Den mørke ridder

Plakaten er lavet af
Daniel Norris.

The Dark Knight af Christopher Nolan:
Christopher Nolan reintroducerede i ”Batman Begins” den klassiske superhelt, med en anderledes og spændende baggrundshistorie, og for en gangs skyld undlod han at smide vor helts mest bredt kendte nemesis i hovedet på publikum fra første færd. I ”The Dark Knight” er jokeren dog atter klar, og det i den måske mørkeste version vi endnu har set. Jokerens kamp i mod Batman bliver i denne film gjort til samfundets kamp imod uorden. Orden imod kaos. Batmans største styrke, og til tider største svaghed, hans tiltro til menigmand, bliver sat på prøver af den gale Joker, som i høj grad foretrækker at sætte mennesker op til ballade, uden selv at skulle ”trykke på aftrækkeren”, men heller ikke er bange for at få fingrene beskidte hvis ikke det kan være anderledes.

Hvad er så fantastisk ved denne film? Hvad har gjort at den har ramt så bredt ud, også i mainstream kulturen? Hvad gør Chris Nolan for denne genre, som ingen før ham har gjort?

Denne film har et, for en actionfilm, ret langsomt tempo. Der bliver plads til opbygning af såvel scenarie, som karakterer. Det langsomme tempo, er dog ikke mere langsomt end at det indledende bankrøveri naturligvis er ganske dramatisk og anspændt, og meget godt sætter standarden for hvordan man fanger sit publikum øjeblikkeligt. Derudover viser det også Jokerens metoder. Det her med at han foretrækker at skubbe situationen til eskaleringspunktet, og så lade menneskets små beskidte fejlagtigheder gøre resten af arbejdet. Han er ikke efter penge, eller noget i den stil. Han har ikke andet mål end at indsætte kaos som den øverste magt, og det er det der gør ham så farlig. Alle karaktererne i denne film, selv de mindste, bliver på den ene eller anden måde skubbet af en eller anden form for omstændighed. Både Harvey Dent og Batman har en svaghed i Rachel, og det udnytter Jokeren til fulde. På samme måde skubbes selv en relativt lille karakter som Gordon helt ud til kanten, da hans familie står for skud. Således nedbrydes alle disse store mænd. Indefra.

Det grundlæggende anderledes ved ”The Dark Knight” er at det ikke er de (i øvrigt veludtænkte) action sekvenser som står i centrum, men karakterernes menneskelighed, nedbrydelighed og sårbarhed. Det kræver blot den rette provokation at drive folk til korruption eller anden form for ondskab. Jeg tror at selv i et mainstream publikums øjne er det en lille genialitet, som hurtigt skinner igennem. Samtidig er dette også netop hvad der gør filmen så unik.

En superheltefilm er hvad den er. Vi har set tusindvis af dem: ”Spider-man” som var en actionfyldt film, med nogle gode præstationer, men et overordnet set lidt tamt plot, og et måske lidt åbenlyst valg af hovedskurk, ”The Hulk” (måske ikke den mest oplagte, men lige det der faldt mig ind) som i den seneste udgave var flot, men stadig efterlod en med et ønske om mere indhold. Der er massevis af disse eksempler, og det lader til at Chris Nolan med denne mørkere, mere realistiske vision har opnået et bredere publikum, nok især kommercielt, hvor den gennemsnitlige filmseer, måske ikke har lyst til at skulle se en gotisk vision ala Burton.

At komme uden om Heath Ledgers indflydelse i forhold til denne film er umuligt. Ikke alene leverer han en kraftpræstation, som formentlig er den allerstærkeste i hvad der blev en al for kort karriere, men hans død umiddelbart før filmens udgivelse, har formentlig også boostet den kommercielle interesse. Det er en lidt mørk påstand, men ikke desto mindre også en sand en af slagsen. Det minder mig lidt om den første gang jeg så ”The Crow” og fik den introduceret bl.a. med historien om Brandon Lees tragiske død under optagelserne af filmen. Disse maskerede præstationer har i forvejen et vist mørke i sig, idet at skuespillerens ansigter er skjulte, og i begge disse to tilfælde leverer skuespillerne pragtfulde præstationer bag disse masker. Det at døden bliver blandet ind i det også, tilføjer en smule af virkelighedens mørke til to i forvejen mørke film.

Den delvise brug af IMAX teknologien er også med til at give denne film en kraftfuldhed der er slående. Åbningssekvensen er et godt eksempel på dette, fordi den, som tidligere nævnt, øjeblikkeligt absorberer publikum med sin storhed. Et element der også tilføjer til nævnte storhed, er Hanz Zimmer og James Newton Howards fantastiske score. Hvor især Jokerens truende tema er øjeblikkeligt genkendeligt.

Hvad er så fantastisk ved denne film? En velskrevet historie, eminent eksekvering og et hamrende godt cast, som fra Bales semi-growlende Batman til Oldmans udmattede betjent er så overbevisende, at især sidstnævntes præstation imod slutningen af filmen, efterlod mig med en lille klump i halsen, og en hamrende puls.

Det er filmmageri når det er allerbedst.