Storbyen, en guitar og en krage

Alternativ 'The Crow' plakat skabt af Daniel Norris.

The Crow af Alex Proyas:
Det er nat. I en ikke så fjern fremtid. Overalt i storbyen brænder husene. Denne nat bryder den brutale Top Dollar (Michael Wincott) og hans voldsfikserede bande ind hos rockguitaristen Eric (Brandon Lee) og hans elskede Shelley (Sofia Shinas). De voldtager og torturerer pigen og sender en byge af kugler ind i kroppen på Eric. Ingen af dem overlever. På årsdagen for det brutale mordorgie lander en krage på Eric' gravsten. Hidkaldt af overjordiske kræfter bryder den afdøde op gennem jorden og vakler, fulgt af kragen, gennem byen til sit knuste hjem. Forblændet af sorg og rasende hævntørst starter Eric sin enmandskrig mod Top Dollar og hans horde. Under kragens beskyttelse er han udødelig - og dødbringende.
(- Fra coveret)

‘The Crow’ er en film der var tæt på aldrig at blive færdiggjort. Som eskaleringen på en kaotisk proces der havde involveret en del uheld, ledte en fejl i en pistol, der var beregnet på at være ladet med blanks, til hovedrolleindehaver Brandon Lees alt for tidlige død. Filmen blev derefter lagt på is og mistede sine økonomiske bagmænd. Først efter at have skabt et nyt produktionsselskab kunne den ufærdige film gøres færdig, med brug af stand-ins og special effects. Alex Proyas filmatisering af James O’Barrs dødsfortælling, var allerede en mørk fortælling og med Lees død hængende over filmen som en skygge, var og er den en sælsom filmoplevelse, der minder meget lidt om den gennemsnitlige tegneseriefilmatisering. Efter at være blevet afvist i sit ønske om at skabe filmen helt i sort/hvid (bortset fra flashbacks), valgte Proyas i stedet at eksperimentere ekstensivt med meget mørke gråtoner og rød hvilket resulterer i et unikt udtryk der emmer af et ubehag, som passer historien utrolig godt. Til at bakke op om filmens stemning blev endvidere inkluderet et soundtrack med kunstnere som The Cure, Nine Inch Nails og Rage Against the Machine. James O’Barr var specielt glad for at The Cure besluttede at lave et nummer til filmen, da de havde været en stor inspiration for ham i arbejdet med tegneserien. O’Barrs glæde ved musik var også blandt årsagerne til at man i filmversionen af ‘The Crow’ gjorde Eric Draven til guitarist frem for mekaniker, som var hans hverv i tegneserien.  

‘The Crow’ er sandsynligvis den tegnefilmatisering jeg har oplevet der har talt mest til mig. Den dunkle fortælling syder af Eric Dravens bitre vrede og melankolske tilbageskuen på tiden der lå forud for den uheldssvangre nat hvor han selv og hans brud blev slået ihjel. Fortælling er på en og samme tid kold grundet det visuelle udtryk og byens næsten totale fravær af medmenneskelighed, men samtidig er der en ekstrem varme i de karakterforhold vi trods alt introduceres for. Det bedste eksempel herpå er den unge Sarah (Rochelle Davis) og hendes forhold til både Eric selv, men også Sergeant Albrecht (Ernie Hudson), som hun over tid kommer nær. Således er filmen på ingen måde den dødshyldest, som de der pådutter den det stupide begreb “emo”, mener er tilfældet. Død og sorg er en stor del af filmens tema, men det er livet og glæden også. Der er med andre ord glimt af lys i den sørgmodige historie. Der er sågar en smule opmuntring at finde i den bittersøde og ganske rørende slutning. Filmen byder i det hele taget på mange bevægende øjeblikke og selvom der også er en mere traditionelt actionpræget del i plottet, gives der rigtig megen plads til Proyas stil og sælsomme momenter, som blandt andet tæller en guitarsolo der spilles udover byens tage.

Der er med andre ord ikke den store tvivl i mit sind om at filmen hovedsageligt er drevet frem af følelserne og stemningerne i filmen. Det til trods er der som nævnt også en række actionsekvenser inkluderet, som er mindst ligeså velkomponerede som de mere følelsesladede dele af filmen. Den største årsag til at de fungerer så godt, er at Erics historie bygges så grundigt op, at publikum føler med ham og er med i hans vrede når han begynder at tage sin hævn. Proyas er derudover enormt dygtig til at lave nogle dynamiske overfald der passer ind i hans univers og balancerer linjen mellem det overnaturlige, som er en meget naturlig del af en mand der er vendt tilbage fra de døde, og en en råhed der, på sin vis, får oplevelsen til at fremstå realistisk i en eller anden grad. Det virker, i filmens univers, ikke usandsynligt at tingene kunne forløbe som de ender med at gøre. Ligesom det er tilfældet med ‘Dark City’ fra 1998, er netop universet i ‘The Crow’ bygget op på en glimrende måde. Det helt konkrete udseende af byen, og den ringe tilstand den er i, giver yderligere incitament til at ønske at Draven skal lykkedes i sit forsøg på at rense byen bare en smule.

Jeg kan ikke helt beslutte mig for hvilken af Proyas to spillefilm fra 90erne jeg synes bedst om, men umiddelbart foretrækker jeg ‘The Crow’, sandsynligvis mest af alt fordi det er den jeg har set flest gange. Filmen har et unikt udtryk, som på fin vis kombinerer enorm vrede med stor melankoli og alt i alt udgør en oplevelse, der er en smuk svanesang for den unge Brandon Lee, til hvem filmen da også er dedikeret.   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar