The Matrix af Wachowski Brødrene
Kritisk øjeblik: Skal man vælge den blå eller den røde? Nej, det er ikke en bombe, der skal demonteres i sidste sekund. Neo (Keanu Reeves) skal vælge en pille. Den ene vil ikke forandre noget og verden anno 1999 vil for Neo se nøjagtig ud, som den gør nu. Den anden derimod vil åbne hans øjne for "sandheden".
(- Resume fra kino.dk)
Hvad lærte den kollektive filmverden ikke af "The Matrix"? Det er ikke bare et spørgsmål der er relevant for de mange actionfilm der forsøgte, og til stadighed forsøger, at gøre Wachowski brødrene kunsten efter. Det er også et spørgsmål der kan stilles i forbindelse med de to opfølgere til denne mesterlige sci-fi film. For nok tilførtes filmverdenen via denne film et nyt sæt special effects og de mere unikke momenter af coolness er bestemt ikke gået tabt på andre filmskabere, men der var noget helt centralt både andre og tilsyneladende også Wachowski brødrene selv missede. Hvor det kan gå galt for sci-fi, er når de mange spørgsmål der stilles partout skal besvares. Således er det en del af "The Matrix" underholdningsværdi at den har en god balance mellem et interessant grundkoncept, nogle intelligente overvejelser samt et univers som vi får nok at vide om til at kunne følge, men ikke nok til at vi mister interessen. Der er en kant af noget ukendt. Et sted seerens egen fantasi kan få frit løb og fylde hullerne ud. Kort og godt får vi ikke alt skåret ud i pap, hvilket efterlader oplevelsen så tilpas fyldt med mystik, at selv gentagne gensyn ikke udtømmer oplevelsen.
Der er lavet endeløse jokes med Keanu Reeves' præstation i særligt de to senere Matrix film, men også her er Neo en sært stiv karakter. Det vil sige. Sært er det ikke i så høj grad her. Manden kommer fra et hverdagstrummerum som har efterladt ham tom og ligegyldig overfor omverdenen. Det giver således en form for mening at han er som han er her, og som indgangsvinkel til et omfangsrigt parallelunivers virker hans karakter rigtig fint i denne film. Personlighedsmæssigt er det øvrige karaktergalleri så tilpas farverigt at det hurtigt gør op for Neos lidt stive fremtoning. Uden at det skal blive til en endeløs fremsigelse af navne, er karakterer som Morpheus (Laurence Fishburne), Trinity (Carrie-Anne Moss) og Hugo Weavings uforglemmelige kolde Agent Smith svære at slette fra hukommelsen. I det hele taget er filmen en svær størrelse at ligge fra sig, for hvor mange vil ikke kunne genkende fornemmelse af at verden synes uvirkelig? Det er de små øjeblikke i livet hvor man pludselig i et glimt føler at se verden og sin egen situation udefra, som filmen leger med. Den prikker til nogle ømme spørgsmål og selvom den ikke er en decideret satire, skubber filmen måske alligevel til et samfund der har en tendens til at værdsætte de der holder sig på linje med alle andre, og så vidt muligt ikke skiller sig ud.
På sin umiddelbare overflade er det den for tiden revolutionerende action der særligt gør sig bemærket i al sin pomp og pragt. De flashy læderjakker, solbriller og stakkevis af automatvåben, er i princippet alt for meget, men fungerer i filmens visuelle univers grundet grundidéen og opsætningen af historien. Det hele kan være over the top fordi det i princippet er noget der foregår i en computerverden. Endnu et punkt hvor efterfølgerne i nogen grad fejler, fordi de skubber disse grænser skridtet videre, uden at der egentlig er andet formål med det end netop at gøre det. Med den negativitet udstødt er det ikke svært at forstå at man har forsøgt at fortsætte disse karakterers historie, for selvom denne films slutning fint kunne have været forblevet åben, er der masser af spørgsmål at grave ned i, og grundlag for episke kampe, som da også til dels dukker op i efterfølgende. Der var da også en virkelig god ting der dukkede op af hele forsøget på at fortsætte og udvide, men det vil vi komme ind på senere. "The Matrix" satte sig spor, og selvom man kan sige det samme om den enormt intetsigende "The Blair Witch Project", er Wachoski brødrenes film i sig selv en fremragende filmoplevelse, der mikser mainstream action og sci-fi med relevant symbolik, æstetik og sågar intelligens, hvilket langt fra er selvsagt i Hollywoodsammenhæng.
En ting er at en film kan ændre et filmmarked bare en smule, en anden ting er at gøre en markant forskel og noget helt tredje er det ikke at fortabe sig i sine egne gode idéer. Det er lykkedes i "The Matrix", som er nemt tilgængelig, fordi den er fandens underholdende, men også prikker til en norm som kan være ganske relevant at skubbe. Måske var verden ikke forandret i kølvandet af nærværende film, men det var dele af filmverdenen, det store spørgsmål er så bare, om de mange producenter missede hele essensen i hvad der gjorde "The Matrix" til en fremragende film.
Kritisk øjeblik: Skal man vælge den blå eller den røde? Nej, det er ikke en bombe, der skal demonteres i sidste sekund. Neo (Keanu Reeves) skal vælge en pille. Den ene vil ikke forandre noget og verden anno 1999 vil for Neo se nøjagtig ud, som den gør nu. Den anden derimod vil åbne hans øjne for "sandheden".
(- Resume fra kino.dk)
Hvad lærte den kollektive filmverden ikke af "The Matrix"? Det er ikke bare et spørgsmål der er relevant for de mange actionfilm der forsøgte, og til stadighed forsøger, at gøre Wachowski brødrene kunsten efter. Det er også et spørgsmål der kan stilles i forbindelse med de to opfølgere til denne mesterlige sci-fi film. For nok tilførtes filmverdenen via denne film et nyt sæt special effects og de mere unikke momenter af coolness er bestemt ikke gået tabt på andre filmskabere, men der var noget helt centralt både andre og tilsyneladende også Wachowski brødrene selv missede. Hvor det kan gå galt for sci-fi, er når de mange spørgsmål der stilles partout skal besvares. Således er det en del af "The Matrix" underholdningsværdi at den har en god balance mellem et interessant grundkoncept, nogle intelligente overvejelser samt et univers som vi får nok at vide om til at kunne følge, men ikke nok til at vi mister interessen. Der er en kant af noget ukendt. Et sted seerens egen fantasi kan få frit løb og fylde hullerne ud. Kort og godt får vi ikke alt skåret ud i pap, hvilket efterlader oplevelsen så tilpas fyldt med mystik, at selv gentagne gensyn ikke udtømmer oplevelsen.
Der er lavet endeløse jokes med Keanu Reeves' præstation i særligt de to senere Matrix film, men også her er Neo en sært stiv karakter. Det vil sige. Sært er det ikke i så høj grad her. Manden kommer fra et hverdagstrummerum som har efterladt ham tom og ligegyldig overfor omverdenen. Det giver således en form for mening at han er som han er her, og som indgangsvinkel til et omfangsrigt parallelunivers virker hans karakter rigtig fint i denne film. Personlighedsmæssigt er det øvrige karaktergalleri så tilpas farverigt at det hurtigt gør op for Neos lidt stive fremtoning. Uden at det skal blive til en endeløs fremsigelse af navne, er karakterer som Morpheus (Laurence Fishburne), Trinity (Carrie-Anne Moss) og Hugo Weavings uforglemmelige kolde Agent Smith svære at slette fra hukommelsen. I det hele taget er filmen en svær størrelse at ligge fra sig, for hvor mange vil ikke kunne genkende fornemmelse af at verden synes uvirkelig? Det er de små øjeblikke i livet hvor man pludselig i et glimt føler at se verden og sin egen situation udefra, som filmen leger med. Den prikker til nogle ømme spørgsmål og selvom den ikke er en decideret satire, skubber filmen måske alligevel til et samfund der har en tendens til at værdsætte de der holder sig på linje med alle andre, og så vidt muligt ikke skiller sig ud.
På sin umiddelbare overflade er det den for tiden revolutionerende action der særligt gør sig bemærket i al sin pomp og pragt. De flashy læderjakker, solbriller og stakkevis af automatvåben, er i princippet alt for meget, men fungerer i filmens visuelle univers grundet grundidéen og opsætningen af historien. Det hele kan være over the top fordi det i princippet er noget der foregår i en computerverden. Endnu et punkt hvor efterfølgerne i nogen grad fejler, fordi de skubber disse grænser skridtet videre, uden at der egentlig er andet formål med det end netop at gøre det. Med den negativitet udstødt er det ikke svært at forstå at man har forsøgt at fortsætte disse karakterers historie, for selvom denne films slutning fint kunne have været forblevet åben, er der masser af spørgsmål at grave ned i, og grundlag for episke kampe, som da også til dels dukker op i efterfølgende. Der var da også en virkelig god ting der dukkede op af hele forsøget på at fortsætte og udvide, men det vil vi komme ind på senere. "The Matrix" satte sig spor, og selvom man kan sige det samme om den enormt intetsigende "The Blair Witch Project", er Wachoski brødrenes film i sig selv en fremragende filmoplevelse, der mikser mainstream action og sci-fi med relevant symbolik, æstetik og sågar intelligens, hvilket langt fra er selvsagt i Hollywoodsammenhæng.
En ting er at en film kan ændre et filmmarked bare en smule, en anden ting er at gøre en markant forskel og noget helt tredje er det ikke at fortabe sig i sine egne gode idéer. Det er lykkedes i "The Matrix", som er nemt tilgængelig, fordi den er fandens underholdende, men også prikker til en norm som kan være ganske relevant at skubbe. Måske var verden ikke forandret i kølvandet af nærværende film, men det var dele af filmverdenen, det store spørgsmål er så bare, om de mange producenter missede hele essensen i hvad der gjorde "The Matrix" til en fremragende film.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar