Når du har en snegl i dit teater: Problemet med Douglas

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på musicalens egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: "Douglas er en ung mand med bagagen fuld af succeshistorier. Han lever det gode liv med hans skønne kæreste, og det gør han lige indtil, han forvandles til…… en snegl. Livet kan være finurligt, og det bliver det i allerhøjeste grad for Douglas. Forestillingen er frit inspireret af Franz Kafkas Metamorfose."


Hvad er nu det her for noget? For et øjeblik siden beskæftigede i jer med gaming og nu en mand der bliver til en snegl? Har Fredericia Teater mistet forstanden? På ingen måde. På deres lille scene, har de skabt noget, der på sin helt egen måde, er nøjagtig ligeså storslået som "Klokkeren fra Notre Dame". Under forestillingen blev jeg ved med at sidde at lede efter et ord, der kunne beskrive det jeg var i færd med at opleve. Et ord der kunne omfatte at musicalen, til trods for at være lettilgængelig, også emmer af noget meget nuanceret og fint. Noget dybere. Til sidst fandt jeg det. "Problemet med Douglas" er en raffineret oplevelse, fordi den virker på utrolig mange planer. Dens slapstick taler til et bredt publikum og dens musik er fængende. Samtidig er universet der her skabes komplekst, fordi der i den centrale symbolik er gemt så meget. Teksterne er spidsfindige og rummer stor humor, i samspil med stor alvor. Når Douglas' forældre synger om hvorvidt de nu har gjort det godt nok, med opdragelsen af deres barn, er det sjovt, fordi det er tydeligt at de har lavet fejl. Det triste er at de nu desperat står tilbage med en følelse af at problemet med Douglas er deres skyld.


Skønt Lars Mølsted som Douglas er titelfiguren og hovedpersonen, handler musicalen meget mere om de 4 øvrige figurers reaktion på Douglas' transformation, end om Douglas selv. Det er en del af pointen og ret vidunderligt at betragte, fordi det giver mulighed for at Thomas Jensen, Bjørg Gamst, Christian Damsgaard og Ulla Ankerstjerne kan stråle. Mølsteds rolle er afgørende, fordi han skal præstere at vise os transformationen, hvilket han gør med stor sans for humoristisk såvel som dramatisk timing, men det er de andre figurer der i virkeligheden skal igennem den største udvikling. På den måde kommer særligt Thomas Jensen til at stråle. Som en del af teatrets faste ensemble har han imponeret masser af gange og ofte i humoristiske, drengerøvsroller, som han også tildeles her. Men ligesom forestillingen i det hele taget, stikker også Jensens figur dybere end som så. Det er rørende at betragte netop hans udvikling, fordi han åbnes op, i takt med at Douglas lukker sig i.

"En musical der er raffineret, rørende og røv-morsom."


Kemien mellem Lars Mølsted og Thomas Jensen fornægter sig ikke.
Det er efterhånden tydeligt at Fredericia Teaters "lille" Perhaps Scene, kan indeholde omfattende tekniske formater. Forestillingen er båret af digitale baggrunde, men de er så vellavede og velintegrerede med udvalgte fysiske rekvisitter, at det giver en fin dybde til scenen. Teatret beviser gang på gang at de er ambitiøse med alle deres produktioner - store som små - og selvom "Problemet med Douglas" er mere enkel end eksempelvis "Legendale", er der stadig lagt enorme krafter i at skabe en dragende teateroplevelse, hvilket absolut lykkedes. Forestillingens musik er, som tidligere nævnt, fængende. Ligesom historiens forestilling, er den også skæv og i modsætning til en musical som "Lizzie", er det her de færreste numre, der føles som individuelle sange. Numrene er del af en helhed og har alle til funktion at drive historien frem. Det formindsker dog hverken deres, eller forestillingens, kvalitet.


Ved slutningen af "Problemet med Douglas", sidder jeg med en tåre på kinden. Det til trods for at jeg mest har grinet af det absurde i fortællingen, men jeg har også været med under huden på et ensemble af figurer, der på hver deres måde har mistet grebet. De har givet slip på deres selvstændighed og lænet sig op ad hverandre, mens de langsomt er gledet væk fra det der engang var rigtig lykke. Slutningen giver et nostalgisk sug i maven og efterlader os med en bittersød fornemmelse. Hvad er nu det her for noget, startede jeg med at spørge: Det er minsandten en musical der er raffineret, rørende og røv-morsom.

6/6

2 film i biografen

Tag med ind i biografmørket! Hvor der dufter af popcorn, folk selvfølgelig slukker deres mobiltelefoner og der er den der helt særlige stemning af at vi oplever noget sammen. Noget der efterhånden er en sjælden begivenhed.

Beauty and the Beast (2017)

(Instr. Bill Condon)

Jeg har godt kunne lide live-action udgaverne af "Cinderella" og "The Jungle Book". "The Beauty and the Beast" lægger sig lidt i samme vene. Den føles tættere på sit forlæg, sandsynligvis fordi forlægget er utrolig godt og ikke rigtig havde brug for forbedringer. I modsætning til førnævnte to film, som begge havde godt af en dramaturgisk opstramning. "Beauty and the Beast" får også tilføjet lidt ekstra gods. Lidt mere historie på figurerne og nogle sange hist og her. Det er altsammen ganske fint. Castet er også solidt, nogle gode navne i blandt og de gør det alle godt. Men det er meget jævnt alt sammen. Filmen har gjort udyret mindre intimiderende og selvom Belle stadig er en god figur, mister udyret meget af sin styrke. Det er altsammen blevet lidt for poleret. De andre live-action versioneringer har ellers nydt godt af - til trods for at være Disney - at blive en anelse mørkere og at få lidt mere på hjerte. Ikke nogen dårlig filmoplevelse, men en lettere forglemmelig en af slagsen.

4/6  

 

 

The Fate of the Furious

(Instr. F. Gary Gray)

De her film er grundlæggende fjollede og totalt over the top. Så er det ligesom lagt frem. Men det ændrer ikke ved at de er djævelsk underholdende. "Fast 8" er ingen undtagelse. Filmen er utrolig velproduceret action. Det er medrivende og hele holdet leverer præcis hvad vi efterhånden forventer af dem. Det samme gør selve filmen, som giver os både bilræs, heists og masser af pathos. For det der gør at de her film fortsat bliver produceret, er at Vin Diesels Dom bliver ved at minde os om at det altsammen i sidste ende handler om familie. Og det er super banalt og fjollet. Det er melodramatisk og på en eller anden måde slubrer folk det alligevel i sig. Jeg gør i hvert fald. Jeg bliver decideret en smule rørt nær filmens slutning. Så skammer jeg mig lidt og så tænker jeg det er okay. Vi lever i en tid hvor John Oliver opfordrer til at putte mænd udklædt som zebraer ind i videoer, ikke fordi det ændrer noget, men fordi det gør det ubærlige lidt nemmere at klare. På samme måde er det med "The Fast and the Furious"-serien, det er små pletter hvor man kan få lov at være en 11-årig dreng igen, der sidder benovet og kigger på store ubåde, flotte biler og ting der sprænger i luften. Det ændrer ikke rigtig noget, men et øjeblik får vi lov at flygte ind i en fiktiv verden, hvor det ender nogenlunde godt og folk holder sammen mod alt det onde i verden.

4/6 

 

Kulturbloggeri: Legendale

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Teatret skriver selv om forestillingen: "Legendale er en original og moderne komedie om fantasiens verden. Den handler om Andy, som er en indadvendt programmør, hvis favoritbeskæftigelse er at flygte fra sin kedelige hverdag og ind i computerverdenen i spillet Legendale.  En dag annoncerer skaberen af spillet en once-in-a-lifetime turnering for alle gamerne, hvor de kan vinde en million dollars og ubegrænset magt i spillet. Hvis Andy skal vinde spillet, skal han have fat i den helt rigtige avatar med de helt rette skills.  Han er dog på sit dødkedelige arbejde, da avatarerne skal vælges, og han går glip af ræset om de fedeste af dem og ender med at få Cowmaiden, som mildt sagt ikke er frygtindgydende. Han og Cowmaiden skal nu finde deres indre kriger frem for at vinde spillet." 


Jeg er lidt udfordret. Problemet er at "Legendale" er en musical jeg på alle måder ønskede mig at kunne lide, sådan virkelig lide. Det kan jeg desværre ikke rigtig sige at den er. Der er dele af den jeg absolut er vild med. Lars Mølsted er igen fantastisk og leverer i en af musicalens første sange en af sine allerbedste vokalperformances endnu. Karin Nordly-Holst leverer en powerhouse performance og hun har både gennemslagskraft som skuespiller og sanger. Det samme gælder Søren Bech-Madsen, som er utrolig mindeværdig, fordi han både er utrolig morsom og slesk på den mest kikset (det er en ros!) mulige måde. Hans figur emmer af at være en drengerøv der er blevet slynget ind i noget han ikke helt kan overskue og hans overlegne facon, dækker tydeligvis over noget langt mindre selvsikkert. Jeg er også ret vild med fantasiverdenen der skabes, i hvert fald et stykke af vejen. "Legendale"-spillet ville aldrig fungere i praksis og der er mange ting der ikke giver mening, som spil betragtet. Som fantasiunivers i historien, er det et sjovt og karikeret sted, der leverer alle de bedste øjeblikke af forestillingen. Blandt dem er nogle vidunderligt fjollede robotzombier og et sumpmonster, som lignede noget fra Muppets, hvilket gjorde mig ganske lykkelig, hver gang den trådte ind på scenen.


At jeg ikke sidder med armene over hovedet, er der flere årsager til. Først og fremmest er der noget med historien, der klinger lidt hult. Mens ideen om at springe mellem den virkelige verden og fantasien, er enormt god og underholdende, ender den overordnede fortælling med at blive lidt flad. Det kommer til at handle mere om at fortælle en lidt jævn kærlighedshistorie, end et virkeligt eventyr. Derudover er der nogle falske konflikter der optrappes for at bringe historien frem og jeg savner virkelig at se mere til de andre spillere i "Legendale". Vi introduceres for en gruppe fra start, som ikke bliver brugt så meget, som jeg godt kunne have ønsket mig. Forestillingens sange er meget svingende i kvalitet. Som musical mangler "Legendale" en rød tråd, som musikken skulle have været leverandør af, hvilket aldrig rigtig bliver tilfældet. Melodierne sætter sig aldrig rigtig fast, men kommer til at opleves som lidt jævne. Enkelte numre er naturligvis undtaget. Søren Bech-Madsen leverer smukt et kitsch-præget nummer om de mange velsignelser ved Silicon Valley - centrum for udviklingen af moderne teknologi. Sangen er sjov og samtidig meget overbevisende leveret. Performerne er i det hele taget vanligt solide. 


Der var en del udfordringer på den tekniske side i aftenens forestilling. En stor del af det virkede, som en kombineret mængde uheld. Jeg nævner det fordi det virkelig gør mig meget i tvivl om min holdning til forestillingen. Mikrofonernes lydniveau blev aldrig rigtig godt, skuespillerne kæmpede for at gøre sig hørt, særligt i de tekstmættede vers og til tider sågar i dialogscener, hvor baggrundsmusikken kom til at overdøve stemmerne. Dette gør det meget svært for mig at vurdere om sangene, som jeg just har stillet mig kritisk overfor, er bedre end min oplevelse af dem til aften. Der var udfald i skærmene der fremviste de smukt designede kulisser og nogle andre problemer undervejs. Jeg har valgt at nævne dette, fordi jeg ved at Fredericia Teaters tekniske ambitionsniveau er tårnhøjt og fordi de her ting ellers aldrig sker i deres forestillinger, som på den front plejer at ramme absolut plet. Jeg har derfor valgt ikke at give nogen stjernevurdering til forestillingen, da jeg simpelthen føler mig for usikker i min vurdering.


Jeg har et stort bankende hjerte for nørder og betragter stolt mig selv som en. Derfor vil jeg gerne elske "Legendale". Jeg ville gerne deklarere min kærlighed til denne gamermusical fra hustagene og udbrede mig om hvordan den bare forstår hvad gaming er og hvorfor folk forelsker sig i disse eventyr... Det er bare ikke helt sådan jeg oplever det. "Legendale" har hjerte og den har kærlighed til sine karakterer, men den rammer ikke så rent, som den kunne have gjort. Historien bliver for forceret, musikken har nogle drastiske svingninger i kvalitet og figurerne er interessante, men bliver forkastet til fordel for plottet. På den anden side har denne her musical utroligt morsomme øjeblikke, den opbygger et fantasiunivers man har lyst til at være i og er båret af nogle centrale præstationer, der er virkelig stærke. Jeg er splittet, det er forhåbentlig tydeligt. Så derfor skal du selvfølgelig indløse billet til denne her forestilling og selv gå ind og vurdere om den får din indre nørd til at knappe op for skjorten, for at afsløre en hengemt heltinde og et hjerte formet af tal der danser og synger. 

Post Mortem: Marilyn Monroes sidste film

Post Mortem er en række artikler der beskæftiger sig med de sidste værker i en kunstners karriere: Den sidste film, det sidste album eller den sidste bog. Hvad siger denne svanesang om karrieren som sådan - og hvad efterlades vi med? 




The Misfits: En bittersød afsked

Filmen der gav punkbandet sit navn og markerede afslutningen på to glorværdige Hollywood-karrierer: Blot ti dage efter "The Misfits" afsluttede sine optagelser døde Clark Gable og halvandet år senere i august 1962, blev Marilyn Monroe fundet død, efter at have taget en overdosis af sovepiller. Gable sagde om filmen at det var første gang han for alvor følte han formåede at spille skuespil og Monroe? Hun siges at have afskyet sin karakter. Diskussioner over manuskriptet, som var skrevet af hendes daværende husbond Arthur Miller, ødelagde deres ægteskab og Monroe listede sig med jævne mellemrum afsted til Frankrig, for i hemmelighed at mødes med Yves Montand, som hun spillede overfor i "Let's Make Love" (1960).

"You have the gift for life, Roslyn. The rest of us, we're just looking for a place to hide and watch it all go by." 


Filmen selv er ganske unik i Monroes filmografi. Selvom hun i førnævnte "Let's Make Love" gjorde en fin figur, som en mere intelligent udgave af den blondine hun gjorde en karriere ud af at spille, markerer "The Misfits" en markant skillelinje for skuespillerinden. Hun er mere intelligent i "The Misfits", hendes naivitet udspringer ikke længere af dumhed, men af oprigtig omsorg for verden. Monroe kommer til at symbolisere en femininitet, som er mere fyldig end de roller der tidligere gav hende sin status som sexsymbol. Hun er fortsat sensuel, men i langt højere grad også nærmest moderlig i sin kærlighed til alt levende. Mændene falder stadig i svime over hende, men hun er mere uforudsigelig, skiftende mellem det maniske og depressive. Hun er også mere frygtsom i hendes forhold til mændene. Den fnisende og ubekymrede pige er blevet til en kvinde, der bærer livets forgængelighed på sine skuldre.


"We're all dying aren't we. We're not teaching each other what we really know, are we?"


I filmen venter Monroes karakter Roslyn på at hendes skilsmisse skal gå igennem. Hun får tiden til at gå med Gay (Clark Gable) og hans kammerater. Gay lover hende at de skal leve frie og bekymringsløse liv langt ude på landet. Der går dog ikke længe før det bliver tydeligt at idylen har sin pris og ikke holder evigt. "The Misfits" er en melankolsk filmoplevelse, der er fyldt med velskrevne dialoger, som stikker dybt. Alle filmens karakterer er udskud (deraf titlen) der ikke har kunnet finde deres plads i en forandret verden. På den måde ligner filmen en western, når den viser hvorledes det omgivne samfunds udvikling, smider dem der søger den amerikanske drøm om et lille stykke jord og et fredeligt liv, over bord til fordel for hvad frihedssøgerne opfatter som et moderne slaveri: Det timelønnede arbejde! Som en anden John Steinbeck, kommenterer Arthur Miller på industrialisering og tabet af fokus på individets frihed og lykke. 

Film som denne her er grunden til at det sidste værk i en kunstners karriere kan være interessant. Monroe hadede karakteren, måske netop fordi den viste en virkelig kvinde, med al den usikkerhed og sårbarhed, som hun til overflod selv bar rundt på. Hendes virkelige smerte synes at kunne mærkes i filmen. Om det så er en efterrationalisering, en tilfældighed eller sådan det virkelig forholder sig ved jeg ikke. Hovedsagen er at "The Misfits" er en film der drives frem af karakterer, i langt højere grad en plot. Den handler om menneskene der portrætterer, mere end tingene de udsættes for. Monroe tager afsked med et publikum hun havde i sin hule hånd, selvom hun aldrig selv lader til helt at have troet på sine egne evner eller sit eget værd. Hun er en legende og en del af filmhistorien, sit korte liv til trods. Som altid får Monroe selv det sidste ord, med denne retrospektivt sørgmodige overvejelse:

"Sometimes I think it would be easier to avoid old age, to die, young, but then you'd never complete your life, would you? You'd never wholly know yourself..." 

 


Beta Test

"Beta Test" er stillet til rådighed af Sandrew Metronome og udkom d. 27/2 på en række streaming- og udlejningstjenester, deriblandt Viaplay, iTunes og Blockbuster.

Filmen handler om Max (Larenz Tate), der er gamer og beta tester. Han får et helt nyt spil til test, et spil der skal føles mere virkeligt end nogensinde før. Hvad Max ikke ved at han ved første tryk på controlleren har taget styringen over et virkeligt menneske og at hver en bevægelse han foretager sig i spillet, har konsekvenser i den virkelige verden.



"Beta Test" er en actionfilm, der er lavet på et lavt budget. Filmen har fået en meget hård medfart blandt anmeldere. En ting lader der dog til at være enighed om - og det er at det er en interessant præmis filmen baserer sig på. Ideen om at lade den kære gamer kontrollere et virkeligt menneske, uden at han er klar over det, er spændende. Manu Bennett som spiller Creed, manden der bliver styret via controller, har en overbevisende tilstedeværelse i filmen. De replikker han skal levere tager ofte form af one-liners, men det giver mening, særligt så længe han er styret af Max. Bennett er overbevisende i actionsekvenserne og dem er der flere underholdende af. Måske er det bare længe siden jeg har set en traditionel actionfilm, men jeg var ganske underholdt, ikke mindst af en stor sekvens mod filmens slutning, hvor Creed kommer op imod 16 modstandere på en gang.

Der er ingen tvivl om at der er mange fjollede ting ved "Beta Test". Nogle gange er det meningen at det skal være humoristisk, andre gange bliver den ufrivilligt morsom: Filmens skurk er på ingen måde overbevisende eller tydelig omkring hvad det er hans plan handler om. Ikke fordi han ikke taler om planen og om hvad det er han synes den skal gøre, det han siger hænger bare aldrig rigtig sammen. Han taler om at give magten tilbage til spilleren, men må tvinge sin spiller til at spille og giver ham ingen frihed. Det er ulogisk og usammenhængende. At kidnappe Creeds kone er en klichefyldt klemme at have på hovedpersonen, men jeg synes til gengæld ganske godt om Sara Coates, der giver hendes figur Abbie ben i næsen og en hård attitude, som ikke virker påtaget.


"Beta Test" er en underholdende film. Jeg var revet med og transporteret ud af virkeligheden og ind i den absurde verden filmen eksisterer i. Selvom det lille budget sætter begrænsninger, har der i filmens action og ide alligevel været ambitioner og der er også gjort et ihærdigt forsøg på at levere nogle medrivende spændingssekvenser. Skuespillet rangerer fra det karismatiske til det overspillede (sidstnævnte er der meget af, ikke mindst fra skurkene). "Beta Test" føltes på den måde som en B-film af den gamle slags. Den spændende præmis fænger an, men er grundlæggende en undskyldning for at lave nogle scener der både er humoristiske og medrivende. Ingenlunde en perfekt film, men en underholdende en af slagsen, ikke desto mindre.

4/6

100 anmeldelser

For et stykke tid siden passerede jeg min anmeldelse nummer 100 hos min mangeårige samarbejdspartner Allan Sørensens blog Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents. Jeg er og har over tid været glad for samarbejdet og den gode undskyldning skriverierne har givet mig, til at grave ned i genrefilmens mørkeste sider. Jeg har oplevet en utrolig dedikeret horrorfanbase, som altid er dybt dedikerede til at søge efter det obskure, sære og selvfølgelig allerhelst skræmmende.

Blandt anmeldelserne har jeg udvalgt en af mine favoritter: "Maniac", som jeg både er meget tilfreds med anmeldelsen af, men som også er en af den type film, jeg altid håber at ramme ind i, når jeg sætter mig til at se en skrækfilm. Noget med lige så meget gods i karakterer og som leger lige så meget med at skabe uhygge med sin stemning og udformning. Og noget der er skabt med lige så stor passion og respekt for sit publikum.

Here's to another 100! Læs min anmeldelse af "Maniac" her.


Ekstraordinær filmoplevelse: Paris, Texas

En mand vandrer i ørkenlandskabet. Vi kender ikke hans mål og vi kender ikke ham. Langsomt introduceres vi for hans familie, som han opsøger, men ham lærer vi kun lidt om. Han er stille, tilbagetrukken og på jagt efter en kvinde, han ikke har set i mange år. 

"I knew these people, these two people. They were in love with each other. The girl was very young, about 17 or 18 I guess and the guy was quite a bit older. He was kind of raggedy and wild. And she was very beautiful , you know. And together they turned everything into a kind of an adventure. And she liked that."

 


Det er egentlig lang tid siden jeg har set "Paris, Texas". Alligevel står filmen stadig tydeligt for mig. Ikke så meget dens fortælling alene, men mere måden den er fortalt på og alt det flertydige den besidder. "Paris, Texas" er en af de film, som jeg er sikker på vil blive ved med at give noget nyt, gensyn efter gensyn. Den er langsomt fortalt, men driver af stemning. Det er sjældent jeg husker en film så meget for dens billeder. Jeg husker ikke bare at den er flot, men specifikke billeder står også frem: En kvinde iført pink bag en glasrude, ørkenens ensomme vidder og byen belyst i grønt. Filmen bruger farver på en måde, der efterlader et indtryk. Det er ikke bare iøjnefaldende og det er på ingen måde prangende, men det er så mættet og ladet med betydning og følelse, at det stadig sidder i kroppen når jeg formulerer disse sætninger. Der er også øjeblikke der sidder fast: En mand og en dreng på jagt efter en kvinde i en særlig bil, samtalen med føromtalte kvinde bag ruden, stilhed mellem sætningerne der veksles.

"Et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst."





Jeg har pinligt dårlig viden om Wim Wenders' film. Så jeg kan ikke forholde mig til mandens øvrige filmografi, men bare konstatere at jeg er helt vild med det han her har lavet. Harry Dean Stanton er en vidunderlig skuespiller, der oftest vandrer rundt i periferien af film, i en sær, men fascinerende, eller som minimum underholdende, birolle. Her er han front and center. Det bærer han smukt med en imponerende introvert personlighed, som det egentlig er mærkeligt er så fascinerende, når man tænker på hvor lidt han i lang tid viser af sig selv. I virkeligheden er det sikkert netop mystikken omkring ham, der gør ham så fascinerende. Hans jagt efter sin forsvundne kone, er medrivende fordi den også er en jagt efter mandens egen historie og en nøgle til forståelsen af ham. Har han engang været noget andet og mere end den noget passive personlighed, der nu er tilbage?

Jeg er sikker på der er dem, som vil kede sig bravt under "Paris, Texas". Den er ikke noget brag af en spændingsmættet filmoplevelse. Til gengæld er den et sansemæssigt bombardement, der vækker mindelser om David Lynch når han er bedst. Den er ikke nær så surrealistisk, men den er nøjagtig lige så kompleks. Det der accelererer oplevelsen, er at den tager os med på jagten efter et forsvundet menneske, som kommer til at repræsentere meget mere end hende selv. Det bliver en utroligt rørende oplevelse at se, om smerten til sidst bliver det værd. Det er en mand på skattejagt, men i stedet for guld, er det noget af ham selv der har ligget begravet: Moderen til hans barn, en kompleks kærlighed som er blevet uvirkelig og et håb for en fremtid, alt sammen indeholdt i en stakkels kvinde bag plexiglas.



Wim Wenders film er én af dem du skal se midt om natten, når du sidder alene og der er ganske stille omkring dig. En historie og et univers du skal lade dig forføre af, fordi det er smerteligt, samtidig med at være helt vidunderligt. Filmen er præget af et mediterende tempo og den har hang til brug af ekstreme farver og kontraster. En følelsesmæssig tur der både kan virke nostalgisk og messende. Med sit nedtonede tempo og følelsestunge intensitet, vil du ikke falde i søvn, men i en dyb forelskelse. Når du drager gennem ørkenen og oplever hvad der kan virke som et fatamorgana, men i virkeligheden bare er poetiske øjeblikke, smukt kompileret i en film og fortalt som en historie om fortid og fremtid og kampen med at forlige sig med begge dele. En simpel kærlighedshistorie, der på en og samme tid er uendeligt kompleks.