The Tree of Life

I dramaet "The Tree of Life" følger vi den 11-årige Jack, der som sin mor har en stærk sjæl med stort overskud af kærlighed og nåde, mens hans far forsøger lære ham livets mere barske side. Jack forsøger at balancere mellem de to forældres tilgang til livet, men mister for alvor balancen, da han første gang bliver ramt af sygdom, lidelse og død. Hans tidligere så sorgløse verden er nu én stor labyrint, og det fortsætter langt op i livet. Som voksen er han en fortabt sjæl, der forsøger at finde fodfæste i en verden, som ændrer sig konstant. Stille og roligt finder Jack sit ståsted i livet og formår at tilgive sin far og ikke mindst tage de første forsigtige skridt ud i en verden fyldt med håb og lykke.
(- Resume fra Kino.dk)

Det er egentlig ganske omsonst at give sig i kast med at referere plottråden i "The Tree of Life". Ikke fordi filmen er indholdsløs, snarere tværtimod. Filmen har så meget der ligger udover dens umiddelbare fortælling, at det er de færreste referater der kan dække. Lykkeligvis er det en anmeldelse, og ikke et referat der er min hovedopgave at levere. Lad mig i den forbindelse starte med at etablere at jeg ikke er voldsomt velbevandret i Terrence Malick. Den eneste af hans øvrige værker jeg har set er "The Thin Red Line", som jeg var ganske glad ved, men knapt så meget som andre har givet udtryk for. Helt modsat er det med "The Tree of Life". Her var jeg grebet i samtlige minutter. Grundet diverse anmeldelser og omtaler forventede jeg en abstrakt film, hvilket jeg fik, som ville være særpræget og måske endda en smule rodet at følge. Sidstnævnte var langt fra min oplevelse. Jeg fandt hverken filmen så prætentiøs eller knudret som mange har klandret den for. Til trods for at Malick i filmen når at vise en komprimeret, men ikke forhastet version af jordens skabelse, får han samtidig taget sig tid til at fortælle om generationskløfter, menneskelige traumer og dybe emotionelle sår, som er ganske håndgribelige. Dermed ikke sagt at filmen er simpel - på ingen måde - men uhåndgribelig mener jeg bestemt ikke den er.

Fortællingen om en far der opfostrer sine børn ud fra stramme, men velmenende metoder, er utrolig rørende, og fungerer i mine øjne som en kapacitet i sig selv. Både faderen spillet af Brad Pitt, moderen spillet af Jessica Chastain (som burde have hentet sin oscarnominering her) og børnene leverer - med midler der samtidig er simple og komplekse - så universelle præstationer, at de fleste vil kunne forholde eller måske endda relatere sig til et aspekt af karaktererne. Hele filmens force at disse karakterer bliver et billede på alle mennesker. Malick efterlader med sin kobling af den "lille" fortælling og den større skabelseshistorie tilskueren med en fornemmelse af at være blevet præsenteret for noget almenmenneskeligt. De enkelte situationer skifter mellem det meget konkrete og det drømmende, surrealistiske og måske er det her nogle publikummer tabes. Men i stedet for at lade sig afskrække, lyder herfra en stærk opfordring til at holde fast, for der er masser at komme efter i filmen, også selvom man ikke nødvendigvis ønsker at grave for dybt. Selv glæder jeg mig allerede til at gense filmen, da jeg er sikker på yderligere lag er at finde i filmen, som efter min bedste overbevisning er Malicks forsøg på at sætte menneskelivet, såvel som de kvaler vi heri oplever, i relief til selve jordklodens udvikling. Én lang bombastisk overvejelse over tanken "snart er vi her, og snart er vi væk."

Ledsagende filmen er Emmanuel Lubezkis billedside, som ikke lader sig beskrive med ord. Filmen er vitterligt noget af det smukkeste jeg i mit liv har set. Den impressionistiske tilgang der stilmæssigt er taget, giver oplevelsen af at fortællingen leveres glimtvis. Som udpluk af en fælles menneskelig erindring. Noget der understøttes af klipningen, som er meget synlig, og giver en unik rytme og stemning til filmen. Dialogen er, set i forhold til "The Thin Red Line" ret sparsommelig, og billeder fylder utrolig meget i filmen, hvilket gør billedsiden så meget desto mere brilliant. Den fyldige æstetik og stilsikre klipning, løfter tilsammen filmen til uforventede højder, og hvad mange oplever som prætentiøst, bliver for undertegnede en afsløring af hvor naive og simple menneskeheden også, men ikke udelukkende, er. Heri ligger også filmens største bedrift, idet den formår at respektere menneskelige problemstillinger, samtidig med at den viser hvor lidt de betyder i det store billede. En pointe om forskel i perspektiver er hvad der umiddelbart falder mig ind, men det er svært ikke samtidig at sidde tilbage med en fornemmelse af at der til stadighed er mere at komme efter.

Det er nok ikke svært at fornemme at denne film var lidt af en åbenbaring for mig. Med den set forstår jeg i et og samme nu, både hvorfor den ikke har fået flere oscarnomineringer end den har, og hvorfor den burde have haft det. Det er hvis ikke den, så en af de bedste film fra 2011, og en film der med sikkerhed vil finde sin plads blandt mine personlige favoritter i den nærmeste fremtid. Sjældent er naivitet og intellekt set i så smukt samvirke som her.

6/6