(- Resume fra Kino.dk)
På overfladen kan "The Artist" opfattes som en klassisk kærlighedshistorie, blot fortalt med stumfilmens virkemidler. Alene dette aspekt af filmen er vellykket. Det er svært ikke fra de klassisk udseende fortekster at glæde sig til den oplevelse man nu begiver sig ind i, og den charme der allerede her lægges ud med, holdes ved lige til filmens slutning. På dette plan er filmen i sig selv en hyldest til stumfilmene, og den tager i dén grad denne type film seriøst. Eksempelvis er skuespillerne tonet op for mimikken og øver på den led tidligere tiders skuespilsform stor respekt, og genopliver den for en kort stund. Humoren er også placeret i front, og både en lille hund, en bøvet politimand og mange andre elementer benyttes til at skabe den lethed film som denne havde. Opspillet er også emotionerne, som ofte går højt, men også reelt engagere. Jeg ved ikke om man skal have en forkærlighed for stumfilm for at lade sig rive med af denne fortælling, men jeg tror det ærlig talt ikke. Skuespillerne leverer i en sådan grad at stumfilmselementet ikke bliver en gimmick, men blot en alternativ fotælleform, og det gør hele forskellen. Romantikken er i øvrigt indkapslet meget godt i scenen hvor en hvis båndspole fremvises. En scene der om muligt gjorde mig mere følelsesmæssigt engageret i filmen end jeg allerede var på daværende tidspunkt.
En anden del af fortællingen er den todelte historie om en kunstform der langsomt forsvinder, og erstattes af det nye. Et element der som sagt er todelt idet det også er her den gode George Valentins fortælling kommer ind i billedet. Han bliver symbol for hvad der engang var, for nostalgien og for en ensom skæbne, som taber meget på det skifte der skete i de år filmen portrætterer. Filmen viser meget ærligt at selvom skuespillere som Chaplin over tid formåede at følge med over i talefilmenes verden, var der mange karriere der blev knust i denne forandring, og at filmen sætter en sådan ære i at vise dette aspekt gør den stærkere. Filmen fungerer dog også alene som karakterportræt, og George er en yderst interessant mand, der filmen igennem må udvikle sig. Karakteren nogle reelt mørke punkter, og Jean Dujardin kommer langt omkring i sin præstation. Bérénice Bejo er overfor ligeledes fremragende, og atter en interessant karakter. Samtidig med at hun repræsenterer den fornyelse George lider under, sætter hun også pris på fortiden. En evne der er væsentlig også for at gøre filmen en smule mere nuanceret, idet den således ikke taler mod fornyelse, men blot for at huske på det der engang var.
Det er en meget reel mulighed at jeg overfortolker, men at Michel Hazanavicius vælger at udgive en film af denne karat i denne 3D tid, virker på mig som en oplagt kommentar til selvsamme gimmick. Ikke at jeg er direkte modstander af 3D, men for mig beviser "The Artist" - bevidst eller ej - at der ikke nødvendigvis skal så meget til at fortælle en god historie. Med det sagt er det der "ikke så meget" alligevel en hel del. Folkene bag filmen har gjort et enormt stykke arbejde, og det kan i den grad ses på resultatet. Guillaume Schiffmans sort/hvide billedside er betagende, og en stor del af den umiddelbare charme filmen besidder. Hertil hjælper også Ludovic Bource' fornøjelige soundtrack, som (naturligvis) spiller en helt central rolle her. Med det sagt er det til tider dog også stilheden der er central. Uden at det fremstår akavet, foregår enkelte ret centrale scener fuldstændig i stilhed, og det virker enormt godt i det omfang det er benyttet. Det gør de elementer hvor der leges en smule med lyd kontra stilhed i øvrigt også. Særligt er en drømmesekvens imponerende og jeg havde svært ved ikke at glæde mig over netop denne scenes surrealisme.
Mange har sagt om "The Artist" at det er en charmerende film, og det vil jeg erklære mig enig i. Der er imidlertid mere end blot charme at komme efter, da filmens fortælling indeholder reel kant undervejs, og på flere planer fortæller en rørende historie, såvel om nostalgi som den frygt artisten kan have, for ikke længere at have mulighed for at udføre sit hverv.
6/6
På overfladen kan "The Artist" opfattes som en klassisk kærlighedshistorie, blot fortalt med stumfilmens virkemidler. Alene dette aspekt af filmen er vellykket. Det er svært ikke fra de klassisk udseende fortekster at glæde sig til den oplevelse man nu begiver sig ind i, og den charme der allerede her lægges ud med, holdes ved lige til filmens slutning. På dette plan er filmen i sig selv en hyldest til stumfilmene, og den tager i dén grad denne type film seriøst. Eksempelvis er skuespillerne tonet op for mimikken og øver på den led tidligere tiders skuespilsform stor respekt, og genopliver den for en kort stund. Humoren er også placeret i front, og både en lille hund, en bøvet politimand og mange andre elementer benyttes til at skabe den lethed film som denne havde. Opspillet er også emotionerne, som ofte går højt, men også reelt engagere. Jeg ved ikke om man skal have en forkærlighed for stumfilm for at lade sig rive med af denne fortælling, men jeg tror det ærlig talt ikke. Skuespillerne leverer i en sådan grad at stumfilmselementet ikke bliver en gimmick, men blot en alternativ fotælleform, og det gør hele forskellen. Romantikken er i øvrigt indkapslet meget godt i scenen hvor en hvis båndspole fremvises. En scene der om muligt gjorde mig mere følelsesmæssigt engageret i filmen end jeg allerede var på daværende tidspunkt.
En anden del af fortællingen er den todelte historie om en kunstform der langsomt forsvinder, og erstattes af det nye. Et element der som sagt er todelt idet det også er her den gode George Valentins fortælling kommer ind i billedet. Han bliver symbol for hvad der engang var, for nostalgien og for en ensom skæbne, som taber meget på det skifte der skete i de år filmen portrætterer. Filmen viser meget ærligt at selvom skuespillere som Chaplin over tid formåede at følge med over i talefilmenes verden, var der mange karriere der blev knust i denne forandring, og at filmen sætter en sådan ære i at vise dette aspekt gør den stærkere. Filmen fungerer dog også alene som karakterportræt, og George er en yderst interessant mand, der filmen igennem må udvikle sig. Karakteren nogle reelt mørke punkter, og Jean Dujardin kommer langt omkring i sin præstation. Bérénice Bejo er overfor ligeledes fremragende, og atter en interessant karakter. Samtidig med at hun repræsenterer den fornyelse George lider under, sætter hun også pris på fortiden. En evne der er væsentlig også for at gøre filmen en smule mere nuanceret, idet den således ikke taler mod fornyelse, men blot for at huske på det der engang var.
Det er en meget reel mulighed at jeg overfortolker, men at Michel Hazanavicius vælger at udgive en film af denne karat i denne 3D tid, virker på mig som en oplagt kommentar til selvsamme gimmick. Ikke at jeg er direkte modstander af 3D, men for mig beviser "The Artist" - bevidst eller ej - at der ikke nødvendigvis skal så meget til at fortælle en god historie. Med det sagt er det der "ikke så meget" alligevel en hel del. Folkene bag filmen har gjort et enormt stykke arbejde, og det kan i den grad ses på resultatet. Guillaume Schiffmans sort/hvide billedside er betagende, og en stor del af den umiddelbare charme filmen besidder. Hertil hjælper også Ludovic Bource' fornøjelige soundtrack, som (naturligvis) spiller en helt central rolle her. Med det sagt er det til tider dog også stilheden der er central. Uden at det fremstår akavet, foregår enkelte ret centrale scener fuldstændig i stilhed, og det virker enormt godt i det omfang det er benyttet. Det gør de elementer hvor der leges en smule med lyd kontra stilhed i øvrigt også. Særligt er en drømmesekvens imponerende og jeg havde svært ved ikke at glæde mig over netop denne scenes surrealisme.
Mange har sagt om "The Artist" at det er en charmerende film, og det vil jeg erklære mig enig i. Der er imidlertid mere end blot charme at komme efter, da filmens fortælling indeholder reel kant undervejs, og på flere planer fortæller en rørende historie, såvel om nostalgi som den frygt artisten kan have, for ikke længere at have mulighed for at udføre sit hverv.
6/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar