Hvem glor du på?

Taxi Driver af Martin Scorsese:
Travis Bickle (Robert De Niro) kan ikke falde i søvn om natten og beslutter sig derfor til at bruge tiden fornuftigt. Han tager et job som taxichauffør. Enspænderen overvældes langsomt, men sikkert af de vrede, sårede og ubehagelige kunder han til tider transporterer og bliver bitter på en verden, som han hovedsageligt har oplevet skyggesiderne af. Omstændighederne formildes dog da han forelsker sig i Betsy (Cybill Shepherd), en engageret og smuk ung kvinde. Hans ringe sociale evner skaber imidlertid snart problemer mellem de to og Bickle opsluges atter af bitterhed og afsky for verden.


‘Taxi Driver’ er en dunkel film. Vi trækkes med langt ind i den forstyrrede virkelighed, der er Travis Bickles, og ligesom i Francis Ford Coppolas ‘Apocalypse Now’, synker vi dybere og dybere ned i mørket, såvel som surrealismen, som er anderledes markeret i Scorseses film, men ikke desto mindre tilstedeværende. Robert De Niro vækker Paul Schraders karakter til live, med en naivitet der, mikset med vrede, er en skræmmende cocktail. Modsat John Rambo, en krigsveteran der helt konkret skulle skubbes til grænsen for at koge over, er det for Bickle en mere subtil rejse mod sammenbruddet. Han fremstilles som en utroligt kompleks figur og det taler til Scorsese, såvel som De Niros fordel at man i en eller anden grad fatter sympati for hovedpersonen i ‘Taxi Driver’, som langt hen ad vejen gør alle de forkerte ting. Han viser sin date de forkerte film, lever et simpelt liv og er såvel racistisk som simpel i sin tankegang om at sætte ild mod ild i forhold til gadens mørkere sider. I princippet er hans sorte tanker placeret i en virkelighed og moral vi kan forholde os til, han mener at verden ville være bedre uden al denne ondskab, men tanken om at kunne fjerne det med et snuptag, er naturligvis en kende ekstrem. 
 
Nogle af de stærkeste film der findes beskæftiger sig med veteraner, ikke mindst fra Vietnamkrigen, som er blandt de mest behandlede krige i filmhistorien, fordi den var så kompleks og til stadighed synes at være et ømt punkt for USA. Film som ‘Born on the Fourth July’ beskæftiger sig med de enorme personlige omkostninger krigen havde for soldaterne der kæmpede, men ved deres hjemkomst blev mødt med afsky og optøjer, mens førnævnte ‘Apocalypse Now’ og Oliver Stones ‘Platoon’ beskæftigede sig med krigen mere specifikt. ‘Taxi Driver’ kan meget vel tages med ind under førstnævnte kategori og ses som et billede på den sjælelige destruktion og desillusion med land og loyalitet, krigen forårsagede nogle soldater. Travis Bickle konstaterer at ensomheden altid har fulgt ham og det er således meget passende at netop afskårethed fra omverdenen er noget af det Scorseses film fremstiller allermest klart. Melankolien flyder fra såvel Michael Chapmans stiliserede billedside, som Bernard Herrmanns sidste soundtrack.

Basalt set er dette Travis Bickles film og derfor giver det enorm stor mening at det er ensomheden og vreden der er mest markant i filmens udtryk. Aggressionen kommer såvel frem i Robert De Niros præstation, eksempelvis i filmens mest ikoniske scene, men også i nogle små hektiske klippemæssige øjeblikke, hvor særligt filmens allersidste øjeblikke står tydeligt frem. Fremstillingen af New York City er endnu en af filmens styrkepunkter og ligesom de øvrige elementer medvirker byen til at fremstille hovedkarakterens tab af fornuft og tiltagende desperation. Byens liv er den direkte årsag til Bickles detour, men også en kontrast hertil. Filmen synker langt ned i ubehag, men viser os elementer af en virkelighed vi kan forholde os til, helt modsat Travis, der lader til at være mindre hjemme i dagslysets NYC end det er tilfældet når mørket er faldet på. Han er sunket så dybt ned i sin ensomhed at han er begyndt at søge den i byens mørke gader.

Martin Scorsese har skabt en kompleks film, der, tror jeg, i højere grad end andre film, vil blive oplevet subjektivt. Søger man volden og ubehaget er det at finde her, men det er sørgmodigheden og den menneskelige desperation også. Her er ingen nemme svar, hvilket er ret essentielt, fordi det netop er hvad der frustrerer filmens hovedperson, fordi hans verden er, eller i hvert er blevet, sort/hvid i en sådan grad at han ikke længere ønsker at søge nuancer af grå i sit verdensbillede. Enten er man rigtig eller forkert og når mørket tager til er det ikke givet at manden selv falder på den rigtige side af sit kodeks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar