Historien om Alex (Malcolm McDowell) der sammen med hans gruppe af voldelige kumpaner ofte nyder at udøve hvad han selv beskriver som ultravold. En dag går gruppen dog for langt, da de i deres voldsomhed afliver en kvinde, hvilket koplet med det faktum at Alex har gjort sig upopulær hos de andre medlemmer, lander Alex i fængsel. Her tilbydes han snart at deltage i en behandlingsteknik der siges at kunne fjerne et menneskes lyst til at være voldelig.
Ved denne films oprindelige udgivelse var modtagelsen overvældende, og særdeles negativ. Instruktør Stanley Kubrick og dennes familie modtog massevis af trusselsbreve og dets lige. Det ledte til at filmen blev trukket tilbage i Storbritannien, og i mange år var svær at få at se her. De voldsomme reaktioner var naturligvis særligt grundet de mest eksplicitte volds- og sexscener. Der er da heller ikke den store tvivl om at der vitterligt er nogle ret ubehagelige sekvenser i filmen, men hvad der imidlertid ikke er, er noget overflødigt. Således benyttes den vold som for nogle var og til stadighed velsagtens er, så chokerende, at opbygge et ganske unikt fremtidsunivers. Filmen tager en tanke, som blot er blevet mere relevant med årene, til en ekstrem: Hvad bliver det næste, når mennesker i højere grad vendes til en nærmest konstant stimulering i form af underholdning ikke alene på film og tv, men i dag også via det omfattende internet? Er det næste skridt den ultravold og apati som nærværende films hovedkarakterer fremviser? Det er måske ikke så sært at filmen fik så hård en modtagelse ved sin udgivelse, når svaret den giver er ret tvetydigt, og på mange måder ret negativt ladet. Det er ikke desto mindre et andet tema, som for alvor er i filmens centrum.
For selvom fremtidsbilledet heri er helt centralt, også for hovedtemaet, er det ikke vores hovedkarakters voldelige og seksuelle udskejelser, som egentlig er i centrum. Det er snarere myndighedernes behandling af vores unge fortæller. Den behandling Alex udsættes for i en af filmens nøglesekvenser, er mildest talt en prøvelse at betragte. Scenen hvori McDowells karakter med en form for bøjle tvinges til ikke at blinke, er så væsentlig fordi den, hvor ubehagelig den så end må være at sidde igennem, blot er begyndelsen på karakterens straf, som senere kommer til at omfatte flere af de karakterer han tidligere selv har gjort skade. Mere væsentligt er det at scenen, og en opfølgende scene der viser virkningen af behandlingen, er eksempler på det magtmisbrug, som jeg mener er filmens centrale tema. Korruptionen går dybt, og det er derfor både universet, og karaktererne deri for en stor dels vedkommende i bund og grund alle er ubehagelige. Det siger en del når det er en så indledningsvist nederdrægtig karakter som Alex, der er filmens mest sympatiske. Med det sagt indeholder alle disse karakterer naturligvis også mange nuancer, og det mere antydes kraftigt at alle mennesker indeholder både lyset og mørket, og at det hele hurtigt kan vende på en tallerken.
Sidstnævnte faktum støttes i høj grad op af billedsiden, der er endnu et eksempel på Kubricks unikke æstetiske sans. Instruktøren var ekstremt visuel, og selvom hans fortællinger ofte har massere punch i sig selv, tilføjes eksempelvis denne film utrolig meget gennem det æstetiske. Symbolikken bakkes op af billedsiden igennem nogle af og til enormt lange takes, der blandt andet eksemplificeres i indledningens langsomme etablering af karaktererne, i en opsætning der nærmest er stillestående, men alligevel konstant udvides. Netop denne etablering genbruges meget bevidst senere hen, til at fremvise et andet sæt karakterer, i det samme lys, og igen understrege at situationen nu er vendt på hovedet, og at de "gode" er blevet "onde" og omvendt. Legen imellem billede og lyd er også noget Kubrick er berømt for, og også i "A Clockwork Orange", er brugen af musik ganske brilliant. Hvad der i en scene benyttes til at skabe humor når Alex morer sig med to unge kvinder i hurtig gengivelse, er i næste nu med til at skabe den dystopiske og særprægede stemning, som filmen nok mest huskes for. Walter Carlos, som senere (efter en kønskifteoperation) under navnet Wendy Carlos skulle skabe soundtracks til film som "Tron", giver sit spind på nogle klassiske kompositioner, såvel som tilføjer nogle af sine egne.
"A Clockwork Orange" er min favorit blandt de af Kubricks film jeg har fået set. Hvad der bliver ved at fascinere mig er særligt den visuelle side og Malcolm McDowells fremragende præstation i hovedrollen. Derudover er det allerede soundtrack i mine øjne absolut formidabelt, hvilket er med til at give denne fortælling om magtmisbrug og korruption en velfortjent plads i filmhistorien.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar