Der er mørkt. Man fornemmer mørket igennem, hvad der nærmest kan betegnes som et kighul, og pludselig sidder han der. Jarlen af Rochester. Han fortæller at vi ikke vil kunne lide ham, og at damer såvel som mænd skal tage sig i agt. På den måde er vi kastet ind i filmens handling, undrende, for hvorfor denne direkte henvendelse til publikum? Teatret er det absolutte centrum i denne fortælling, fordi teatret handler så meget om det vi ser. Facaden. Jarlen af Rochester er på samme måde, han er mere overflade end fyld. Ikke at der ikke er masser af vid bagved denne overflade, men han spiller overfladen så overbevisende, at de fleste tror at dette er hans egentlige personlighed. Det skal vise sig at det er det ikke. For da filmen slutter, sidder han der pludselig igen, men nu konstaterer han ikke længere blot at vi ikke vil kunne lide ham, men spørger: ”Do you like me now?” igen og igen, alt imens han forsvinder ud i mørket. Til allersidst kan man se ham tage en tår af sit glas, hvilket viser at vi stadig har at gøre med overfladen. Vi har stadig at gøre med den mand der er så følelsesløs at han må finde sine følelser, enten i alkoholens berusende verden, eller i teatret. Hele filmen er en del af hele den pointe Jarlen forsøger at kommunikerer. Han siger han er ligeglad, hvilket han måske også var engang, men pludselig forstår han livet. Igennem kærligheden forstår han at elske livet, og netop som han når til det højdepunkt, er det hele slut.
Filmisk er ”The Libertine” bevidst rå. Der er masser af billedstøj, som giver billedet en ufin kant der passer perfekt til karakteren. Kulisserne er overbevisende, men bevidst nedspillede, fordi vi har at gøre med en film der nærmest eksklusivt fokuserer på vores hovedperson. Der er ikke meget overflødigt fedt på sidebenene af denne film. Sproget er overvældende, og giver en periode fornemmelse, som er herlig at bevidne. Musikken er et bærende element, og er meget emotionel og storladen, hvilket står i god kontrast til de upolerede billeder. Filmen er fyldt med humor på mange niveauer, der er både jokes langt under bæltestedet, men der er også mere eftertænksomme morsomheder. F.eks. i scenen hvor Jarlen foreslår en maler at han i stedet for at male jarlen og hans hustru, kunne male Jarlen med en abe. Det er virkelig skæv humor, fordi det skaber en ubehagelig stemning imellem Jarlen og konen, men det er samtidig eminent udført af de to skuespillere, fordi hustruen aldeles ikke finder det morsomt, men er såret. Samtidig skammer Jarlen sig også selv over joken, og siger til sin tjener: ”I don't mean to upset people, but I must speak my mind. For what's in my mind is far more interesting than what's outside my mind.”
Skuespillet er naturligvis også i centrum, og vi har måske at gøre med Johnny Depps mest overbevisende præstation. Ikke alene er hans replikker overbevisende talt, og bliver aldrig unaturlige på trods af deres storladne karakter, men indlevelsen er så overvældende, at selv den mest inkarnerede Depp fan må glemme alt om manden selv, og fokuserer fuldstændigt på karakteren, som ligesom filmen er upoleret i sit sprogbrug, og senere i filmen også rent fysisk. Den anden skuespiller jeg vil nævne er Rosamund Pike, som gør et usædvanligt arbejde med sin karakter. Karakteren kunne nemlig snildt have forblevet en forsagt kvinde, som der ofte findes i denne type film, men i stedet bliver hun en stærk kvinde, som virkelig elsker vores hovedkarakter, på trods af alle hans fejl. Scenen hvori Pike og Depps karakter endeligt ventilerer al deres indestængte vrede overfor hinanden, er noget af det mest velfungerende og rørende jeg har set på film. ”The Libertine” er ikke bare et kostumedrama, faktisk er hele den historiske setting ganske underspillet, og som tidligere nævnt, er det Jarlens film og det er ham vi kommer til at fatte sympati for, om han så vil have det eller ej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar