Gudfader (Bevar Mig Vel)

The Godfather af Francis Ford Coppola:
Den første film i hvad der siden skulle blive en trilogi, er historien om Michael Corleones (Al Pacino) vej til magten. Hvor de tre film i sidste ende skulle ende med at spænde over det meste af Michaels liv, er denne første film i rækken formentlig både den bedst kendte af de tre film, hvis fortsættelse ikke desto mindre er blandt de mest vellykkede af slagsen. I "The Godfather" er det imidlertid langt fra Michael Corleone der er i spotlyset, men også den øvrige Corleone familie, som den ser ud anledt af Vito Corleone (Marlon Brando).

Da jeg anmeldte "Scarface", indledte jeg med at sige at filmen er kendt for visse ikoniske scener. I forbindelse med gensynet med "The Godfather" faldt det mig ind, at denne film ikke blot har et par ikoniske scener, men vitterligt nærmest ikke har andet. Udover den indledende scene, som formentlig må være den mest kendte, er filmen fyldt op med mindeværdige øjeblikke af såvel dybfølt emotionalitet og råkolde aflivninger. En central årsag til at disse scener alle bliver så mindeværdige, blev allerede udpeget af DRs Filmland da de anmeldte filmen i forbindelse med en repremiere. Her lod anmelderen sin bedømmelse af filmen tage udspring i karakteren Moe Greene, som er spillet af Alex Rocco. Anmelderen påpegede, at selv denne relativt lille karakter var et bevis på hvad det vil sige at skabe en god karakter. Hvad det er der gør karakteren så stærk i mine øjne, er en blanding af Roccos humoristiske, men også aggressive skuespil, og det faktum at der er noget utroligt genkendeligt over den åbenmundede Greene, der imidlertid heller aldrig bliver en stereotype. Sidstnævnte er i øvrigt en balancegang som denne film i den grad mestrer, og det, sammen med det meget realle emotionelle punch filmen besidder, er blandt årsagerne til at filmen stadig holder, og ikke med tiden er blevet ufrivilligt morsom.  Hele pointen her, er at når selv en mindre karakter som Greene kan være så velfungerende, har man at gøre med en film af et vist format. Det fornemmes da heller ikke at meget efterlades til tilfældighederne i filmen, som er referencemateriale for godt filmteknisk arbejde, og dermed ikke alene overvinder publikum med nogle af de mest sympatiske antihelte i filmhistorien, men samtidig imponerer igen og igen med en stilistisk virtuositet der er usammenlignelig.

Jeg har allerede en gang sagt at filmen er fyldt med uforglemmelige øjeblikke, og i samme forbindelse understregedes det også at disse så langt fra alle er positive i tone. Aflivninger af ganske rå art foregår løbende igennem filmen, og mange af karaktererne, fornemmes det, er altid tvunget til at se sig over skulderen. Derfor er det også interessant at filmen så ofte beskyldes for at glorificere mafiaen, og den verden de befinder sig i. Det kan jeg simpelthen ikke få øje på. For selvom filmen opbygger sin karakter Vito Corleone, som værende en magtfuld mand, benyttes hele filmen også netop til at vise nogle af de ting manden går igennem for at besidde magt, og hvilke ofre han gør for at beholde den. Ultimativt understreges denne pointe i øvrigt med slutningen, der ikke alene sætter et velplaceret komma i fortællingen om Michael Corleone, men også ret åbenlyst viser at også den yngre Corleone vil komme til at gennemgå meget. Netop det er også hvad fortsættelserne får vist, og både den roste anden film, og lettere udskældte tredje omgang udbygger yderligere universet omkring Corleone familien. Personligt synes jeg godt om begge film, og særligt synes jeg 3eren formår at indramme noget af den smerte Michael Corleone med årene opbygger.

Al Pacino har sin sag for i denne film. Særligt fordi den da unge herre, omgiver sig med nogle ret massive talenter. Pacino gør det imidlertid allerede her godt, og det er sjovt at springe tilbage til "The Godfather" ovenpå for første gang at have set "Scarface", hvor Pacino i den grad kører sin rolle over the top. Hvor det passer fint i den film, er Pacino her langt mere nedtonet i sin optræden, og portrætterer på meget fremragende vis den forandring karakteren går igennem. Det er dog utvivlsomt Marlon Brando der stjæler billedet i denne omgang. Hver eneste scene manden medvirker i er fremragende udført, og det forekommer mig utroligt at Brando siges at have læst en del af replikkerne fra cue cards under optagelserne. Bemærket bliver det i hvert fald ikke, og Brando leverer en indlevende, sjælesøgende og fremfor alt knusende cool præstation. En yderligere nævneværdig skuespiller er Robert Duvall, som til trods for en relativt lille rolle også gør meget for filmen, og særligt i en scene mellem Brando og Duvall forsvinder skuespillet og bliver til en alternativ virkelighed, det er simpelthen umuligt ikke at hænge ved hvad de to siger. Der er en kæmpe række af både skuespillere og karakterer i denne film, og det er mest af alt imponerende at Francis Ford Coppola i instruktørstolen formår at give seeren en fornemmelse af tilfredsstillelse i og med at karaktererne aldrig kommer til at være flade, eller halvfærdige papfigurer.

Forglemmes må i øvrigt ikke Nino Rotas musik, som i sin sørgmodige, men også stedvist storslåede natur, er en perfekt indramning af filmens skiftende stemninger. "The Godfather" er af flere omgange blevet udnævnt til både den ene og anden form for fantastisk, og undertegnede stiller sig bestemt ikke på tværs. Er det den bedste amerikanske film nogensinde? Nej. Men mindre kan også gøre det, og filmen er ikke desto mindre blandt de mest overbevisende og veludførte jeg har oplevet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar