En sammensmeltning af 5 fortællinger om 5 taxachauffører forskellige steder på vores klode. Filmen bevæger sig fra Italiensk frisind til finsk melankoli, og har altid en underliggende tone af alvor. Således er det muligt at Jim Jarmusch her tager let på Hollywoods normale berettermodel, men hvad han leverer er ikke desto mindre yderst interessant.
Det er ikke det nemmeste i verden at skrive et resume af netop denne film. Fortællingen er som nævnt delt op i 5 bidder, og bundet sammen af det faktum at alle vores hovedkarakterer er taxachauffører. Det er imidlertid ikke nyt for Jarmusch at se stort på den klassiske måde at fortælle en historie på, og manden er om nogle, via sine film, fortaler for den langsommere, men også mere dybdegående fortælling. Filmen tager således nogle særdeles tunge emner op i sin fortælling, og formår undervejs igen og igen at overraske. Ikke på en omfattende måde, men i højere grad i detaljen, hvor det aldrig bliver nemt at gennemskue karakterernes reaktionsmønstre. For selvom alle hovedkaraktererne er bundet sammen af deres erhverv, er de også vidt forskellige mennesker, hvilket er en af filmens delpointer. Filmen fremviser både forskellene, lighederne og gør på ganske mesterlig vis op med fordommene, nogle gange mere bogstaveligt end andre. Eksempelvis kan den parisiske del af fortællingen nævnes, hvor en blind pige stiger ind bag i en sort franskmands taxa. Med et udgangspunkt som det, viser Jarmusch sin mesterlighed. Fordommene raser også mellem de to, og det udtrækker filmen megen humor fra, hvilket er endnu en del af miksturen.
Humoren er nemlig væsentlig i de fleste segmenter, og uden nogensinde at synke til egentlige platheder øges filmens underholdningsværdi væsentligt igennem dens frygtløse gøren sjov med alt fra stereotyper til seksuelle tabuer. Sidstnævnte er naturligvis en slet skjult reference til Roberto Benignis segment, som til trods for at være filmens svageste, alligevel fungerer. Humoren bliver her meget overdreven, og selvom jeg før konkluderede at filmen ikke indeholder decideret platte øjeblikke, er denne del det der kommer tættest på. Heldigvis gøres der op for enkelte ringe momenter, med nogle reelt sjove replikker undervejs, og endnu vigtigere en stemning, som er et andet centralt element i filmens fortælling. Fra New York til Helsinki er der nemlig en stemning som skinner igennem. Grundet Jarmuschs rolige tempo, får de respektive byer muligheder for at vise deres egne kvaliteter, og bliver nærmest karakterer i deres egen ret. Fra New Yorks intenst urbane stemning til Roms rolige gader, benyttes byerne på enorm effektiv vis til at understrege karaktererne. Endvidere fremstår det også tydeligt at mange af karaktererne er børn af deres respektive kulturer, hvilket er en del af deres personligheder, og ligeledes er del af hvad der gør deres sammenstød så yderst fascinerende.
I "Night on Earth" er castet sammensat af en kombination af kendte og ukendte skuespillere. Navne som Winona Ryder og Roberto Benigni er formentlig genkendelige for de fleste filmelskere, men det øvrige cast er i høj grad (for mig) ukendte ansigter. Der er imidlertid ikke nogen dårlige præstationer blandt de mange hovedkarakterer, snarere tværtimod. Jarmusch har fundet nogle skuespillere med enorm megen personlighed, og alle som en gør de et fremragende stykke arbejde, både med at sælge deres replikker, men også med at understrege den tidligere fremhævede pointe om at de alle er børn af hver deres respektive kultur. Filmen er naturligvis også for intelligent til ikke at lade sine fortællinger foregå på de individuelle karakterers modersmål, hvilket ikke er overraskende, men alligevel en vigtig detalje, som en større produktion ikke nødvendigvis var sluppet afsted med. Et genkendeligt navn der også er tilknyttet filmen er Tom Waits, der leverer musikken, der er endnu et element der medvirker til at binde fortællingerne sammen. Under Waits' rytmiske musik gemmer sig den tone af råhed, men også eftertænksomhed, som filmen også selv ofte kommunikerer og således er valget af musik endnu en skarp beslutning fra Jarmusch.
Instruktør og manuskriptforfatter Jim Jarmusch bevæger sig med filmen her ud i en fortælling, som er enormt fascinerende. Samtidig emmer dens billeder af stemning, og igennem den rejse som filmen er, fortæller Jarmusch en historie om menneskevæsenet, om frygt for det ukendte og om det faktum at der både er ligheder og forskelligheder på kloden. Pointen synes dog, med den dybt personlige afslutning i Helsinki, at lægge mere i en konklusion om lighed end det modsatte. Et definitivt svar tror jeg ikke filmen ønsker at give. Med dens særegne blanding af melankoli og humor søger filmen blot at forære os en række fortællinger, om hvad der sker når det er nat på jordkloden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar