Moonlighting

80erne bød på mange humoristisk prægede tv-serier. Meget længere var der ikke imellem detektivserierne, hvor spændende plots uge for uge blev løst. Mere sjælden er "Moonlighting" som kombinerer humor med detektivelementer og tilsætter en romance. Egentlig er det David Addison Jr. (Bruce Willis) der er detektiv, men da firmaets ejer, den smukke Madelyn Hayes (Cybill Shepherd) kommer i økonomiske vanskeligheder, beslutter hun sig for at nedlægge detektivfirmaet. Da hun i den forbindelse tager på et besøg hos Addison og kompagni, bliver det imidlertid svært for hende at følge sin plan til dørs. For selvom aktiviteten ikke er stor hos Addisons hold, er manden selv så generende og charmerende, at Maddie har svært ved at holde sig væk og snart slutter sig til ham.

 
"Moonlighting" endte med at strække sig over 5 sæsoner, og selvom det ret hurtigt i seriens forløb bliver tydeligt, at mindre nok kunne have gjort det, er der stadig tilpas mange mindeværdige momenter i seriens forløb, til at den er anbefalelsesværdig. Jeg skal for en god ordens skyld understrege at jeg ikke har haft mulighed for at se seriens 5. sæson. Ikke desto mindre er serien særegen af flere årsager. Mest fremtrædende af disse er måske de mange fremragende manuskripter som ligger til grund for serien, særligt i dens indledende to sæsoner. Således er serien kendt for de hurtige replikvekslinger, og det faktum at karaktererne ofte får lov at komme i så ophedede diskussioner, at de ikke engang stopper for at lade hinanden tale, men i stedet blot råber i munden på hinanden. Disse momenter er ofte yderst velfungerende fordi arbejdet med replikkerne tydeligt er stærkt, og selvom visse momenter er mærket af tidens tand, kan seriens dialogmæssige side oftest fungere uafhængigt af tidsperioden. Årsagen til dette er formentlig at man fra skabernes side ikke gør et for stort nummer ud af at komme med rappe referencer til samtiden, men i stedet fokuserer på at lade humoren og dramaet komme fra hovedkaraktererne - noget der i de senere sæsoner blev problematisk, idet seriens to stjerner, Bruce Willis og Cybill Shepherd, blev tiltagende mere interesserede i de ting der foregik udenfor skabelsen af serien. Willis var netop slået igennem på det store lærred, med sin debut som actionstjerne i "Die Hard", og Shepherd fik omkring samme tid tvillinger.

Intet er der dog at mærke i seriens første par sæsoner, hvor såvel skuespillerne som det generelle arbejde på serien er af højt niveau. For også i brugen af tekniske virkemidler er serien meget bevidst opbygget. Arbejdet bag kameraet er en stor del hvad der gør serien så underholdende, og særligt også grund til at den er så stemningsfuld. Lyset er ofte et stærkt element, og medvirker til at særligt de mere romantisk prægede scener bliver blandt seriens mest velfungerende elementer. Mere akavede bliver actionelementerne til tider. Det er utvivlsomt disse der lider mest under tidens tand, og selvom eksempelvis biljagterne ofte er underholdende, er de øvrige elementer ofte for platte. Til tider er det naturligvis bevidst fra seriens side at de er fjollede, men det går til tider over gevind, og særligt begynder man i seriens senere sæsoner at fornemme en metaltræthed idet at hvert afsnit skal afsluttes med en fjollet jagtscene, ofte indvolverende Willis der løber med Shepherd i en kørestol, vasketøjsvogn eller tilsvarende pjattede ting på hjul. Langt mere spændende er det, når serien forsøger sig med diverse eksperimenter. Heriblandt kan fra seriens 2. sæson nævnes "The Dream Sequence Always Rings Twice", som er optaget delvist i sort/hvid. Ikke alene er dette afsnit blandt seriens smukkeste, rent visuelt, men det er også i afsnit som denne, at den selvrefererende humor fungerer bedst. Et andet eksempel er en stopmotionsekvens, der i en senere sæson er et af højdepunkterne. Min absolutte favoritepisode må dog være juleepisoden "Twas the Episode Before Christmas", som er en af seriens mest hjertevarmende episoder, og selvom den for nogle sikkert vil fremstå sentimental, rammer den for undertegnede højdepunktet for alt det der gør "Moonlighting" til en fremragende serie.

Et eksempel på et af de smukke sort/hvide billeder fra særepisoden "The Dream Sequence Always Rings Twice".

Det er ikke så få gange i seriens forløb at den såkaldt "fjerde væg" brydes, og der tales direkte, og ofte selvrefererende, til publikum. Hvad ikke brydes er til gengæld karaktererne. Bruce Willis, Cybill Shepherd, Allyce Beasley og senere Curtis Armstrong, er altid i deres karakterer. Willis og Shepherds karakterer er skabt som modsætninger, og deres konstante sammenstød, er oftest et resultat af deres fuldstændigt forskellige livssyn. Deri ligger naturligvis også deres romance, og denne er utvivlsomt hele seriens fundament. Selv sagerne er oftest skabt udfra et ønske om at vise nye sider af de tos forhold, og det er da også hvad der i enkelte afsnit får sagerne til at virke lidt overflødigt påtrængende. Her er balancen ikke altid optimal. Ikke desto mindre spiller både Willis og Shepherd fremragende, og særligt Willis er meget fri i sit spil, i forhold til nogle af de roller han senere har spillet. Beasley og Armstrong er dog ikke så lidt vigtige, for det er de to der i løbet af serien bringer ny energi og særligt humor, til en serie der langsomt begynder at blive tungere på intriger end humor.


 
Det skinner forhåbentligt igennem i denne anmeldelse, at jeg holder meget af "Moonlighting". Jeg finder serien blandt de mest charmerende og indtagende af sin slags, og selvom niveauet ofte svinger faretruende, er det svært ikke at have en overordnet god fornemmelse af serien, hvis hjerte og sjæl aldrig lader til at forsvinde. Lige fra det fængende tema der indleder serien (og desværre revideres midtvejs i seriens forløb), til de stemningsfulde billeder og de velskrevne replikker, er "Moonlighting" en serie der i den grad er værd at sidde igennem. Som en sidenote kan det dog bemærkes at man ikke skal forvente sig meget af kommentarsporene på DVDerne, idet de ofte er fyldt med stilhed, og kun enkelte gange har virkelig informationsværdi. 

4/6