Showcase 2012

I modsætning til de tidligere kulturrelaterede skriverier, er denne ikke skrevet som kulturblogger og skal heller ikke betragtes som en decideret anmeldelse, men snarere en overvejelse over en overordnet virkelig god og underholdende aften. Da jeg ikke har kunnet skaffe informationer omkring hvilke spillere der besatte hvilke roller, har jeg valgt helt at udelade spillernavne (for ikke at give forkert information). I stedet fremhæves de roller de enkelte spillede.

Om forestillingen:

Sådan skrives der om "Showcase 2012" på Det Danske Musicalakademis egen hjemmeside, hvor man også kan læse mere om de optrædende for aftenens forestilling og naturligvis også om uddannelsen selv:

"Vi har nu fornøjelsen af at byde velkommen til årets showcase. Vi spiller hver aften fra 25. til 28. juni to forestillinger ”Into The Woods” af Stephen Sondheim og James Lapine instrueret af instruktør og koreograf Lisa Kent , og danmarkspremiere på musicaludgaven af Mel Brooks filmklassiker ”Young Frankenstein” instrueret af instruktør og koreograf Lynne Kurdziel Formato. Forestillingerne akkompagneres af et 13 mands stort orkester med kapelmester Martin Konge i spidsen. Showcasen er et produkt af 5 ugers intensivt arbejde, og er afgangsforestilling for de 8 nyuddannede musicalperformere. Studerende fra 1. og 2. årgang medvirker på og bag scenen."


Into the Woods:
Der var måske ikke proppet i Fredericia Teaters største sal denne, den sidste aften for de musicalstuderendes forevisning, men de fleste sæder var fyldt ud og publikum var utvivlsomt oplagte på at blive kastet i to gange musicalunderholdning, hvilket da også var netop hvad vi blev. Stephen Sondheims stykke "Into the Woods" tager udgangspunkt i flere forskellige eventyrer deriblandt: "Jack og bønnestagen", "Rapunzel", "Askepot" og "Den lille rødhætte". Ved indledningen af stykket ligges der op til tre sideløbende historier, men det erfares snart at det hele er samme univers, og karaktererne snoges hurtigt sammen i et plot der både er genkendeligt og overraskende. Særligt i historiens anden del, hvor man bevæger sig ud over de velkendte historier og det aldrig kendte efterspil tages i betragtning. Utroskab, død og frygt følger på de ellers så tilsyneladende lykkelige slutninger. Det er yderst interessant og ikke mindst morsomt, hvilket begge aftenens musicals har til fælles. For selvom der vandres på grænsen til det alvorlige i aftenens stykke, er humoren oftest forfordelt. Det resulterede i et stykke der i denne versionering (som det ikke vides hvor meget afviger fra originalen) er ganske medrivende og på ganske kuriøs vis nuancerer de eventyrkarakterer, som vi alle kender. Spillerne gav et enormt liv til karakteren og både heksen der holder Rapunzel fanget, rødhætte og særligt bagerkonen var leveret med stor karisma. To hovne prinser er også blandt stykkets mange fortræffeligheder.

Young Frankenstein:
 
Selvom aftenens første forestilling på mange måder var fortræffelig, tog det ikke mange minutter før forestilling nummer 2 havde hevet sit publikum endnu mere eftertrykkeligt med. Det sære miks mellem komedie og mild uhygge var meget rammende. I modsætning til første forestilling blev storskærmen også taget mere i brug og gav næsten filmiske mindelser. Stykket er et twist på den klassisk "Frankenstein" fortælling og omhandler den oprindelige professor Frankensteins barnebarn, der først frasiger sig alt hans bedstefar arbejdede med, men over tid drages ind i sammen besættelse som bedstefaderen. Alt sammen er det blandet op med masser af gak af forskellig art og her bydes der på en del større numre, inkluderende en stort opsat version af "Putting on the Ritz". Ikke så snart var denne forestilling igang, før man var hevet med af de mange skæve karakterer og den meget selvbevidste humor. Udover enkelte gange, hvor jokes blev drevet for langt, er der masser af velplaceret humor at hente her og performerne var superbe i deres både karikerede og charmerende portrætteringer af en række horrorstereotyper. Såvel den unge doktor Frankenstein som hans forlovede, hans blonde assistent og i særdeleshed den pukkelryggede Igor var leveret med noget nær perfekt komisk timing. Forglemmes må ikke husholdersken på Frankensteins slot, hvis navn ikke må benævnes da det får slottets heste til at vrinske. Hvorom alting er var denne del af aftenen en knivspids mere engagerende end den første, og den forunderligt perverse fortælling der er "Young Frankenstein" gjorde sig enormt godt i denne opsætning.


Musical som format:
Fredericia er hjemsted for Det Danske Musicalakademi og det er sandsynligvis blandt årsagerne til at Fredericias egenproduktioner fokuserer på netop den genre. Hvor undertegnede har savnet en smule mere mørke i enkelte af de produktioner teatret byder på, får vi fra Musicalakademiet her nogle stykker der begge er enormt morsomme, samtidig med de indeholder henholdsvis eftertanke og, for "Young Frankenstein"s vedkommende, mere konkret mørke og derigennem en smule kant. Begge stykker var ekseptionelt godt fremført og det falder mig ikke svært at ønske mig mere af den slags i lokalt regi. Hvornår det så bliver tid til en dansk opsætning af "Rocky Horror Picture Show" eller lignende kantede musicalkomedier må tiden vise. Sikkert er det imidlertid at fremtiden ser lys ud for dansk musicalteater. Det er om noget hvad der bliver bevist med denne aftens energiske og nærværende cast, der bragte nogle interessante stykker udover scenekanten til et publikum, som helt åbenlyst fornøjede sig med oplevelsen.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar