Fiskefilm

Den blodrøde himmel lyser kun akkurat nok op på den ellers mørke strand til at man kan se skikkelserne af en ung mand og kvinde. Kvinden løber jublerne imod strandbreden, og manden følger tøvende efter. Han råber til kvinden at hun skal sætte farten ned, men hun fortsætter bare med at løbe. Hun tager tøjet af imens hun løber, og afslører sin nøgne krop for nattemørket. Manden er nu helt opmærksom på kvinden. Da hun når strandbreden tøver hun ikke med at hoppe i vandet. På land synker den unge mand sammen i strandkanten. Hans beruselse og træthed indhenter ham, og han falder langsomt i søvn. Kvinden, Chrissie, har nu glemt alt om hendes kammerat på stranden, og svømmer blot rundt i vandet. Mærker det kærtegne hendes krop. Pludselig løber der en sitren igennem hende. Det er som om noget bevæger sig under hende, og hun når kun lige at panikke før dette fremmede mørke væsen tager fat i hende og hiver hende igennem vandet. Hun skriger på hjælp, men ingen hører hende. Så er der pludselig stille. 

38. Jaws af Steven Spielberg:

En ret fantastisk alternativ 'Jaws' plakat af Daniel Norris.

Således indledes en af de mest effektive gyserfilm i filmhistorien. Aldrig ser vi så meget som et glimt af det monster vi skal tilbringe to timer i selskab med.

Det er svært at tale om "Jaws", fordi så mange har gjort det. Især er det svært at komme med nye måder at rose instruktionen i denne film, for den er blevet værdsat fra øst til vest, og tilbage igen. Jeg vil dog alligevel forsøge. Et begreb som ofte dukker op i forbindelse med denne film er forskellige former af udtrykket less is more. Denne film er simpelthen opbygget således at vi kun langsomt bliver introduceret for den fjende vores helte skal møde, og samtidig er denne introduktion ikke kun den nådesløse indledning. For vi introduceres nemlig for monstret igennem dens gerninger, og den påvirkning disse har på vores karakterer, altså dem vi kan relaterer os til. Det er simpelthen en sindssygt effektiv måde at lokke os ind i filmens univers på. Derudover tager filmen sig også tid til at introducere den familie der er centrum i fortællingen. Scenen hvori far og søn sidder ved bordet er et godt eksempel på fantastisk visuel historiefortælling. For det at vi ser familiens yngste interagere med sin far, og moderen betragte de to, giver os, takket være det fremragende skuespil, oceaner af sympati for karaktererne. Både Roy Scheider og Lorraine Gary gør et fremragende arbejde med at vise os deres familie, og især Gary får virkelig vist mange af Ellen Brodys sider på relativ kort tid. Her har manuskriptforfatterne (og Spielberg) dog også været skarpe, ved at fjerne de unødvendige elementer fra historien. For havde der f.eks. været en affære imellem Ellen Brody og Matt Hooper, kunne man nemt have mistet sympatien for begge disse karakterer. Derudover ville det formentlig også have gjort filmen for lang, og langt mere ufokuseret.

Udover familien er der to andre karakterer der er særligt vigtige: Quint, den hårdkogte hajjæger som har lært alting på den hårde måde, og Matt Hooper, en rig ung mand der har lært alt hvad han ved på en skole. Da disse karakterer først introduceres er det blot bifigurer, men i anden halvdel af filmen er de centrale karakterer, som fylder meget, og overordnet får masser af tid på skærmen. I øvrigt da hurra for det. For både Robert Shaw og Richard Dreyfuss leverer nogle ekstremt underholdende præstationer. Dreyfuss' Hooper karakter har masser af charme, og man fornemmer helt klart en ungdoms gnist der brænder i ham, og en nysgerrighed som hverken Quint eller Brody besidder. Robert Shaw er absolut fremragende som Quint. Han er bitter, men også munter, og så er der naturligvis den der tale om NSS Indianapolis' skæbne, som vi alle kender så godt. Hele den scene der foregår underborde på Orca er måske min favoritscene i hele filmen. Ikke alene leverer Quint sin ubehagelige fortælling, men også de tre mænds udgave af "Show me the way to go home" er absolut fantastisk. Hvorfor? Fordi sangen i denne sammenhæng kommer til at virke på mange forskellige niveauer. Ikke alene er den udtryk for en sorg og en længsel, men den er også udtryk for disse ting, med en hvis ironi involveret. Eller rettere sagt, så tror jeg at de tre herre hver især føler en del af de følelser der ligger i sangen, men ikke ønsker at de andre skal vide det. Der er nemlig en konstant kamp de tre imellem (Brody og Hooper på en side, Quint på den anden) om at være den mest hårdkogte son of a bitch på hele båden.

Filmens første halvdel er i mine øjne perfekt. Vinkler, stemning og suspense er absolut mesterligt eksekveret, der er absolut ikke en finger at sætte på denne del. I anden halvdel er der et lille problem: Hajen. Det er et velkendt faktum at der var masser af problemer med at få hajen til at fungere i denne film. I første halvdel optræder den enten mere som en tilstedeværende fare, end noget vi egentlig ser, eller også er den delvist dækket af vand. Især er det skræmmende at se hajen i glimt, som da Alex Kintner myrdes. Den måde hajen her er "lavet" er det mest velfungerende hajen bliver i denne film. I visse scener i filmens anden halvdel er det tydeligt at hajen er lidt stiv i leddene, hvad jeg dog vil sige er, at det er fuldstændig ligegyldigt. Opbygningen fra begyndelsen og helt frem til Quints tale ombord på Orca er simpelthen med til at sælge dette "monster" til os. Jeg husker stadig da jeg så denne film første gang, og jeg var skrækslagen (jeg har ikke været meget mere end 12.) Jeg kan også tydeligt huske hvor skuffet jeg blev da jeg opdagede at udover denne film, og "Jaws II" er der ingen velfungerende hajfilm på markedet. I hvert fald ikke hvad jeg har fundet. Jeg fandt simpelthen denne film så fascinerende, at jeg ville have mere af samme skuffe, men efter "Jaws III" forfærdelige effekter, var jeg noget nervøs for at se 4eren (som dog ikke var helt ligeså slem som 3eren, da jeg fik den set.)

Endnu en ting der er blevet rost fuldstændig til døde er John Williams' fantastiske score til denne film. Hvad jeg dog har lagt mærke til er at det der bliver talt om er "hajens tema", og det er klart at det er det mest iørefaldende. Dog er der langt mere at komme efter i denne film, også på musikfronten. Faktisk er især sidste halvdel i høj grad båret af lydsiden. Musikken er nemlig ikke bare til stede for at skræmme, men også for at lade publikum "trække vejret" ind i mellem de dramatiske scener. Mange moderne instruktører kunne lærer meget af dette, da det samtidig betyder at vi ikke behøver en elendig skrevet karakter til at agere comic relief, men blot kan benytte musikken til det. Lyddesignet udover musikken er dog også ret ekstraordinært. Alle de små lyde på båden ligger skjult i lydbilledet, og ganske forsigtigt fornemmer man af og til i baghøjttalerne en kort stilhed som betyder, at nu sker der snart noget dramatisk.

"Jaws" er Steven Spielberg der skal blære sig. Han tager simpelthen et fast greb om sit publikum, også går han igang med at lege med os. Han sender os igennem op og nedture, men ser aldrig ned på os ved blot at spytte chokeffekt efter chokeffekt i hovedet på os. Istedet for blot at skrige BØ i ansigtet på os, som en hver idiot med et kamera kan gøre, bruger han sin film på at fortælle en god historie, som indeholder både skræmmende, og smukke øjeblikke. Samtidig fremviser den dengang unge instruktør en mesterlig evne til at opbygge suspense gang på gang, uden nogensinde at blive repetitiv eller intetsigende.