Du må tage en blodig hævn - dette er de sidste ord, som Yukis mor presser over sine læber, inden hun udånder. Under hele sin opvækst lærer den unge pige, at meningen med livet, er at søge hævn over de forbrydere, der myrdede hendes far og bror og som forbrød sig mod hendes mor. Oplært som lejemorder, er Yuki klar til at udleve sin mors drøm i skikkelse af den hævnende engel Lady Snowblood!!!
(- Resume fra Another World Entertainment)
Another World Entertainment, som jeg også har lånt resumeet af ‘Lady Snowblood’ fra, har været så venlige at udgive den japanske film i Danmark. På bagsiden af den fine udgivelse, får man kraftigt understreget at dette er “filmen der inspirerede Quentin Tarantinos Kill Bill film”. Det er da heller ikke svært at se nogle af elementerne fra særligt den første ‘Kill Bill’ i denne film. Lucy Lius karakter fra den film, er blandt de tydeligste af disse elementer. I endnu højere grad har Tarantino ramt det, som er hvad der gør ‘Lady Snowblood’ så fremragende: Stemningen. Der er noget med det japanske sprog, sneen og Toshiya Fujita måde at fremvise disse ting på, der gør nærværende film til en særdeles stemningsfuld og unik filmoplevelse. Følelserne synes på mange måder ekstremt trukket op. Når det er vreden der er markant, er den det virkelig og det gælder i særdeleshed også for melodramaet og de øvrige følelser der fylder i filmen. Der er en poesi i de følelser der bydes på, som ofte opstår af den stilhed der ligger mellem de relativt mange drab, filmen alligevel indeholder. Ligesom det var tilfældet i Sergio Leones spaghettiwesterns, som eksempelvis ‘Once Upon a Time in the West’ er der lagt væsentligt mere i de ting der foregår mellem aflivningerne. Optakt og efterspil er i langt højere fokus for instruktøren og det er en del af hvad der gør filmen mindeværdig.
Jeg er kommet lidt bagvendt til ‘Lady Snowblood’. Ikke alene så jeg ‘Kill Bill vol. 1’ før jeg så denne, det var igennem Meiko Kajis musik, som jeg hørte i førnævnte Tarantino film, jeg fandt interesse for filmen. Kajis musik er faktisk en rigtig fin måde at komme i stemning på og hun har da leveret temaet til ‘Lady Snowblood’. Ligesom filmen selv er Kajis univers en blanding af skønhed, mørke og stærk emotionalitet. Filmens stemning, som jeg bliver ved at vende tilbage til, er svær at beskrive, men en meget simpel måde at forstå den på, er ved blot at se filmens mørke åbningssekvens. Den snigende og beskidte fornemmelse, som på sælsom vis bliver smuk og poetisk i filmens forløb, er i nogen grad indeholdt allerede her og er man fascineret det mindste efter denne indledning, ville jeg være meget overrasket. Ligesom det var tilfældet med ‘The Matrix’, kan man desværre også med ‘Lady Snowblood’ benytte fortsættelsen til at se hvad der gjorde originalen god, fordi der i fortsættelsen (eller i Matrix’ tilfælde fortsættelserne) trædes ved siden af, netop fordi originalens forcer glemmes. ‘Lady Snowblood 2: Love Song of Vengeance’ er mere plottung end originalen. Selvom den oprindelige film ikke helt kan kaldes simpel, er hævnplottet heri som udgangspunkt ret nemt at gå til. Det er til at tage og føle på og i stedet for at gøre det for omfangsrigt, vælter instruktøren sig i stemninger, følelser og lader filmens begivenheder vægt. I film nummer to er det som om Fujita glemmer hvad der gjorde originalen stærk og filmen er en rodet størrelse, der retter fokus de forkerte steder hen. Dermed ikke sagt at den er fuldstændig berøvet for kvaliteter, men der er i mit sind ingen tvivl om at nærværende film, er en væsentligt bedre film end det er tilfældet med fortsættelsen.
Det var overraskende svært at sætte ord på ‘Lady Snowblood’s kvaliteter, ikke fordi der ikke er rigeligt af dem, men fordi den i høj grad er en helhedsoplevelse. Fortællingens udformning går op i en højere enhed. Blodet, sneen og kvinden i hvidt forenes i en morderisk og bagvendt kærlighedshistorie, der er ligeså fascinerende som den er mindeværdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar