Når det kommer til sit-com set-ups bliver det næsten ikke mere klassisk end dette. Carrie (Leah Remini) og Doug Heffernan (Kevin James) har været gift nogle år da Carries far Arthur (Jerry Stiller) pludseligt mister sin kone. Snart derefter kommer den distræte gamle mand i sin forvirring til at brænde sit hjem ned, og står nu uden tag over hovedet. Således varer det ikke længe inden Carrie går til sin mand efter hjælp, og Doug må efter nogen overtalelse give efter, og opgive husets kælder, som hidtil har været tv- og sportsrum, men nu skal benyttes til beboelse af Arthur. Det giver naturligvis en hel række problemer, særligt for Doug og hans venner, der nu er henvist til garagen når det store tv skal benyttes.
Hvis der er et emne der er mest gennemtærsket når det kommer til sit-coms og andre former for komedie, er det parforhold. Forskellene mellem de to køns måde at tænke på, og særligt måden hvorpå disse støder sammen når et giftemål indgås, er enormt omdiskuteret. Senere skal vi komme ind på serier der lader disse problemstillinger tage overhånd, og enten gør det ene køn for usympatisk og bosset ("Everybody Loves Raymond") eller har en tendens til at idyllisere for kraftigt ("According to Jim"). Nærværende serie gør dog mange ting rigtigt på denne front. Parret i centrum sættes i en anderledes situation da karakteren Arthur introduceres og det sætter naturligt nok deres parforhold på prøve. Ikke at de selv har problemer med at sætte hinanden i problematiske situationer fra tid til anden, men Arthur gør en fremragende figur i sin funktion som ældre herre, som nærmest kan gøre det ud for et barn. Hvad der imidlertid virkelig adskiller dette par fra andre sit-com ægtepar, er deres ret overvældende fejlbarlighed. For selvom en del episoder tager udgangspunkt i Doug der skal forsøge at vride sig ud af noget han ikke har lyst til (meget på samme måde som Ray i "Everybody Loves Raymond"), er det anderledes her at Carrie også er fejlbarlig. Hvor Doug ofte er barnlig og selvisk fokuseret, er Carrie nogenlunde ligeså selvinvolveret og ofte ret bitchy overfor såvel Doug som de mennesker de omgås. Karaktererne har med andre ord både gode og dårlige sider, hvilket gør dem til mere interessante personer at følge. Endvidere er selve deres forhold ikke perfekt. De vender sig fra tid til anden mod hinanden når de er i kamp med forskellige udefrakommende personer og par. På mange måder er det mere virkelighedstro at de ikke bare bider af hinanden, men også hver især forsøger at skubbe hinanden i forskellige retninger, ofte på meget manipulerende måder. Det er ikke perfekt, men det er de færreste virkelige forhold formentlig heller ikke. Samtidig er det selvfølgelig væsentligt at der ved hjertet af deres ægteskab alligevel ligger en stor styrke, og at de naturligvis altid kommer ud på den anden side af deres problemer med deres kærlighed intakt.
Hvad man kan savne, som eksempelvis "Seinfeld" gjorde så godt, er en større fornemmelse af at karaktererne lærer noget i seriens forløb. Ikke at de nødvendigvis behøver at forandre sig synderligt, men af og til går der repetition i diskussionerne, hvilket giver indtryk af dårlig kontinuitet på et karaktermæssigt plan. Når serien er bedst takler den ret tunge emner fra forældresvigt til racisme, men gør det dog ikke så tilbundsgående som den overlegne "Family Ties". Emner som overvægt, særligt på Dougs side, går ofte igen, og det kan blive en smule trættende i de første sæsoner, hvor man godt kan sidde med en følelse af overdreven gentagelse. Gørende op for seriens fejl er imidlertid persongalleriet. Leah Remini og Kevin James har enorm god kemi, og over tiden får man en god fornemmelse af at deres karakterer er på samme side, og forstår hvor den anden kommer fra. Det er yderligere glædeligt når man får mulighed for at opleve hvor godt de kender hinanden. Særligt Carrie, gives vi indtryk af, har indgående kendskab til sin mand og hans tankegang. Hvad der i øvrigt også er med til at gøre Carrie til en af de stærkere kvindelige karakterer i sit-coms, er hendes kant. Hun er ikke bange for at åbne munden og selvom hun, som nævnt, kan være snerpet, har hun også kapaciteten til at være intelligent særligt følelsesmæssigt. Det er også glædeligt at se at selvom hun kan blive meget bestemmende i forhold til Doug, er hun også i stand til at være på niveau med ham, og være nøjagtig ligeså barnlig som han. Kevin James er i rollen som Doug overraskende fysisk, og driver ofte seriens humor frem med en fin blanding af det let bizarre og det meget reele (se: forventelige). Han bliver imidlertid aldrig så plat som andre seriers hovedkarakterer kan have en tendens til at blive, og undertegnede finder i høj grad at James har sin egen stil og form.
Jerry Stillers præstation som Arthur er velsagtens en af seriens mest tiltalende elementer. Mandens mimik og stemmeføring er unik, og øger mange afsnits underholdningsværdi væsentligt. Selvom han i visse episoder degraderes til b-plot klovn, er der også episoder hvor hans situation reelt tages op til overvejelse. Til dels er mandens samvittighed tynget af hans af og til svigtende fornuft, der blandt andet har resulteret i at han ikke har været jordens bedste far for Carrie, der som konsekvens deraf har levet et ret hårdt liv, han er nu også tvunget til atter at mase sig på hos sin datter. Det er ikke nogen nem situation, og i de episoder der går i dybden med disse sider af karakteren, er blandt undertegnedes favoritter. Derudover er der diverse bikarakterer. Victor Williams' karakter Deacon er interessant, men til tider en smule stereotypt skrevet, men endnu engang er det momenterne hvor alvoren bliver reel at karakteren viser sine styrkesider. Patton Oswalts Spence er sympatisk over tid, og bliver til trods for sin lidt for nedgørende introduktion i sidste ende også gjort til en relativt hel karakter. Gary Valentines Danny og Larry Romanos Richie er som sådan sjælebrødre. Sidstnævnte blev skrevet ud af serien efter eget ønske, og det gavnede utvivlsomt humoren i serien, da Richie ofte stod for den mest fladpandede del af dette. Danny er mindre af en ladies man end Richie skulle være og med sin ofte sære opførsel bliver han ret hurtigt irrelevant som karakter. Så er Nicole Sullivans Holly langt mere interessant, selvom hun til tider sælges en smule billigt af forfatterne, når en eller anden form for ydmygelse skal påfalde en karakter.
Der er nogle meget håndgribelige kontinuitets fejl undervejs. Eksempelvis naboerne Tim og Dorothy der flytter lidt ud og ind, hvilket virker ulogisk. Endnu værre er det dog med Carries søster, som efter de første par afsnit fuldstændig skrives ud. Det er imidlertid mindre ting, og det der i sidste ende vejer serien til den gode side af det middelmådige for mig, er at Doug og Carries forhold fungerer. Som tidligere pointeret er der massere af fejlbarligheder de to imellem, og Arthur ligeså, og det gør deres forhold mere troværdigt, og diskussionerne mere nærværende. Derudover bevæger serien sig langt udenom at være prædikende, til trods for at den til tider lader følelsesprægede scener eksisterer, uden at spolere dem med jokes. Sidst men ikke mindst er der en fin overordnet fornemmelse i de enkelte sæsoner, og der synes oftest at være et mål, hvilket i de sidste to episoder samles ret godt op i én af de fineste serieafrundinger sit-com genren har at byde på. I stedet for at slutte på "blot endnu en episode" eller på anden vis ikke gøre noget ud af 9 sæsoners spas og løjer der når til sin afslutning, tages der endegyldigt fat på et tema som hele vejen har luret under overfladen, og til tider stukket hovedet frem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar