Edward Scissorhands


Der var engang en borg højt oppe på en bakke, hvor der boede en opfinder, hvis største skabelse hed Edward (Johnny Depp). Selv om Edward var uimodståeligt charmerende, var han ikke helt perfekt. Opfinderens pludselige død efterlod ham ufuldendt med skarpe blade af metal i stedet for hænder. Edward boede alene i mørket, indtil en venlig dørsælgerske (Dianne West) en dag tog ham med hjem til sin familie og lod ham bo der. Og således begyndte Edwards fantastiske eventyr i et pastelfarvet paradis kaldet Suburbia.
(- Resume fra Dvdoo.dk)


 
Det er velsagtens ingen hemmelighed at Johnny Depp er en af mine favoritskuespillere (til trods for at der efterhånden kan gå lang tid imellem at han rammer rigtigt i sine valg af roller), og Tim Burton har undertegnede heller ikke ligefrem lagt skjul på at have en vis forkærlighed for. Denne film er den af de tos film hvor deres formåen i højeste grad har givet pote. Filmen gør med simple midler alt det man kan ønske sig en god film skal kunne. Ikke alene er historien velfungerende, og tager en frisk vinkel på Burtons evige fortælling om outsideren, den er også melankolsk og elskelig, og på den måde fyldt med gensynsværdi. Det visuelle udtryk etableres ganske hurtigt ved filmens åbning, og modsætningerne er trukket stærkt op. Det mørke slot på toppen bakken ligger usandsynlig tæt ved det ekstremt velholdte villakvarter, som Burton og crew optegner, som en satirisk karikatur. Alting virker ens, og allerede her etableres på den visuelle side det overordnede tema. Det handler om forskellighed, og som nævnt særlig den frygt villakvarterets beboere synes at have for den. Det handler om endvidere om hvor positivt det anderledes også kan ses, hvis man tager mod det med åbne arme. Da byboerne først opdager Edwards ekstremt gode evner med sine saksehænder, kæmper de om hans opmærksomhed. De ellers så pæne mennesker, viser snart deres skyggesider og den naive Edward manipuleres snart til mangt og meget. Edward er uerfaren, naiv og ekstremt loyal - en lettere farlig kombination, hvis loyaliteten gives til de forkerte.

Fremtrædende og vellykket er også humoren i filmen. Hvor Hr. Burtons "Beetlejuice" havde megen sort humor, er denne film indledningsvist mere hældende mod slapstick, når Edward kommer galt afsted med sine manglende hænder. Igen bliver satiren i mellemtiden relevant at fremhæve, for både i nabolagets sladder og i de ofte akavede middagsscener, karikeres noget meget virkeligt, og det munder ud i en vellykket fremvisning af kernefamiliens mest banale sider. Det er en fin balancegang der her udøves, og med få ord leverer særligt Depp i den centrale rolle en god humoristisk præstation. Mest holder jeg af scenen hvor han får fremvist den frisørsalon han muligvis skal overtage, og bliver ved at fryse når han efterligner den rædderlige Joyce' (Kathy Baker) overdrevne gestik. Hvad der for alvor gør karakteren mindeværdig, er i mine øjne det skift der sker i filmens forløb. Depp (og manuskriptforfatterne) lader langsomt karakterens sociale intelligens forstørres, og fra indledningsvist at være nærmest fjollet i sin forvirring, bliver karakteren langsomt mere opmærksom, og frem træder både intensitet, sårbarhed og med den øgede forståelse og viden, kommer vreden. Begge dele er med til at gøre Edward til en helstøbt karakter og det påvirker også at scenerne mod slutningen af filmen bliver så meget desto mere hjerteskærende. 




Både Winona Ryder og Dianne West, som her spiller mor og datter, træder for alvor i karakter i slutningen af filmen. Dianne West er hele vejen igennem enormt sympatisk og godmodig. Også hendes karakters udvikling er bittersød, og selvom hun aldrig holder op med at forsøge at beskytte Edward, ser vi også, i glimt, at hendes familie fortsat kommer først. Ryder spiller fremragende, til trods for at hendes rolle er relativt simpel i udgangspunktet. Hun er en troværdig forelskelse for Edward, og der er en uskyldighed over hendes præstation, som yderligere gør de tos forbindelse troværdig. Man kunne argumentere mod Anthony Michael Halls præstation heri, som medgivet er over the top, men filmen er på andre fronter ligeledes karikeret og den lidt overgearede præstation, er ikke ødelæggende for filmen, selvom det er et af de svagere punkter. Alan Arkin er et kapitel for sig, og hans præstation må næsten beskrives som bizar. Han er oftest fuldstændig ude af trit med det drama der udvikler sig, og på en sær måde kan det på sin vis opfattes som endnu et lag i satiren - tøffelhelten der bare følger lidt med og gør hvad han får besked på. Legenden Vincent Price afslutter sin karriere i denne film, med en rolle der er som skabt til skuespilleren (ja den er faktisk skabt til ham). Den gamle doktor han spiller er nostalgisk, ivrig og kan grundet Price' præstation skifte mellem at være nærmest barnligt begejstret, til at indse livets alvor, på få sekunder. Den sidste karakter jeg vil nævne er O-Lan Jones' Esmeralda, som måske nok er fortegnet heri, men som også kan opfattes som et symbol på religionen selv, og den ensretning denne kan føre med sig.

Denne film skal i sidste ende formentlig opfattes som det eventyr den er, og det betyder at nogle elementer er fortegnede. Hvad der gør dette til en styrke, er at det støtter op om både den umiddelbare og den symbolske fortælling, og engagere nærmest enhver seer. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt en tilskuer der ikke har ladet sig charmere af Depp, Burton og Elfman, som de tog sig ud i 1990s "Edward Scissorhands".     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar