af tidens trend, som lader til at være karakterer i moralske gråzoner, formår serien at trække både dele af sit drama og sin humor fra nogle store spørgsmål og overvejelser. Således prikkes der også til det amerikanske samfund. Der stilles helt grundlæggende spørgsmål ved den amerikanske drøm og hvilke omkostninger det har at bygge sit samfund på tanken om at man er sin egen lykkes smed. For hvad når det hele smuldre? Det spørgsmål stilles igen og igen, i takt med at nogle af seriens karakterer får mindre og mindre styr på deres liv. Det hele kommer måske til at lyde lidt højpandet, men frygt ej, det hele er serveret i en farverig og livlig indpakning der er utrolig nem at gå til. Samtidig er der også karakterer til stede der i en eller anden grad repræsenterer en noget mere håndgribelig humor, som ikke er plat, men bestemt er noget mere low-brow end andre dele af serien. Mest markant på den front er det charmerende røvhul Doug Wilson (Kevin Nealon), der ikke holder igen på nogen fronter og som det er morsomt at se det gå galt for, fordi han basalt set er utroligt usympatisk. Seriens senere sæsoner har undertiden lidt svært ved at finde fokus, men ikke mere end snartsagt alle afsnit indeholder mindeværdige øjeblikke. Forskellen er at seriens bedste afsnit vælter sig i disse.

Promobillede for serien.

Blandt mine favoritepisoder er 3. sæsons afslutning ‘Go’, åbningen af sæson 6: ‘Thwack’ og seriens tredje sidste afsnit, 8. sæsons 11. episode: 'God Willing and the Creek Don't Rise'. Serieafslutningen er todelt og bruger et spring i tid til at samle op på seriens begivenheder, hvilket giver en fin udgang på historien, der også giver masser af hints til tider sæsoners begivenheder. Seriens stærkeste sæsoner er de tre første, hvor satiren er stærkest. Senere opbygges der andre forcer og særligt imod slutningen af seriens forløb, når Nancys børn bliver gamle nok til for alvor at stille spørgsmålstegn ved nogle af de beslutninger deres mor har taget, og Nancy selv begynder at opleve flere og flere af konsekvenserne af sine handlinger, finder serien nogle nye holdepunkter. Parker i centrum og de omgivende spillere holder imidlertid seriens niveau højt hele vejen igennem de 8 sæsoner og overordnet set er det med varme tanker jeg vil tænke tilbage på min tid i selskab med familien Botwin. 

5/6

Billeder (C): Showtime