In Loving Memory

Det er ganske bevidst at jeg anmelder denne film i dag (30/1). Eller i hvert fald at den kommer online i dag. Når jeg ser denne film giver den mig af og til mindelser om min far, som døde i dag for 3 år siden. Jeg ved ikke rigtig hvorfor filmen minder mig om ham. Måske er det fordi han også var en meget social mand, der elskede mennesker. Måske fordi han også fortalte masser af historier. Hvor mærkeligt det end lyder har jeg et enkelt råd jeg gerne vil tillade mig at give jer allesammen, sågar også mig selv. Lyt til de fortællinger andre mennesker har at give jer, måske særligt dem jeres forældre har lyst til at fortælle. Jeg forsøger ikke med dette at sætte mig over jer andre, for jeg ved at jeg langt fra er den eneste der har mistet en jeg holdt af. Det eneste jeg prøver at gøre er at fortælle hvad jeg blandt andet har lært af det. Take it or leave it.

Big Fish af Tim Burton:

Will Bloom er så træt af at hører hans fars fortællinger. Faderen Ed Bloom elsker dog at fortælle sine fortællinger til en hver der gider lytte, og det er der mange der glædeligt gør. Manden er nemlig ikke bare meget nem at holde af, men fortæller også sine historier på en ganske medrivende og fantastisk måde. Will beslutter sig dog for at sandheden skal frem, og begynder at undersøge faderens fortid. Det han finder frem til er dog noget helt andet, end det han troede han ledte efter.

Tim Burton er de seneste år blevet beskyldt for at være meget repetitiv i sine temaer, og sin visuelle stil. Denne film er på mange måder beviset på at der er masser af originalitet tilbage i Burton, også selvom vi er gået ind i 2000erne. Man kan på sin vis sige at den centrale historie stadig er om en mand der kæmper med at være anderledes, men så alligevel ikke. Det vender jeg tilbage til. Først og fremmest er jeg dog nød til at nævne den perlerække af fantastiske præstationer der er i denne film. Ja jeg ved godt at det er sådan noget et hvert discount-remake har stående på coveret, men i dette tilfælde er der intet at rafle om. Der er to lag i denne film, et nutidigt og et der foregår i fortiden. På den nutidige side ses Albert Finney som Ed Bloom og overfor ham Jessica Lange som konen Sandra Bloom. De to får med relativt få replikker solgt deres lange ægteskab, og den der slags kærlighed som bare er vokset med årene. De er både elskende, men også som gamle venner, der kender hinanden vældig godt. Hvis man mener at der er en finger at sætte på nogen af deres præstationer, eller forholdet de to imellem, bør man gense scenen i badekarret (det er mindre kinky end det lyder), som er absolut hjerteskærende, men ironisk også har masser af varme i sig. Billy Crudup og Marion Cotillard spiller det yngre ægtepar, der har et barn på vej. Crudups performance er måske en smule stiv, men så igen er det også meget sådan karakteren er. Det bliver aldrig forstyrrende. Cotillard er charmerende og varmhjertet, og får os hurtigt til at holde meget af hende. De tos kemi kan måske ikke stå mål med Finney og Langes, men på den anden side ligges der heller aldrig den samme vægt på de to karakterer som på de ældre.

I hvad der kan kaldes fortiden/historiefortællingens side har vi Ewan McGregor i den altoverskyggende hovedrolle, som den yngre Ed Bloom. McGregor har en tilpas naiv, men samtidig varm og ikke uintelligent fremtoning, til at give historierne tilpas megen dybde, og samtidig er hans samspil med, og reaktioner på, de andre karakterer i filmen det der gør den overordnede præstation så overbevisende. McGregor er også med til at give filmen masser af den humor og hjertevarme den besidder. Først og fremmest er han dog med til at få os til at holde af den ældre Ed Bloom, som ellers virker sært aflukket. Det er faktisk ironisk at bruge ordet aflukket om en mand, der i sin første scene i filmen stiller sig op foran en stor forsamling, og fortæller hvor meget han elsker sin søn. Problemet er dog, at han ikke bare siger det lige ud, men fortæller en historie. Det er formentlig også det der generer sønnen. Han vil hellere have facts, fordi han føler at faderen skjuler noget.

Helena Bonham Carter skal specielt nævnes og fremhæves og understreges og på alle andre mulige måder udråbes til ballets/filmens dronning. For jeg er træt af at hører kommentarer der hinter til at Burton blot vælger hende fordi de har en relation (de er gift). Hun spiller ikke bare fremragende i denne film. Hun spiller således at jeg nærmest fristedes til, efter en bestemt scene, at give hende et stående bifald. Særligt den længselfulde både yngre og ældre Jenny og måden forskellen de to imellem vises superb. Det er virkelig ærgerligt at se denne brilliante skuespillerinde beskyldt for at skulle være udvalgt for andet end sit talents skyld.

Tilbage ved historien står vi så. Vi har her at gøre med Burtons måske mest upersonlige film. Dette ville normalt være dårligt, men da denne instruktør mange gange har fået skudt i skoene at hans blik er vendt indad, og at han sidder fast, er det nok en fordel at historien om særlingen der gerne vil noget mere end alle de andre, og tænker lidt anderledes end alle de andre er skubbet en smule i baggrunden. Naturligvis er Ed Bloom den der får mest tid på skærmen, men det er ikke ham historien i virkeligheden handler om. Historien handler om Will Bloom og hvad det er han tager med videre fra sin far.

Jeg tror mange kender det at man af og til kan hade sine forældre. Ofte er det i teenageårene at modsætningerne markerer sig tydeligst, og så begynder man pludselig at se nogle af lighederne. På mange måder er begivenhederne i denne film en slags afslutning på det Will følte efter sine yngre år. Han forklarer hvordan han følte sig efterladt, og hvordan han mente at ham og moderen altid kom i anden række på faderens prioritetsliste. Sandheden er dog, finder Will senere ud af, at det var lige omvendt. I tidligere omtalte scene med Carters karakter Jenny, fortæller hun hvordan hendes forelskelse i Ed altid ville være en drøm, og at det har efterladt hende hensygnende og træt at hun aldrig fik indfanget hendes livs kærlighed. Alt sammen fordi der, som hun siger, kun er to slags kvinder i Eds øjne: Wills mor, og alle andre.

Ganske vidst sagde jeg tidligere at denne film er den mest upersonlige film Burton har lavet. Det er naturligvis blot en kringlet måde at forklare at denne film ikke er som nogen anden Burton film. Den har den samme visuelle legesyghed, men hvor han i stortset alle sine andre film er gået i en mørk retning, er denne film visuelt lys. Der er masser af farver i paletten, og det er ikke som i ”Sweeney Todd” hvor det kun er den røde farve af blod der bryder en ellers næsten sort/hvid palet, nej heri er farverne mange. Filmen er filmet som et eventyr bør filmes. Det er som om vi genkender Burtons stil, men samtidig har alt bare et anderledes twist i denne omgang. Selv ”Charlie & Chokoladefabrikken”, som også var fyldt med farver, havde en nagende tone af noget mystisk over sig. Det er ikke fordi denne film blot er fryd og gammen, slet ikke. Faktisk er temaet jo på sin vis liv og død. Formentlig de to største emner man kan finde. Der er da heller ingen tvivl om at den lyse tone er hvad der gør at afslutningen er så overraskende nem at komme igennem. Ikke at man blot sover den igennem, den er både rørende og perfekt udført, men vis man græder ved den næstsidste scene (ved søen) i denne film, vil jeg våge og påstå at det ikke er pga. den egentlige hændelse der er i gang, men snarere pga. det faktum at det er sønnen der fortæller historien til faderen. Her får man i øvrigt virkelig at se hvad det betyder for en film at have opbygget et persongalleri der er genkendeligt og spændende. Man føler faderens gensynsglæde fordi man selv er glad for at gense karaktererne fra tidligere.

Danny Elfman er en af mine favoritkomponister. Nok min absolutte favorit hvis jeg tænker nærmere over det. Jeg elsker i øvrigt også Oingo Boingo, som er det band han havde op igennem firserne og starten af halvfemserne – de er fantastiske. Ikke bare fordi de ”er meget sjove”, men også fordi de virkelig kommer langt ud på den anden side af bare at være morsomme. I deres musik kan man ganske vidst finde catchy rytmer, og kitschede 80er lyde, men lytter man til teksterne er der ingen tvivl om at Elfman har masser at fortælle dem, som gider lytte til mere end det umiddelbare indtryk. Tilbage til filmen: Elfman leverer et dybt rørende, men aldrig overbærende score til denne film, og det minder måske til tider om tidligere scores af manden, men det fungerer, og det løfter filmen de helt rigtige steder.

De tre ord: Tro, håb og kærlighed sættes ofte sammen som en eller anden form for filosofi. En slags ying og yang. Troen i den tresomhed er oprindeligt religiøst betonet, men jeg mener at der er en anden form for tro, der i mine øjne er mindst ligeså vigtig, som religionen er det for andre mennesker: Troen på fantasien. ”Big Fish” er en kærlighedserklæring til fantasien og den gode fortælling mere end noget andet, men det ekstraordinære er at denne film også er en fantastisk fortælling samtidig. Den indeholder alt det et godt eventyr skal have: Lys og mørke. De gode og de onde. Livet og døden. Og frem for alt har den en fantastisk morale: Giv aldrig slip på fantasien. Lad ikke virkelighedens uperfektheder og begrænsninger styrer dine planer og drømme.

Jeg ser også en anden pointe i filmen, denne er dog muligvis en overtolkning fra min side. Husk hvad det er du elsker ved de mennesker du har i dit liv. En dag er de der ikke mere, og det nytter ikke noget at man som Will siger til sidst i filmen først kommer i tanke om hvad det var man kunne lide ved den der gamle joke man har hørt hundrede gange, når det er blevet for sent at grine af den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar