Jerry Seinfeld spiller i denne serie en version af sig selv. Ligesom virkelighedens Jerry Seinfeld lever også karakteren Seinfeld af at være komiker. Således har han tilsyneladende en del fritid, og denne benyttes ofte i selskab med hans ungdomsven George (Jason Alexander), den tidligere kæreste Elaine (Julia Louis-Dreyfus) og den mildt sagt excentriske genbo Kramer (Michael Richards). Sammen oplever de fire over ikke mindre end 9 sæsoner, en hel række sære episoder, der i sit udgangspunkt dog ofte er meget let relaterbare og på mange måder dermed minder om Seinfelds stand-up. Der er i langt størstedelen af serien ikke nogen fortløbende historie afsnittene imellem (hvilket naturligvis ofte gør sig gældende for sit-coms), men man må give serien at den har så godt styr på sin kontinuitet, at man alligevel føler at karaktererne har erfaret noget fra de foregående afsnits oplevelser.
 |
| Seinfelds stand-up rutiner fungerer ofte som åbning til afsnittene, her er et eksempel fra en af seriens tidlige afsnit. |
Sit-coms var hele årsagen til at jeg ønskede at starte denne blog. Genren er ofte mål for nedgørende kommentarer om banaliteter, dåselatter og ligegyldighed. Det er helt givet at der ligesom med alle andre typer underholdning, er meget langt fra kvalitetsserier, som bl.a. "Seinfeld", til ringere serier indenfor genren, som bedre kan passe til fordommene. For "Seinfeld" er det imidlertid uretfærdigt at smide langt størstedelen af generaliseringerne efter den. For serien er hverken banal eller ligegyldig. Der er stadig latter på lydsporet, men det er en del af genren, og i virkeligheden også dens charme. "Seinfeld" er tv eskapisme når det er bedst, og de fire venner i seriens centrum er alle meget veltegnede karakterer, hvilket naturligvis er væsentligt. Et andet skarpt, og helt centralt, element af serien, er manuskripterne. Serien er blandt de mest velskrevne når det kommer til at få meget ud af lidt, og ligesom karaktererne selv konkluderer, da de i et par meget metaprægede afsnit begynder at skrive en sit-com, er også virkelighedens "Seinfeld" ofte en serie der ikke handler om noget. Det skal selvfølgelig forstås sådan at serien ofte undgår at falde i genrens fælder, og skabe forudsigelige handlingstråde, som ender med at falde til jorden, fordi andre serier har gjort det før, og seeren dermed kan forudse udfaldet af den givne situation. Der er med andre ord ikke særlig meget plot i afsnittene, som alligevel altid har et fint momentum, og ofte fortæller flere små historier undervejs.
Vi er altså ofte overladt til at se karaktererne diskuterer mere eller mindre sære ting. Og selvom serien, efterhånden som den skrider frem i sæsonerne, får mere plot, tabes elementet af smalltalk aldrig. Serien er på dette punkt mesterlig, og ofte utrolig intelligent. Det er imidlertid også karaktererne der gør disse diskussioner så interessante, og skuespillerne gør et fremragende job. Jerry Seinfeld er vitterligt ikke nogen voldsomt dygtig skuespiller, men det gør ikke frygtelig meget, for han har timingen i orden, og da serien kun meget sjældent kalder på egentlig seriøse momenter, rækker Seinfelds evner. De øvrige tre faste medlemmer af vennegruppen er ikke bare "fine" skuespillere, men ofte fremragende. Det kan være svært ikke at holde af Jason Alexanders neurotiske og til tider selvudslettende George, som af og til får lov at fremstå stærkere, men mestendels er af ret nervøs støbning. Julia Louis-Dreyfus viser i Elaine en kvinde med ben i næsen, som fint kan følge med drengene på både skarpe bemærkninger, og lange rants om de mindste ting. Sidst men ikke mindst er Michael Richards vidunderlig som Kramer. Denne sære karakter, som altid henligger en smule i mystik, formår at tage slapstick til et nyt niveau, fordi det integreres så fint i karakteren. Således er det aldrig hverken plat eller generende når Kramer eksempelvis braser ind i et rum eller blot vælter en smule rundt, vi kan ligesom seriens karakterer blot konkludere at det 'bare er Kramer'. Endvidere gør Richards og seriens forfattere også meget for at fremhæve at Kramer, til trods for sin til tider bizarre opførsel, er utrolig vellidt af mange mennesker i seriens univers. I mindre faste roller kan Wayne Knight nævnes i rollen som Jerrys ærkefjende Newman, som er en slesk karakter, som forfatterne ofte benytter, når de har brug for en skummel eller mistænksom personage, til at hjælpe eller afslører vores hovedkarakterer. Fremhæves skal også Jerry Stiller, som Georges far. Stiller spiller her mere eller mindre den samme rolle som mange vil kende ham i fra den senere "Kongen af Queens". Han kan imidlertid også netop det, og gør sig fint i serien, selvom jeg er sikker på at nogle vil finde ham mere generende end morsom.
Hvorfor er serien så fremragende? Personligt vil jeg tro at det er fordi serien er meget nem at gå til, og på den måde utrolig velfungerende og stærkt underholdende. Man forsøger ikke at komme med de store forkromede fortællinger, men mindre kan også gøre det, og serien tager i sit forløb mange emner op, som kan anses for værende tabu, og måske i endnu højere grad var det da serien løb over skærmen i løbet af '90erne. Ting som sex, race og homoseksualitet tages op i løbet af serien, og der gøres ofte grin med den politiske korrekthed. Altsammen gøres det med legende lethed, og der er aldrig noget der virker forceret. Sit-coms er ofte forbundet med, udover humor, ekstensiv brug af patos og sågar eftertænksomhed. Det er en hårfin balance, som "Seinfeld" som sådan ser stort på, og det klæder den overraskende nok. Man kan med rette sige at der ikke findes andre serier i genren der er helt ligeså nonchalant i sin humor som denne, og det er både seriens styrke og svaghed i mine øjne. Jeg kan egentlig meget godt lide en smule patos, men særligt når man nu har valgt det fra, er der nogle ting man måske burde have udeladt. Eksempelvis bliver en karakter abrupt aflivet ved slutningen af en sæson, og selvom serien som altid følger dette til dørs, og sågar også hentyder til det i den nye sæson, er det trods alt en smule svært ikke at føle en stikkende sær fornemmelse af at man måske burde have gjort en smule mere ud af at vise, en eller anden form for sorg. Samtidig, og nu viser min splittelse sig formentlig, er det heller ikke dårligt håndteret. Der er i den handlingsmæssige sammenhæng en årsag til at dødsfaldet ikke tages tungere.
Jeg har allerede en gang konstateret det, men lad mig lige opsummere: "Seinfeld" er fremragende som eskapisme og indeholder nogle gode grin undervejs. Det skal man i sig selv ikke kimse af. Tilføjer man derefter de velskrevne karakterer, og seriens gode fornemmelse for kontinuitet, står man alt i alt tilbage med en serie der underholder, og måske ikke efterlader en bevæget, eller med en morale, hvilket i sig selv kan være farligt, men i stedet efterlader en med en lille smule mere eftertanke omkring hverdagsfænomener, og en lidt lettere fornemmelse i kroppen. Og så er det i øvrigt slående hvor højt et niveau seriens 174 episoder opretholder, over de 9 sæsoner de er fordelt på.
Vi er altså ofte overladt til at se karaktererne diskuterer mere eller mindre sære ting. Og selvom serien, efterhånden som den skrider frem i sæsonerne, får mere plot, tabes elementet af smalltalk aldrig. Serien er på dette punkt mesterlig, og ofte utrolig intelligent. Det er imidlertid også karaktererne der gør disse diskussioner så interessante, og skuespillerne gør et fremragende job. Jerry Seinfeld er vitterligt ikke nogen voldsomt dygtig skuespiller, men det gør ikke frygtelig meget, for han har timingen i orden, og da serien kun meget sjældent kalder på egentlig seriøse momenter, rækker Seinfelds evner. De øvrige tre faste medlemmer af vennegruppen er ikke bare "fine" skuespillere, men ofte fremragende. Det kan være svært ikke at holde af Jason Alexanders neurotiske og til tider selvudslettende George, som af og til får lov at fremstå stærkere, men mestendels er af ret nervøs støbning. Julia Louis-Dreyfus viser i Elaine en kvinde med ben i næsen, som fint kan følge med drengene på både skarpe bemærkninger, og lange rants om de mindste ting. Sidst men ikke mindst er Michael Richards vidunderlig som Kramer. Denne sære karakter, som altid henligger en smule i mystik, formår at tage slapstick til et nyt niveau, fordi det integreres så fint i karakteren. Således er det aldrig hverken plat eller generende når Kramer eksempelvis braser ind i et rum eller blot vælter en smule rundt, vi kan ligesom seriens karakterer blot konkludere at det 'bare er Kramer'. Endvidere gør Richards og seriens forfattere også meget for at fremhæve at Kramer, til trods for sin til tider bizarre opførsel, er utrolig vellidt af mange mennesker i seriens univers. I mindre faste roller kan Wayne Knight nævnes i rollen som Jerrys ærkefjende Newman, som er en slesk karakter, som forfatterne ofte benytter, når de har brug for en skummel eller mistænksom personage, til at hjælpe eller afslører vores hovedkarakterer. Fremhæves skal også Jerry Stiller, som Georges far. Stiller spiller her mere eller mindre den samme rolle som mange vil kende ham i fra den senere "Kongen af Queens". Han kan imidlertid også netop det, og gør sig fint i serien, selvom jeg er sikker på at nogle vil finde ham mere generende end morsom.
Hvorfor er serien så fremragende? Personligt vil jeg tro at det er fordi serien er meget nem at gå til, og på den måde utrolig velfungerende og stærkt underholdende. Man forsøger ikke at komme med de store forkromede fortællinger, men mindre kan også gøre det, og serien tager i sit forløb mange emner op, som kan anses for værende tabu, og måske i endnu højere grad var det da serien løb over skærmen i løbet af '90erne. Ting som sex, race og homoseksualitet tages op i løbet af serien, og der gøres ofte grin med den politiske korrekthed. Altsammen gøres det med legende lethed, og der er aldrig noget der virker forceret. Sit-coms er ofte forbundet med, udover humor, ekstensiv brug af patos og sågar eftertænksomhed. Det er en hårfin balance, som "Seinfeld" som sådan ser stort på, og det klæder den overraskende nok. Man kan med rette sige at der ikke findes andre serier i genren der er helt ligeså nonchalant i sin humor som denne, og det er både seriens styrke og svaghed i mine øjne. Jeg kan egentlig meget godt lide en smule patos, men særligt når man nu har valgt det fra, er der nogle ting man måske burde have udeladt. Eksempelvis bliver en karakter abrupt aflivet ved slutningen af en sæson, og selvom serien som altid følger dette til dørs, og sågar også hentyder til det i den nye sæson, er det trods alt en smule svært ikke at føle en stikkende sær fornemmelse af at man måske burde have gjort en smule mere ud af at vise, en eller anden form for sorg. Samtidig, og nu viser min splittelse sig formentlig, er det heller ikke dårligt håndteret. Der er i den handlingsmæssige sammenhæng en årsag til at dødsfaldet ikke tages tungere.
Jeg har allerede en gang konstateret det, men lad mig lige opsummere: "Seinfeld" er fremragende som eskapisme og indeholder nogle gode grin undervejs. Det skal man i sig selv ikke kimse af. Tilføjer man derefter de velskrevne karakterer, og seriens gode fornemmelse for kontinuitet, står man alt i alt tilbage med en serie der underholder, og måske ikke efterlader en bevæget, eller med en morale, hvilket i sig selv kan være farligt, men i stedet efterlader en med en lille smule mere eftertanke omkring hverdagsfænomener, og en lidt lettere fornemmelse i kroppen. Og så er det i øvrigt slående hvor højt et niveau seriens 174 episoder opretholder, over de 9 sæsoner de er fordelt på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar