Neverwas af Joshua Michael Stern:
Joshua Michael Sterns debutfilm er en fantasifuld fortælling om Zach Riley (Aaron Eckhart), søn af den berømmede forfatter T. L. Pierson (Nick Nolte), som skrev fortællingen om eventyrlandet Neverwas. Maggie Paige (Brittany Murphy), en gammel ven af Rileys, er en af Piersons største fans, og da Riley rejser tilbage til den by hvor hans fader var indlagt, og får en stilling på det selvsamme sindssygehospital, støder han atter ind i Maggie. Maggie begynder at tale med Riley om Neverwas, og Riley kæmper stædigt imod fortællingerne. Samtidig begynder en af hans patienter, Gabriel Finch (Ian McKellen), også at tale om Piersons værk.
Det var en kombination af 2 ting der i sin tid tiltrak min opmærksomhed til denne film, da jeg så den på en ensom butikshylde. Coverets udseende, og Ian McKellens medvirken var disse to ting. Jeg har aldrig fortrudt mit køb. Joshua Michael Sterns debutfilm er ikke alene velsignet med nogle skuespilpræstationer af høj kvalitet, men også stilistisk er den nøjagtig så multifacetteret som man kunne ønske sig. Her er både lys og mørke. Fantasi og virkelighed.
Filmen indledes med eventyrlige tegninger, og den herlige titelsekvens sætter hurtigt filmens stemning op. Samtidig får indledningen også hurtigt etableret flersidigheden der er til stede i filmen. At gå fra en mand der har hængt sig, til tegninger fra en Piersons eventyrbog er et stemningsskift, der både siger noget om filmen, og om Pierson karakteren. Denne karakter er ikke en der ses meget, men hans skygger er i den grad svøbt over hele filmen. Ikke alene er Zachs handlinger knyttet til faderen, men også de øvrige karakterer cirkulerer i høj grad omkring den afdøde psykisk syge mand. Det er også Rileys forhold til faderen der er med til at engagerer tilskueren fra start, og hele vejen igennem filmen spiller dette en rolle. For hovedspørgsmålet bliver for Zach, hvorvidt hans fader reelt holdt af ham. Skønt han placerede ham i Neverwas' univers, er Riley nemlig ikke overbevist om at faderen elskede ham, og han benytter filmen på at undersøge dette. Til at begynde med står han alene med opgaven, men som filmen skrider frem hjælper Maggie og Gabriel med at udforske og udfordre hans fortid.
Der er nogle solide præstationer i denne film. Eckhart er i vanlig stil en meget kapabel skuespiller, der udfylde sin rolle til fulde, og hele tiden tilføjer lag til sin karakter. Nu afdøde Brittany Murphy spiller en noget anderledes rolle end dem jeg personligt tidligere har set hende i. Hun besidder i denne film meget af den livskraft som tidligere karakterer i eksempelvis "8 Mile" og "Sin City" også besad, men her stopper også lighederne. Hvor karaktererne i disse andre film var i langt mere håbløse livssituationer, er denne films Maggie langt mere kontrolleret. Ian McKellen virker ironisk nok i begyndelsen af filmen som om han kunne være trådt direkte ud af "Ringenes Herre", fordi hans tit kraftfulde taler om fantasiverdener, som ikke mange af de øvrige karakterer anser for at være virkelige, virker bizart storladne, og netop som noget der kunne have hørt hjemme i "Ringenes Herre". Det er naturligvis bevidst at karakteren til en begyndelse fremstår så sær, og det er først senere i filmen at vi begynder at lære den virkelige karakter at kende. McKellen er dog fremragende hele vejen igennem, og bortset fra de få tidligere nævnte ligheder med "Ringenes Herre", er dette en helt anderledes, og langt mere sårbar præstation for McKellen, som er en virkelig talentfuld skuespiller. I en mindre rolle ses også Jessica Lange, som jeg tidligere har omtalt i min anmeldelse af "Big Fish". Hun er også her ganske effektiv som endnu en moder. I denne omgang er hun dog langt fra så kærlig som hun var det i "Big Fish", og scenerne hende og Eckhart imellem slår ofte gnister.
Som tidligere nævnt balancerer filmen imellem det mørke og det lyse i sin stil. Dette er gennemgående, og er med til at gøre filmen unik. Det mørke som særligt Noltes karakter repræsenterer står i skarp kontrast til det lys Maggie og hendes nysgerrighed repræsenterer. De er hver deres side af fantasien. Maggie viser hvorledes hun har ladet fantasien være en del af hende, uden at lade den overtage, hvor Pierson i langt højere grad lod sig opæde af sin fantasi og endte med at leve i den verden. Man kan på nogen måde sige at denne filmen kan fører tilbage til "Finding Neverland" hvor vi så J. M. Barrie forsøge at balancere sin fantasi med en til tider barsk virkelighed, og er ganske effektiv til at gøre dette. Pierson ender modsat med at leve sig så grundigt ind i sin fantasi at han forsvinder ind i den, i stedet for at bruge den som et outlet. Pierson kan være et billede på mange ting, men først og fremmest er han formentlig et billede på kunstneren der, ligesom eksempelvis Nina i "Black Swan", lader sig opsluge helt og aldeles af sin kunst, og nærmest bliver til den.
Normalitetsbegrebet er en vigtig del af denne film. Hvem er almindelige, og hvem er "tossede"? Det er et spørgsmål denne film stiller igen og igen, og aldrig giver et definitivt svar på. Det er dog min opfattelse at forskelligheden i slutningen af filmen vinder en lille sejr, men det kan de der læser dette jo selv vurdere når de ser filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar