Beware of Bad Movies #4: Superhero Movie


"Beware of Bad Movies" anser jeg som værende en slags service til bloggens læsere, og en mulighed for at advare om film der er så ringe, at de ikke engang er værd at se for deres elendige kvalitets skyld. Film som "Jaws 3-D", "The Room" og The Asylums "Mega Piranha" er film der er værd at se fordi de er så dårlige at de bliver gode. Den slags film vil ikke blive nævnt her. De film der her nævnes, er meget ringe, meget kedelige og på alle måder flade oplevelser. 


Denne film fra 2008 er en af de seneste i den lange række af filmspoofs, som har taget udgangspunkt i forskellige genrer startende med gyser- og særligt slasherfilm i 2000s “Scary Movie”. Selvom bagmændende er skiftet ud undervejs, har tonen igennem disse mange film været den samme. En let men også ekstremt plat og humoristisk tilgang til forskellige genres klicheer. Således er denne titel holdt i samme platte tone og måske endda i endnu højere grad. Der går sjældent meget mere end nogle sekunder, før filmen forsøger at presse et grin ud af tilskueren. Laveste fællesnævner er kongen i instruktør og manuskriptforfatter Craig Mazins verden, og han har derfor lavet, hvad der kunne være den mindst intelligente film, denne anmelder nogensinde har haft den misfornøjelse at betragte.

Hvor film som “Hot Shots” skyder på alle mulige former for cheesy film og ligeledes har en ekstrem og til tider plat form for humor, fungerer den, fordi den mere griner med de film og mennesker, den gør grin med, end af dem. Den har en kærlighed for de film, den spoofer. “Hot Shots” formår samtidig at opbygge sit eget univers og have en kontinuerlig fortælling, der fungerer frit fra den eller de film, plottet er baseret på. “Superhero Movie” fejler på alle disse punkter. Der er ingen charme i denne film, og den har ingen selvstændige kvaliteter. Den har blot taget nogle scener og forandret dem en smule, hvorefter de er sammensat i en nogenlunde kontinuerlig rækkefølge, der absolut ikke forventer nogen intelligens fra den betragtende.


Det er absolut umuligt at engagere sig i denne film. Ikke alene er den generende i sin konstante søgen efter billige grin, men det er samtidig en af de mest dovne film til at udkomme i 00erne. Fantasiløs fra manuskript til klipning. Fra soundtrack til kameraarbejde. En på alle fronter elendig oplevelse, der måske skal betegnes som værende en film men som på ingen måde kan betegnes som værende en oplevelse.

Consider yourself warned.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar