Nu vender vi os imod en af dansk films helt store. En mand jeg har lært at kende igennem www.filmz.dk, hvilket ærlig talt er skammeligt. Ikke fordi filmz ikke skulle have lært mig manden at kende, men fordi hans film ikke er mere anerkendt af den brede befolkning.
”Vredens Dag” foregår i 1623 og har Anne, kone af Absalon Pedersson, i hovedrollen. Den unge Anne er ulykkelig i ægteskabet med Absalon, og forelsker sig snart i Absalons søn (fra et tidligere ægteskab) Martin. Før alt dette bliver vi dog introduceret for et af de største temaer i filmen, nemlig heksejagter. Dette sker igennem karakteren Herlofs Marte som bliver anklaget for at være heks, og må flygte. Denne karakter bruges hovedsageligt til at vise den ubehagelige og uretfærdige måde hvorpå hekse blev ”retsforfulgt” og straffet. Efter Herlofs Martes død på bålet, bliver kærligheden i mellem de to unge Martin og Anne sat i centrum, og da Absalon snart efter dør (kort efter Anne har ønsket dette ville ske) bliver den i forvejen mistroiske moder af Absalon endnu mere mistænksom, og beskylder Anne for at være heks.
Diskussionen om Carl Th. Dreyers stil og fortælleform er voldsom i blandt de der kender til ham. Nogle finder blot filmene langsomme, og voldsomt teatralske, men andre, hvor iblandt jeg tæller mig selv, mener at Dreyer i høj grad forstår at udnytte filmmediet mere effektivt, end selv mange moderne instruktører. Af de film jeg har haft glæden at stifte bekendtskab med fra Dreyers hånd, er ”Vredens Dag” formentlig den mest lettilgængelige. Tempoet i denne film er lavt, men knapt så lavt som det blev senere i hans karriere. Hvad der dog er interessant ved dette relativt lave tempo er at det giver plads. Ikke bare skuespillerne får spillerum, men også kulisserne udnyttes til fulde, og i sammenspil med en effektiv lydside, fortælles historien med alle virkemidler i brug.
Vender man for et kort øjeblik øjnene imod kulisserne, som jeg tidligere nævnte, er det et distinkt kendetegn i alle Dreyers film at kulisserne ofte er meget bare. Store hvide overflader er vigtige virkemidler, og giver plads til skygger, og stort spillerum for brug af lys. Lys som naturligvis også gives plads i de smukke billedkompositioner, som Dreyer i tæt samarbejde med sin fotograf leverer i filmen. Som del af kulisserne er der en række statister, som jeg bringes til at nævne fordi at det er endnu en fantastisk del af billederne i denne film at statisterne alle har ansigter der ville være værd at male. Ansigter som fortæller historier i sig selv – ganske uden replikker.
Carl Th. Dreyer har sagt: ”Med den rigtige rollebesætning er en film halvt reddet” (”Om filmen” Jul. Gjellerups Forlag, 1964.) Og lad der ikke være nogen tvivl om at denne film er superbt castet. Selv den relativt lille rolle som Herlofs Marte er perfekt udført af Anna Svierkier som spiller bittert, indædt og vredt – hvilket tilføjer meget til en karakter, med relativt lidt tid på skærmen. Det er dog også hendes karakter som skal opbygge den alvor der er omkring det at blive udråbt som heks – hvilket en effektiv, og ganske ubarmhjertig afbrændingsscene fint klarer. Det er vigtigt at vi frygter for at Anne kan risikerer at blive udråbt som heks, da det bliver det helt centrale i filmens fortælling. Preben Lerdoff Rye gøre ikke det store væsen af sig i denne film, men ville senere få en mere udfordrende rolle i ”Ordet” som Johannes, i denne film er han blot tilstede, og gør plads for især Lisbeth Movins præstation. Jeg savner ord der kan forklarer Lisbeth Movins præstation i denne film. Ikke alene giver hun os et indblik i hvilken ulykke det er for denne unge kvinde at være gift med den langt ældre Absalon, som hun i øvrigt har været bundet til siden barndommen, men derudover får vi også et blik for hendes forelskelse, og begyndende forhåbning for en lysere fremtid. Det er ud af denne forhåbning at hun i et svagt øjeblik ønsker Absalon død. Da hun senere forbindes med dennes død, udråbes til heks og forrådes af Martin, får vi en afsluttende scene, som kun Carl Th. Dreyer turde lave den. Det er et simpelt nærbillede af Annes ansigt, men Movins skuespil er så overbevisende, at hver en følelse der flyver igennem hende er tydelige for os. Derefter slutter filmen blot. Vi sidder tilbage med al den længsel Anne har følt, og med en viden om hvorledes disse aldrig rigtig blev forløst, og vi ved at de heller aldrig vil blive det, fordi Anne vil komme til at lide den samme skæbne som Herlofs Marte.
Anne: ”Jeg ser dig gennem tårer.”
Martin: ”Tårer som jeg tørrer bort.”
”Vredens Dag” er en fortælling om en af de mange mørke ting der ligger i vores historie. Derudover er det en historie om Anne, som blev nægtet den glæde, som hun havde fortjent. Dreyers film er baseret på et teaterstykke, men selv uden at have læst dette stykke, vil jeg våge den påstand at Dreyer i denne film skaber sin egen fortælling, og det en meget filmisk en af slagsen. At hans stil skulle være teatralsk er meget fejlagtigt at tro. Det er korrekt at de lange indstillinger fra tid til anden kan virke teatralske, men brugen af lys, lyd og kamera er ganske fremsynet, og til tider langt mere effektiv end noget tilsvarende der har været forsøgt under mere moderne former.
Anne: ”Jeg ser dig gennem tårer, men ingen kommer og tørrer dem bort.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar