Fight Club

Fight Club af David Fincher:
Det at leve i nuet syntes at være en stor del af den moderne verdens største udfordring. Det har karaktererne i denne film også problemer med. De er alle sunket ned i en ensformig hverdag, men Tyler Durden er kommet for at lave om på netop dette. Han er kommet for at vise dig at du er nødt til at rive dig fri fra alle produkterne

I’m sorry – I’m going to have to talk
about fight club.

du omgiver dig med, og finde ud af hvem du selv er nedenunder al den overflade. Fight Club er kuren imod ligegyldighed, og vejen til at finde nuet.

Jeg var så heldig, da jeg kom til at skulle anmelde denne film, at finde ud af at min ”Fight Club” dvd ikke vil sammen med min ps3. Tilsyneladende er den ikke region 2, hvilket jeg ellers var komplet overbevist om. Så jeg havde ingen mulighed for at gense filmen, men det er også lige meget, selvom det nok kommer til at gå en smule ud over anmeldelsens længde. Fight Club er dog ikke en film man bare går og glemmer, så det skal nok gå.

Intensitet er det ord der falder mig ind i forbindelse med denne film. Intensitet kan både dække over Pitt, Norton og Carters præstationer på skuespilfronten. Det samme ord kan også omkranse det unikke billedlandskab vi føres ind i, og soundtrackets overskudsagtige aggressivitet.

I en scene står Tyler Durden overfor en ung dreng, som arbejder i en kiosk (eller lignende.) Durden holder en pistol imod drengens hoved og spørger ham hvad han gerne vil med sit liv. Da drengen forklarer hvad hans drøm er, opfordrer Durden ham til at følge denne drøm, og følger op på opfordringen med en trussel om at hvis det ikke sker, vil det få forfærdelige konsekvenser for drengen. Dette er endnu et eksempel på at Durden konstant har behov for at hive menneskerne omkring sig ind i nuet. Tvinge dem til at opleve øjeblikket.

”Fight Club” viser en mørk virkelighed, hvor kun smerte kan hive menneskers egentlige personligheder frem. På den måde er ”Fight Club” en smule uhyggelig, for den virkelighed den beskriver, er også den virkelighed vi bevæger os rundt i hver dag. Måske ikke bygning for bygning eller person for person, men essensen er den samme – i hvert fald efter den er filtreret gennem vores karakters filter. Filmens tese er at vi alle sammen har noget inden i os, som bare venter på at komme ud. Noget der vil gøre oprør imod samfundet og alle dets begrænsninger. Derudover skal man jo ikke kimse af at filmen har hvad jeg anser for at være den mest velfungerende sexscene i filmhistorien, fordi den er nøjagtig ligeså intens som resten af filmen, ikke så mange svinkeærinder, bare lige på og hårdt – det beskriver måske hele filmen meget godt – lige på og hård.