Just Another Love Story

Ole Bornedal er i øvrigt kendt for
filmen "Nattevagten."
Kærlighed på Film af Ole Bornedal:
Jonas er en helt almindelig mand. Han er så almindelig at det går ham på nerverne. En dag er han og hans familie vidne til et biluheld, som kommer til at ændre alt i Jonas’ liv. Han forelsker sig i Julia, som var kvinden i den forulykkede bil, og der tager historien om kærlighed på film sit udspring.

”Kærlighed på film” er i virkeligheden så banal som noget kan være. Historier om utroskab og kærlighed er nok det mest gennemtærskede i filmhistorien. Det grundlæggende drama i denne film er dog også relativt banalt, men takket være en formmæssig legesyge, gøres denne film til noget helt særligt. Grundlæggende er filmen et drama, men oven på dramaet bygges der et thriller element, og senere gyserelementer, makaber humor og alt det skaber tilsammen en film der er underholdende, men også kunstnerisk. Den visuelle stilsikkerhed er en ting, men lydkulissen er hvad der i virkeligheden hæver denne film et niveau. Et godt eksempel er en scene hvori Jonas har sex med Julia, lyden af hendes støn begynder langsomt, men pludselig skifter billedet, og vi ser Jonas ligge ved siden af sin kone, alt imens Julias støn bliver ved med at stige i intensitet. Konen siger: ”Boller du uden om Jonas?” og Jonas siger: ”Nej, Mette, nej.” Der er en humor i selvmodsigelsen, men langt tydeligere er det hvor beskidt Jonas føler sig. Hvor meget vi som publikum hader ham for hvad han gør, men samtidig forstår hans bevæggrunde, og har en vis sympati for ham.

Anders W. Berthelsen er i hovedrollen overbevisende, som den helt almindelige fyr, og Nikolaj Lie Kaas får vist nye sider af sit store talent. Skønt disse to skuespillere i en periode har været meget overbrugte navne indenfor dansk film kan deres præstation her ikke fornægtes, det er skuespil af allerbedste kaliber. Charlotte Fich er til gengæld en skuespiller ikke er blevet brugt til hendes fulde potentiale siden hendes rolle i DRs Rejseholdet. Hun gør et glimrende job i denne film, og leverer en kvinde i hvem publikum, ligesom Jonas, både kan finde noget at elske og noget at hade. Hun symboliserer både noget smukt og elskeligt, og noget trist og deprimerende på samme tid – ligesom hverdagen selv kan gøre det. At hun overhovedet kan få nogen sympati fra publikum er fuldt ud Fichs præstation. Andre skuespillere kunne snildt have overspillet det bitchede, og underspillet det kærlige i sådan en grad at hele karakterens fundament ville have syntes urealistisk, men her er ingen slinger i valsen. Charlotte Fich leverer, og det fremragende.

Når vi nu er ved emnet dansk film, så syntes jeg at det er et problem at dansk film nærmest er blevet en genre. Dansk film er så mange ting, og når man spørger bredt, tror jeg man vil møde en del der skærer hele landets filmproduktion over en kam, og hvorfor? Fordi overforbruget af de samme skuespillere, de samme emner og de samme instruktører har gjort det umuligt for menig mand at skelne filmene fra hinanden. Her er dog en film som skal stå med fed i oversigten over de seneste års dansk film. Her er en film der tør tage skridtet fuldt ud, være ambitiøs, underholdende og kunstnerisk på samme tid. At provokere og please på samme tid, og det er ikke nogen let opgave – hverken i Danmark, USA eller nogen andre steder.

Hen i mod slutningen af filmen bygges der en tone op, som er helt sin egen, og er et mix af anspændt dialog ala Tarantino, og nervepirrende gyserelementer. Denne film har simpelthen hele bakken fra de mørke films landskab. Selvironien, samfundskritikken og overvejelser der rejser sig ud over den nære situation, og op på et mere højtravende nærmest filosofisk lag. Derudover er der flere hilsner til Oliver Stones ”Natural Born Killers”, og instruktørens eget værk ”Nattevagten.”

”Kærlighed på film” er en film, som tager et meget ufarvet kig på films virkemidler, samtidig med den selv bruger løs af nogle andre virkemidler. Det virker måske ironisk, og det er det også. Lyt til et enkelt interview med Bornedal og pludselig forstår man at der ligger en vis distancering i meget af hans arbejde. En selvironi, og en selvbevidsthed, som i disse dage er sjældent at finde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar